VÆKST #14

Det er svært. Jeg har i flere år levet som skønhedsideal. Lys i huden, men med en pigment, der brunes så let og jævnt i forårets første måneder. Mine slanke lemmer optræder på forsider i hele verden. Hver dag er der mennesker, der bliver opereret, så de kan ligne mig. Store men let buede øjne med en blå til grøn farve. Mine læber er fyldige men ikke vulgære. Jeg er en grænsefigur mellem det kunstige og naturlige. Man kan være i tvivl. Er det blevet skåret der, er der blevet lagt lidt ind der, men nej. I utallige interview, henover årtier, århundreder, holder jeg på, at jeg er fuldstændig NATURAL. Denne løgn sætter sig fast, og nu er jeg blevet gammel. Jeg er i min karrieres efterår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg holder mig inden døre. Isolerer mig i mit skandinavisk designede hjem af æstetiske former i lyst træ. Jeg skal vælge mellem at give efter for kniven eller forsvinde. Indtil videre uploader jeg bare gamle billeder på instagram. Hvem kan se forskel på et århundrede eller to?