VÆKST #16

Krisen er forbi, og jeg kan nu endelig åndet lettet op over mit lette job. Jeg lever uden tv-pakke, og er helt grundlæggende lykkelig. Jeg er en førerløs bil, der har svært ved at træffe de rette moralske beslutninger, fordi jeg ikke har noget etisk grundlag for mit væsen. Dels er det mine skaberes skyld, dels er jeg doven. Jeg har simpelthen ikke hørt efter i timen, fordi jeg har været bekymret over samfundsudviklingen. Jeg får forskellige beskeder i min indre computers chatvinduer, og det er forvirrede beskeder, der vidner om en helt grundlæggende fejl i mit moralske kompas. Jeg er splittet mellem at hade mig selv og rette dette had udad. En dag er det fremmedarbejdere, en dag er det romaer, en dag er det flygtninge, en dag hænger jeg som Dannebrog i toppen af et villakvarter. Min stemme gjalder udover Nørrebro igennem en megafon. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet sindssyg, men siden sidste år har jeg fået nogle rimelig radikale holdninger. Jeg forbereder mig på mit endeligt. At køre ind i en folkemængde på Strøget. Folk er blevet vænnet til det førerløse transportmiddel igennem metroen. Det går aldrig galt. Metroen, den skide duks, stopper altid det rigtige sted. Den er aldrig udsat for moralsk komplekse situationer: Redde et barn eller ti voksne? Fremtiden eller nutiden? Skatterborgerne eller det nuttede lille kid. Jeg siger jer, at det er svært. At køre igennem byen, mens jeg lytter til det ubekymrede menneske. Hvor skal det nu hen?