VÆKST #12

Jeg er en svane. En udslidt mor i en forstad med fire børn kravlende og savlende omkring mine slaskede ben. Jeg vågner med tungen hængende ud af munden, tungen lækkende ned på hovedpuden. Jeg vågner våd i ansigtet af egen savl få år før finanskrisen med en mand så dum og ligeglad, at han melder mig til et TV-program bare for at slippe af med mig. Han skal have lidt tid til sig selv og drengene, så naturligvis bliver jeg meldt til det her TV-program efter femten slidsomme år som soccermom. På nationalt TV går jeg igennem adskillige operationer. De suger fedt, skærer hud fra, propper ting ind. Det slubrer, blævrer, bløder og hviner i hjernen, da de fjerner mit jeg. Men jeg er det værd. Det lærer jeg i løbet af programmet, at jeg skal tage mig selv alvorligt. Jeg skal stirre ind i spejlet og sige, at jeg er det værd. Jeg er samfundets prisme, jeg er grim mor, der bliver smuk kvinde med kniven som hjælpemiddel. Jeg har fortjent det. Jeg er en svane. Et emblem på et nyt systems betingelser. Den allestednærværende omstillingsparathed inden omstillingsparathed findes i ordenborgen for new public management. Det er mig. Så fleksibel er jeg. Jeg vågner i hospitalssengen med disse tanker. Jeg mærker på min krop, og det glædelige er, at jeg ikke kan genkende mig selv. Det siger jeg ind i kameraet: I don’t know who I am. Det er dette afsnits succes, at jeg fralagde mit tidligere jeg et sted på operationsbordet. Jeg er nu klar til at blive snurret ned i en lækker kjole, møde min mand og mine børn, der vil græde og glædes, fordi de heller ikke ved, hvem de er.