VÆKST #11

Solkur. Tre stik i maven og en lang sommer uden følelser. Solkur. Se mig ind i øjnene og forstå. Dette er strofer sunget fra Solvognens indre. Jeg trækker mig selv op. Hver eneste dag. Trækker jeg mig selv op. Når man først er blevet selvrefleksiv, er der ingen vej tilbage. Det er et problem. Jeg tænker hver eneste dag på, hvordan det vil ske. Hvornår strålerne trænger ud af min krop, hvornår huden sprænger – hvornår skellettet bliver sol og jeg bliver plante. Ren fotosyntese. Jeg har taget på, og er blevet sat på kur. Solkuren. Det er det nye. Det allerallernyeste. Solkuren er tre små sprøjter ned i mit fattige maveskind, hver eneste dag. Så sidder jeg hele vinteren og spiser koldskål med genmodificerede jordbær. I kælderen holder jeg sommeren i live. Holder jeg mig selv i live. Hele vinteren venter jeg på mit nye job. Den sidste stilling som tjenestemand: En ny sol på himlens blå facade.