til caspar og kenneth og rolf

i går lagde caspar eric og kenneth pettersen to digte op. kenneth har været redaktør på drone og caspar kender jeg sådan fra rundt omkring. derudover anmeldte han som den eneste ‘justin’, og nu har han anmeldt ‘drone’ via digte. cirka midt i juli skrev rolf sparre johansson en lang tekst om alle afv-udgivelser. jeg lovede at svare ham, på hans spørgsmål. nu samler jeg det hele. her er links:

http://rolfsparre.blogspot.dk/2014/07/afv-kvadrat.html

 

http://dageivoresliv.tumblr.com/post/94331483394/jeg-har-lavet-en-toast-med-skinke-og-ost-og-sat

 

http://afvpress.com/?/nett-tekster/dikt-av-kenneth-pettersen/

 

svar til den priviligerede læser, anmelderen og redaktøren. 

 

jeg svarer på de her tre ting, det er de eneste ting jeg kan forklare ordentligt:

 

rolf og caspar intereserer sig for dronen:  titel. 

 

rolf og caspar interesserer sig for længden:  form

 

rolf og caspar interesserer sig for sorgen: overflade vs. dybden. 

 

titel

 

jeg så i vinters anden sæson af tv-serien ‘girls’ færdig. i afsnit otte eller sådan noget siger bipersonen ray til hovedpersonen hannah, at hendes essays er tomme for indhold, tomme for originalitet og fuldstændigt uinteressante. de er rene klichéer. i et sarkastisk toneleje tilføjer han: “you should write about death”. dette var digtets første titel og eneste dogme. jeg måtte skrive om døden, men ikke på en dyb måde. jeg ville prøve at skrive om døden ved overfladen, og derved nærme mig en dybde. for mig at se står digtets ‘du’, som min dronefigur. dronen er jegets antagonist, der via sin ageren sætter digtets motor i gang. dronen er også en kontroversiel figur, og den trækker nok ret meget opmærksomhed væk fra digtets egentlighed. men ok, se på det sådan her:

 

digtet vil gerne nærme sig døden, og den vil gerne være en overfladetekst om døden, fordi jeg som rolf bemærker på sin blog ikke forsøger at skrive SORGTEKSTEN. jeg skriver en sorgtekst om min morfar, som jeg har mistet, som alle mulige andre mennesker har mistet og mister hele tiden. digtet hedder drone, fordi jeg kan bruge den som figur for tilnærmelsen til døden, jeg kan som dronen svæve over overfladen døden, og stikke små spor ned i den. relativt plat, men ja ok.

 

form

 

jeg har ikke tømt det jeg vil sige om titlen, så nu forsætter det hele bare over i hinanden. digtet er naturligvis bundet af længden. at skrive ‘drone’ til afv har været påvirket af forlagets form. jeg ville skrive et langt digt, men samtidig ville jeg give fornemmelsen af, at det blot er et udklip af et længere arbejde. det er netop ikke SORGTEKSTEN men en sorgtekst om at miste blandt andre tekster jeg skriver om tab lige nu. om at miste alle mulige ting hele tiden. det videre arbejde med drone kan man læse i den digtsamling der kommer til efteråret på kronstork, og man kan læse det på bloggen. det er hele tiden et arbejde, der forsøger at overskride form.

 

rolf påpeger, at han ikke synes, at digtsamlingen går dybt nok, men dog skriver han at den sætter sig i én som pseudoerindring. det kan jeg ikke sige så meget til. det er dybt nok for mig. caspar identificerer sig selv som den priviligerede læser, fordi vi i form (og indhold + han har læst meget af det jeg har skrevet + jeg har brugt ham ret meget + han har været literary padré på en måde) har noget til fælles, han mener samtidig, at den ikke går langt nok i sin undersøgelse af sig selv, i sin undersøgelse af det at miste, i sin undersøgelse af det virkelige og døden og sorg. det har ikke noget med digtets form at gøre. en kort tekst kan gå lige så dybt som en lang tekst. fra mit perspektiv lever den op til sig selv. den vil være en overfladetekst om sorgen.

 

overfladen vs. dybden

 

hvad fanden mener jeg med det? ligesom hvad fanden mener jeg med det trivielle og med det virkelige. altså hvad fanden mener jeg?

 

jeg mener umiddelbart, at den måde jeg forsøger at gå til alle mulige ting i min digtning er ved at skrabe til overfladen. derfor er der måske også en hel del ting i bogen, der kunne være skrevet mere direkte (ærligere), men det her er grundlæggende, hvad jeg føler omkring, at min morfar er død. jeg græd, derfor skrev jeg i ‘drone’ at jeg græd. det er ikke dybden. det er det der rent fysisk skete på overfladen. jeg har ikke længere adgang til mine følelser fra dengang, jeg har kun en tomhed omkring dem. derfor er det vigtige i digtet, at jeg græd, erindringen på en måde. det er både det trivielle, men også det virkelige. samtidig er det trivielle i bogen også dens hovedtema, fordi døden er triviel, men også smertefuld, derfor fylder den enormt meget i mit liv som en unik smertefuld oplevelse. mens jeg føler det, tænker jeg samtidig på, at nogle af mine venner har mistet deres forældre, eller at en lille pakistansk er blevet skudt lige nu af en drone. det er forskellige måder at dø på, og det gør folk hver dag. det er trivielt samtidig med, at det ikke er. det er plain dualistisk. almindeligt og smerteligt. det er patetisk at skrive det her. det virkelig er det, der findes her i bogen