thomas korsgaard

Fejringen af min fars fyrre års fødselsdag stod på kort tid efter papirarbejdet var gået i orden og lånet var blevet en del af vores virkelighed. Trægulvet i stuen stod ryddet og var parat til at blive fyldt af kondisko og læderstøvler. Udenfor havedøren var der arrangeret en slags salatbar. Bent Fup havde lavet helstegt pattegris, han var byens bedste til den slags. Min far havde lejet en jukebox hos en lokal mand, der gjorde sig i den slags. Manden havde også forsøgt at prakke min far en rodeotyr på. Jukeboxen havde et stort udvalg af sange, far stod og bestilte nogle, mens gæsterne ankom. Onkel og Jette havde ingen gave med, men de gav ham et kort, der spillede Final Countdown, når man åbnede det. Fyrre, fed og færdig, stod der på forsiden.

”Tillykke med a’ fødselsdaw,” sagde Jette.

”Det var sjovt,” sagde han,” tusind tak skal I have.”

”Selv tak,” sagde onkel uden ændret ansigtsmimik. Kort efter blev buffeten erklæret åben. Det var ikke fordi, min far var typen, der elskede at blive fejret, men hvor ofte bliver man lige fyrre, som min mor sagde, da hun pressede ham til at sende invitationerne ud.

”Vi trænger også til en fest,” havde hun sagt. Hun havde købt en hvid kjole på udsalg i Bilka. Bitten havde hjulpet hende med at farve hår. Hun trængte også til en fest.

”Det er blevet fejlfarvet,” havde min mor sagt, da resultatet kom frem efter et bad.

”Sludder,” sagde Bitten, ”fejlfarvet det er sådan man siger om perkere og avlshunde,” grinede hun til hun blev afbrudt af et hosteanfald.

Min far var gået op til jukeboxen igen. Jette lignede én, der samlede mod til sig, mens hun trykkede hanen i bund på en boxvin. Hun fyldte sit glas og gik hen til ham.

”Ja, ja,” sagde hun, “tilværelsen er som en jukeboks.” Hun lod sine negle tromme sagte på den. Lyden blev mere og mere intens, til min far svarede hende.

”Der er både gode og dårlige sange,” forsøgte han.

”Nej,” sagde Jette og rystede på hovedet, mens hun smilede uden at kigge på ham.

”Hvordan så,” spurgte min far. Han smilede tilbage til hende.

”Put lidt mønter i og så er der frit slag,” sagde hun og daskede hårdt til jukeboxen. Så blinkede hun med det ene øje og rettede på sin mink, drejede om på de høje hæle og gik hen til onkel, der stod og diskuterede kilopriserne på svin med nogle andre mænd. Min far havde lige lånt den million af onkel og Jette, men mor havde nægtet at aflyse festen, det er så sjældent, man fylder rundt, sagde hun. Bitten og Jan var også inviteret. De væltede ind af døren med en potteplante i hånden.

”Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det,” sagde Bitten og afleverede planten til min far, da hun ankom og gav min far en kæmpe krammer. Jan havde sin campingstol med. Han slog den op ved siden af moster Trunte og fortalte om sine rygproblemer.

Det gode ved at have Bitten og Jan med til festerne var, at buffeten aldrig stod helt urørt. Bordene var stillet som en hestesko og der var pyntet op med fyrfadslys og store potteplanter med lyng. Der var stukket et lille flag i alt, der kunne stikkes et flag i. I potteplanterne, i frikadellerne på tag-selv-bordet og i sangskjulerne.

Da klokken nærmede sig midnat, kom Bitten løbende ude fra køkkenet.

”Du skal ha’ fyrre shots,” råbte hun og stillede en bakke med små glas foran min far indeholdende lyseblå, lyserøde, gule og sorte substanser.

”Nej, nej, nej da,” råbte han grinende.

”Jo, tag dig nu for helvede sammen,” hvæsede Bitten og fortalte, hvordan hun engang havde drukket en hel flaske Pisang Ambong på en campingtur uden at kunne mærke noget som helst dagen efter.

”For satan da,” sagde Bitten så for sig selv og snappede efter vejret. Da hun havde fået vejret igen, begyndte hun at skråle, mens hun energisk klappede og samlede folk i en rundkreds om min far:

”Kan Jørgen, kan Jørgen, kan Jørgen drikke ud…” og hun langede ham det ene shot efter det andet, mens festens midtpunkt fejrede sig selv.

Det var før Bedste døde. Hun havde fået en plads ved bordenden, det var god skik at sætte hende der, sagde min far, da de skulle placere bordkortene. Hun rystede på hænderne, hver eneste gang hun tog sit vinglas op til munden og besluttede sig for at drikke det hele.

”Er alt som det skal være, mor,” sagde min far, da han gik forbi hende.

”Alt er fint, tak,” sagde Bedste alt i mens min far kæmpede sig gennem de sidste shots. Bitten havde flere timer forinden bestilt Tøsedrengene på Jukeboxen.

”Ja, tak,” råbte Bitten for sig selv, da nummeret endelig kom på. Hun skrålede med på Indianer, som ingen havde gjort det før:

”STÅR PÅ EN KLIPPETOP,” hostede hun.

“BAG DER KOMMER SOLEN OP,” supplerede min far og forsvandt ind i menneskemængden igen.

”For satan da,” sagde Bitten og trak sig fra dansegulvet. Min mor stod og røg ude på terassen, jeg selv så med fra børnebordet. Festen sluttede først, da der var bleveret serveret hotdogs ved tre-tiden. Bitten var den sidste, der tog hjem; hun gik og drak sjatter, til den sidste gæst var gået.

Vi havde en altan på loftet derhjemme. Brædderne var rådne og fugtige. Jeg vidste, det var farligt at træde ud på den. Man kunne ryge gennem loftet, sagde min far. Alligevel var jeg gået derud nogle gange for at gemme mig, når jeg var oppe at skændes med mine søskende. På brædderne lå cigaretskodder og gamle servietter. En enkelt flaske stod fyldt med regnvand. Fra altanen kunne øjet nå helt til det yderste af landskabet. Den nat min far fyldte fyrre, løb han ud på altanen og brækkede sig udover kanten.