tue michael

 

din stemme kalder mørknet vand. og vi forsvinder allerede i det. ord for ord. revet væk af vinden. kan vi udviske sekundet i skriften som adskiller vores kroppe.

 

 

man holder vejret. man tier stille. man lukker øjnene. man lukker sine øjne.

 

 

man glemmer, man glemmer intet. ikke længere. ikke nu. ordene som samler sig og forsvinder, undtagen barnet som skriger. barnet som græder en sang. kalder på døden, en bølge, den sidste hvælving, græder sin sang. og så ingenting mere.

 

 

intet.

en stemme rummer hele skoven.

den mørknede himmel. og løvet over os.

en stemme kan rumme hele skoven.

 

 

forsvindende.

 

 

vi holder vejret. vi tier. vi glemmer ordene. intet.

begravede er de. med vores lukkede øjne, vi tier. ikke længere.

stadigvæk, væggene som brister her, i det lille værelse, den mørknede himmel.

 

 

en stemme kalder sig selv frem i natten. 

en stemme kalder sig selv tilbage. 

 

 

bølgerne trækker sig sammen om dæmringen. danner sorte organer, så

gennemsigtige skikkelser, omkranset lyng.

 

 

din stemme er mørknet vand.

i bølgerne åbnes en grav og fødes en sang.

og det er daggry.

 

 

– kom tilbage, kalder hun.

fortæl mig historien igen.

 

 

og ordet som skriver sig selv ind i tavshed.

 

 

barnet, hun forlader min krop. barnet efterlader furer på min kind.

små steder, smalle revner, jeg ikke kendte til. hun forlader mig.

som en væske, syngende.

 

 

begynder hun at synge.

hun begyndte at synge.

jeg har intet lært hende. hun begynder at synge.

små satser. tavse og alligevel klare. og så intet.

 

 

du kalder hende frem til dig. du begynder at stryge hendes lille krop, den gennemsigtige hud. det lyse hår og de små hænder som kalder tidevande.

du favner den tynde hud. du favnes af hende, bølgerne, dit ord.

 

 

hun smiler til søvnen. og hun frygter intet.

 

 

– sig ordet igen, siger hun.

eller barnet.

 

 

hun svarer ikke længere. hun siger intet. hun velkommer søvnen,

nejer for drømmen. og hun er allerede forsvindende, forsvundet.

 

 

og så langsomt. langsommere. et lys stammer sig selv frem i mørket. forsonende forsvindende og altid forsvindende.

 

 

allerede, dette samme værelse, de bugtende paneler, natten igen…

den trænger sig ind gennem vinduet. den trænger sig ind til os, favner værelset, væggene, som havet en himmel. stumme konturer, måske en vugge.

 

 

jeg skriver ordet. mimer historien igen. jeg skriver intet.

 

 

jeg lægger mig ind til dig. natten slikker allerede dit ansigt, og du er væk.

jeg vil lægge mig ind til dig, forsvinde som løvet om vinteren, dine mørke øjne. og det hvide, din hud.

 

 

jeg fortæller dig historien. jeg fortæller dig ordet, stryger din lille krop som barnets tynde hud.

 

et sted i natten græder barnet en sang. 

under himlen græder et barn en sang.

 

 

vi favner den tynde hud, og du siger bag natten er himlen stadig blå. 

du sagde bag natten er himlen allerede blå.

 

 

i vindene fører vi samtaler som dem, jeg skriver til dig.

i vindene fører vi samtaler som dem, jeg ville skrive til dig.

 

 

det er er hverken forår eller efterår nu.

hverken sommer eller vinter.

det er tidevande.

og vi forsvinder allerede i det.

 

 

under bølgernes hvælving trækker vi os sammen i drømme. under bølgernes hvælving trækker vi os sammen som drømme. favner øjeblikke, som allerede er glemte. ord for ord. revet væk af vinden

 

 

i bølgerne åbnes en grav og fødes en sang. hun begynder at synge, begyndte hun at synge, en glasklokke omkring sig, os, den mørknede himmel. hun sænker kroppen ind i søvnen, ned i drømmen, hun frygter intet.

 

 

tegnet siver fra stemmen over kroppen. løfter et ord op over huden. og jeg mærker, at ordet farvel har flere betydninger.

 

 

din stemme kalder mørknet vand. og vi forsvinder allerede i det.