VÆKST #15

Jeg lukker øjnene i swimmingpoolen og trækker kloren ned i mine lunger. Det blå vand i min krop mens jeg dør og dør. Mine efterladte har så mange spørgsmål, at jeg overvejer at få trykt en lille bog med mine svar. Jeg ligger i overfladen i hvidt tøj. Hvid polo, hvide skinnende badeshorts. Korte. Jeg er pooldreng involveret i en voldelig og intens affære med min chefs kone. Jeg har kræft i hjertet, og det vidste jeg ærligt talt ikke, at man kunne få. Mit hjerte er porøst, næsten opløst, boblende, blævrende – ja, lige godt ubrugeligt. Det er svært at føle noget. Jeg er faktisk kommet over på den anden side af smerten. Fuldstændig ligeglad med mine åbne sår og blå mærker. Hendes fantasier fra erotiske kioskbaskere. Hvad er der at lave i bakkerne? Hver morgen renser jeg blade op fra hendes pool. Denne morgen regner det, så hun står i baggrunden med en paraply over hendes opsatte hår. Hendes øjne følger mig. Hun flyver med en drone over mig. Hun synes, at jeg er så lækker på dronens kamera. Jeg skal smide trøjen. Det er det tidspunkt på dagen. Jeg skal smide trøjen. Jeg smider trøjen, og dronen nærmer sig min krop. Den flyver om mig med sine små ivrige propeller. Jeg kigger ud over poolens, ud i bakkerne, jeg lader min krop falde. Dronen der hæver sig, vandet der trænger ind i mine sår. Vandet der roligt bliver rødt, mine lunger der sprænges så svitsende og blå. Hende der vender sig om, og går ind igen. Keder sig. VÆKST #15