VÆKST #13

Det begynder som en besættelse. Jeg dukker op steder, hvor jeg ikke er ønsket. Jeg bliver stædig. Grov. Jeg forklarer folk, hvorfor jeg er den bedste, hvorfor jeg er født til at vinde. Jeg går fra festen med et smil på læben. Jeg bliver beundret, da jeg sætter mig ind i min bil. Det er så enkelt. Jeg hader kvinder. Så enkelt er det. Jeg står foran spejlet, og det er ikke fordi jeg ikke har hørt om underbevidstheden eller at jeg er specielt skadet af min barndom, men foran spejlet siger jeg: Jeg hader kvinder. Sådan grundlægger jeg en bevægelse, som fortsætter ned gennem generne. Jeg er den lille mekaniske, der får manden til at sætte sig for enden af bordet, den lille brist, der får manden til at slå kvinden, til at vente udenfor i regnen i en sen nattetime – lægge sin tunge, varme og dunkende krop over kvinden. Jeg står og griner til spejlet. Jeg er en gammel mand. Lagt ned i koderne for længe siden, jeg er udmattet, men ikke træt af mit job. Jeg er stolt og arbejdsom, og selvom jeg har været udfordret de seneste år, så mener jeg stadig, at jeg har god markedsandel. Der bliver stadig stjålet kvinder, der bliver stadig handlet kvinder, kvinder bliver stadig mødt af en samfundsstrukturel modstand, som jeg er ophavsmand til. De slipper aldrig af med mig. Det der begyndt som en besættelse er blevet en tilstand. Jeg vil sidde for enden af bordet indtil broerne brænder.