VÆKST #9

Jeg sniger mig rundt i pizzeriaet. Jeg har det hele med. En lille kuglepind med et kamera i spidsen, et spørgeskema og en grim kasket. Jeg venter. Sidder ved det ene bord. Sidder ved det andet bord. Går op til disken, og forsøger mig med forskellige dialekter. Kan han forstå hvis jeg siger a’, kan han placere mig geografisk. a’ vil gerne bestille en pizza. Det er ikke fordi min dialekt er perfekt. Men det er svært at forstå. Selv for mig selv.  Jeg åbner menukortet, og sætter krydser ud for forskellige pizzaer, hvis titler er stavet forkert. Haweiipizza, Vesyvpizza, Colzonepizza – ikke særlig dansk – det er sgu ikke særlig dansk. Jeg bestiller en med flere forskellige slags kød. Han forstår alt, hvad jeg siger, men jeg kan høre stemmer i baglokalet. Ja! Fremmede stemmer i baglokalet. Det gør mig nervøs. Jeg tager min kuglepind frem, og peger kameraet ud mod køkkenet. De taler ikke dansk. Italiensk? Fransk? Arabisk? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været god til sprog, men jeg får nogle uvurderlige optagelser af to mænd, der går rundt i baglokalet, og taler et fremmed sprog. Jeg ligger en bunke spørgeskemaer på et af deres caféborde. Jeg går ud til bilen. Videre til det næste. Det er næsten ved at være for meget. Jeg har hele bilen fyldt op af kolde pizzaer. Men sådan er det. Sådan er det at gøre sin pligt.