VÆKST #4

Jeg sidder i en lyserød tåge. Jeg er iført min uniform. I den er jeg torden. I den er jeg Gud. Jeg er smuk, og det er farligt. En destruktiv måde at gå igennem livet på. Jeg står op, og bruger hele dagen på at smøre mig ind i olie. Jeg har svært ved at tjene penge. Dels på grund af min olieindsmurte sjæl, dels på grund af, at folk besvimer, når de ser mig. Jeg er gudesmuk. Jeg er torden. Jeg er Gud. Jeg er en soldat i en flot uniform på en slagmark i Mellemøsten. Gud, hvor er jeg smuk. Jeg sveder så afsindigt. Olien driver ned af min ryg. Jeg løfter geværet, jeg snakker lidt fransk til en algerisk oprører i midten af 50’erne. Det er egentligt sjovt, at han forstår mig. Men som mig er han lavet af olie og undergrund, da kulden trænger ind i hans hjerte. En frostklar ørkennat, under hvis stjerner jeg lader min kniv trænge ind i hans unge lunger. Jeg er i en slags lyserød tåge, mens jeg graver ham ned, og lader ham vende tilbage til olien, til reserverne, til mit inderste. Da jeg rejser mig op, uha, der er det som, at mit ansigt falder af. Det falder ligesom bare, hele kroppen, alle musklerne. Kroppen kravler ligesom selv ned i graven. Jeg ligger ved siden af den algeriske soldat. Jeg kysser ham, og dykker ind i ham. Sådan går jeg ind i evigheden. Med oprejst pande.