VÆKST #17

Dette er min forhistorie. På en skråning i det sydlige Spanien voksede jeg frem blandt rådnede kaktusser. Jeg spirede som ukrudt mellem skyggerne i avokadoplantagerne, og undgik behændigt landmandens giftige sprøjtemidler. Jeg var en mide, et udskud, en dødsdømt art mellem de rene linjer af træer i landskabet. Jeg blev tidligt gammel nok til at forlade skyggen, til at bevæge mig ud på vejene og ind i byerne. Her blev jeg væltet rundt af gadens hunde. Jeg var en afgnavet knogle, hvor kødet tilsidst voksede frem, og jeg endelig kunne bruges som udskæring i et køkken, hvor jeg endte som tapas på en englænders tallerken. Sådan kom jeg i første omgang i kontakt med menneskene. Jeg endte som afføring på et turistet og slidt hotel, hvorefter jeg blev skyllet ud i havet, og måtte ind i den besværlige og langsommelige proces det er at blive grundvand. Først skyllede jeg op som bølge på stranden, og rislede stille ned igennem sandet. På daværende tidspunkt var jeg igen tilbage ved nulpunktet som bakterie. Men det gik fremad, og jeg bevægede mig længere op ad stranden, hvor jeg var så heldig, at en hund gravede sig ned til mig. Den befriede mig fra grundvandets kredsløb, og jeg sprang ind i dens pels, hvor jeg tog plads på en loppe, som jeg kildede mig ind i, og overtog dens instinkter. Sådan blev jeg lagt ind i alle loppers gener, og da jeg blev træt af det, gik jeg videre til væggelus. Jeg kom frem om natten, og bed hul i en kinesisk teenager, der var på sit livs rejse rundt i Europa finansieret af hans velhavende far. Sådan kom jeg i kontakt med pengene, sådan satte pengene sig i mit blod, og det var sådan, at min besættelse begyndte. Jo længere tid, der gik jo mere blev jeg denne kinesiske teenager, og det varede i lang tid – lige indtil, at han blev kidnappet af en spansk terrororganisation, som ingen havde hørt om, men som forlangte flere millioner for denne, i en europæisk kontekst, ukendte dreng. Det var lange dage i et mørkt rum, hvor jeg tilsidst måtte give op og indse, at jeg enten kunne dø eller blive en sygdom. Derfor traf jeg en ret drastisk beslutning, og blev opløsningen af guldstandarden. Dels var jeg skyld i min  egen pludselig velstand, dels skyld i min katastrofale ulykke og krise i velfærdsstaten. Nogle gange er det nødvendigt, at en eller anden står på mål for det hele, og påtager sig et reelt ansvar. Sådan blev jeg menneske. Med ansvaret blev jeg menneske, og ikke et hvilket som helst menneske. Nej, jeg påtog mig rollen som udenlandsdansker. Storeksportør af gode holdninger og rigtig adfærd. En genspejling af de lyse kornmarker og den blå, åh så blå himmel. De lyser nætter og de mørke dage løb nu som sved ud af min hud. Man kunne se mig svæve over Spanien, mens jeg var en model for skønhed, lykke og gratis sundhedshjælp i et fjernt land. Det er måske svært at se, hvordan jeg endte her. Forgældet og indtørret på en fremmed kvindes gulv, men der er en god forklaring. Det må der være.