Tre punkter om oversættelse og den måde at læse på

Af Kamilla Löfström

”MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT”

YAHYA HASSAN, 2013

  

1.

Sammen med Liv Sejrbo er jeg godt i gang med at oversætte svenske Athena Farrokhzads VITSVIT (2013) til dansk. Det er poesi, og alligevel går det egentlig meget ligeud ad landevejen, men titlen er svær at overføre til dansk. ’Vit’ er hvid, og ’svit’ er suite, men allerede æv, for dér går lyden tabt. (Er det i øvrigt lyden af to hurtige smæld, sådan svirp svirp, Vitsvit lyder som?) Siger man Hvid suite på dansk, hører man det bløde ’d’ i hvid, og sammen med de to stavelser i sui-te sættes tempoet ned, så titlen bliver langsom og blid. Ikke mindre smuk i mine ører, men altså roligere, som en nænsom berøring.

En svensk ven har engang fortalt mig, at svensk i sammenligning med dansk kan beskrives som et militaristisk sprog. Det var han blevet opmærksom på via en dansk lingvist, hendes navn har jeg glemt. Militaristisk i betydningen præcist. De to var enige om, at svensk er mere velegnet til at give kommandoer på end dansk. Det tænker jeg på nu, og det tænkte jeg også på, dengang jeg læste Julie Sten-Knudsens oversættelse af Jenny Tunedals Mitt krig (2011). Her husker jeg det som, at det ikke bare var titlen, der lød blødere på dansk, fordi ’min’ lyder mindre hårdt end ’mitt’, og fordi g’et forsvinder i en dansk udtale af ordet krig, men at det også var flere af digtene, der fik en mindre hård tone på dansk.

 

Ordenes lyde er det ene, men også betydningen bliver reduceret, hvis man oversætter Vitsvit til Hvid suite, for på svensk betyder svit ud over ’række af tematisk sammenhængende digte, malerier eller andre kunstværker’ også ’følgesygdom’, ’eftervirkninger’ og ’mén’ (denne merbetydning brugte Tunedal faktisk også i Mitt krig, idet den fulde titel lyder Mitt krig, sviter – men på dansk altså (bare) Min krig, suiter). Og nu slår jeg så ordet op i Ordbog over det danske sprog, den historiske 1700-1950 – og selvfølgelig havde ”suite” også engang denne udvidede betydning på dansk, dog står der desuden ”nu næppe br.”:

1) om hvad der følger med ell. efter noget andet.
1.1) (nu næppe br.) med forestilling om aarsagssammenhæng:(efter)-virkning; følge (I.4); konsekvens; især om ugunstig, ubehagelig følge (af sygdom olgn.). nu haaber jeg kiere Svoger, at I ikke agerer Procurator for Mascarader oftere; thi her seer I en Suite deraf. Holb.​Masc.​III.4. De Grund-Sætninger . . skulde have lært dig, hvad for Sviter, hvad for Følger, Tingene vilde drage efter sig. Eilsch.​Anv.51. Sygdommen har havt Suiter. Rich.​(Brandes. Br.​I.275).

 

2.

Efter den første sides prolog er Vitsvit bygget op af citater. Teksten forløber med skiftevis ”Min mor sa: …”, ”Min far sa: …”, ”Min bror sa: …”, ”Min mormor sa: …” og ”Min morbror sa: …”. Især er det min mor, der siger noget. Athena Farrokhzad har sagt, at hun, mens hun arbejdede med bogen, gik ud fra, at den ville blive læst selvbiografisk, når den kom ud. Uanset, hvad hun skrev. Den selvbiografiske læsning får en slags kommentar med på vejen på side 9, hvor min mor citeres for at have sagt: ”Det verkar som att det aldrig föresvävat dig/att det är ur ditt namn civilisationen stammar.” Morfiguren har Farrokhzad gjort til martyr, broren er computernørd, faren den knapt overlevende – flygtninge er de alle –  deres udsagn underbygger disse roller. Men deres udsagn er ikke (alle) oprindeligt deres – eller oprindeligt nedskrevet af Athena Farrokhzad som deres. Det selvbiografiske modsiges i og med, at broren fx lyder som Paul Celan. Nelly Sachs bliver også citeret, ligesom Lady Gaga og er det Rihanna? Et bibelsk strejf har flere af udsagnene oveni. Polyfonien skal vi, oversætterne, meget gerne få med over i den danske version. Det hele lyder måske svensk for os, men vi skal gerne kunne høre mere end det svenske, for ellers får vi udglattet og homogeniseret originalen, som altså strengt taget ikke er helt original. Ekkoet af de mange stemmer skal klinge med i den nye version for at man kan sige, at vi har oversat hele værket. Jan Hansen, der nyoversatte Idioten (2010) skriver om Dostojevskijs polyfoni bagerst i bogen i ’Ordforklaringer og noter’, at et ændret litteratursyn måske har gjort oversætterarbejdet lettere for ham end for forgængerne. Tidligere har oversættere og deres udgivere haft det svært med Dostojevskijs inddragelse af populær- og underholdningslitteraturen i de værker, han skrev. Underlødigheden er måske blevet forvandlet til god smag – eller er måske helt forsvundet i oversættelserne. Jan Hansen skriver:

 

”Da Idioten udkom på dansk første gang i 1887, var forfatteren allerede etableret som ”verdenslitteratur”, og tidligere oversættere (og ikke mindst, vil jeg tro, deres tekstredaktører på forlagene) har tyet til alle mulige omskrivninger og mærkværdige krumspring for at få romanen til at lyde mere ”litterær” og nogle af sætningerne til at fremstå mindre banale eller melodramatiske på dansk, end de egentlig står i originalteksten. Her synes især stemmemangfoldigheden og den (tilsyneladende) mangel på logik at have voldt store kvaler.”

 

Oversætterens arbejde ligner anmelderens på den vis, at begge må stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt deres litteratursyn står i vejen for værket. Anmelderen kan diskutere det, oversætteren er nok snarere nødt til adoptere litteraturopfattelsen. Måske en opdatering af denne problemstilling post postmodernismen er et spørgsmål om, hvorvidt oversætterens/anmelderens litteratursyn måske passer lige lovlig godt til det værk, hun oversætter/anmelder?

 

3.

Idiomer er et banalt punkt at komme ind på i forbindese med oversættelse, men jeg gør det alligevel, for i forhold til arbejdet med at oversætte Vitsvit er jeg blevet opmærksom på idiomer som et udtryk for det ekskluderende element, der er i ethvert fremmedsprog og som i dette tilfælde kan kædes sammen med et af de emner, der har fyldt en del i både litteraturen og i diskussionen af den i 2013 (i det mindste, der hvor jeg har kigget hen: Skandinavien), nemlig hvidheden i sproget. Flere steder lyder ordene i Vitsvit som idiomer, men er det ikke: ”Min far sa: Även den tupp som inte gal får se solen stiga/Min mor sa: Men om hönen inte värper serveras hon själv till middag”. Fordi oversætteren jo altid er ræd for at gå i idiomfælden, har jeg spurgt og spurgt, om der skjuler sig en talemåde i hane og høne-eksemplerne her. Det gør der ikke, er jeg kommet frem til, men jeg er også kommet til at tænke på idiomer som et udtryk for et lukket fællesskab. Selvfølgelig fordi hvidheden er et af de temaer, Farrokhzad arbejder med, og jeg derfor var fokuseret på magt og sprog og hvad deraf følger. Det er også her, Yahya Hassan og Farrokhzad har noget til fælles. De arbejder begge med hvidheden i sproget og endvidere med at bruge bøddelens sprog. ”At bruge bøddelens sprog” er et udtryk Athena Farrokhzad selv har brugt om Vitsvit – det er selvfølgelig derfra min brutale association, svirp svirp, må stamme fra. Bøddelens sprog hos Hassan ser jeg i korancitaterne, og jeg hører det, når Hassan råbemesser sine digte som et religiøst overhoved.

 

Idiomer opfatter jeg ikke som en del af bøddelens sprog, men som sagt som et ekskluderende element, der er i ethvert fremmedsprog. Det er her, man kan gå galt i byen, det er her, man kan komme til at jogge i spinaten, det er her, man kan misforstå. Om idiomatiske udtryk og oversættelse har Niels Brunse konstrueret et meget vittigt eksempel:

 

”Det engelske ord black betyder “sort”, og man skulle tro at det var ret entydigt. Men det der på engelsk hedder a black eye hedder på dansk “et blåt øje”, og her har vi så allerede et tilfælde hvor black skal oversættes med “blå”. Nuvel, det er en idiomatisk vending, og a black eye kan opfattes som én uopløselig størrelse med én og kun én adækvat oversættelse. Men sæt nu at det forekommer i en historie om en mand med blå øjne (blue eyes), der går i byen for at more sig og kommer op at slås på et værtshus: he came back with one blue eye and a black one … ? Hvad skal det hedde på dansk? “Med et blåt øje og et blåt øje”? Eller “med to blå øjne af hver sin slags”? Eller “han kom hjem og var blåøjet på en anden måde end før”?” (nielsbrunse.dk)

 

Det, der er sort for nogen, er blåt for andre. Og det, der er hudfarvet i Vesten, er det ikke i resten af verden.

 

Fyndigheden i talemåderne og i de sætninger, der efterligner talemådernes billedsprog, kan man let komme til at forveksle med sandhed. At oversætte er også hele tiden at blive mindet om, at det, som kan opfattes som en sandhed, kun er en sandhed for nogen, kun er ét billede af verdenen. En art negativ med omvendt fordeling af lys og mørke eller farver i forhold til andre gengivelser af samme motiv. Vitsvit antyder måske dette forhold via sin grafiske opsætning, idet den hvide tekst står på hvide sider i sorte bjælker.

 

 

 

 

 

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.