STIG LARSSON A HOBBIT’S TALE – et live-dokument

af Victor Boy Lindholm og Rolf Sparre Johansson

 

I vinteren 2014 besluttede Rolf og jeg at skrive om den svenske digter, forfatter og dramatiker Stig Larsson. Forinden havde Rolf bidraget til min blog med en længere artikel om Pablo Llambias og Asta Olivia Nordenhof, hvor han via en montage af mails, facebookbeskeder og tekstanalyse forsøgte at nærme sig en række problemstillinger. Teksten var virkelig vellykket, og da jeg i lang tid har haft svært ved at nærme mig især Larssons digtsamling ”Godnat til mine kære” fra 1997, besluttede vi os fællesskab for at skrive følgende artikel.Teksten er udarbejdet i et googledokument, hvor vi indenfor en periode på tre måneder har forsøgt at nærme os Larssons digte. Det har været et kollektivt projekt, der inddrager billeder, liveskrift, film og litteratur. Formen er åben og kaotisk, fordi det netop er sådan vi oplever Larssons projekt i ”Godnat til mine kære”. Kun gennem forvirring, har det været muligt for os at stille spørgsmål til teksten. ”Stig Larsson A Hobbit’s Tale” taler derfor ikke i dogmatiske vendinger, men er en spørgende læsning til hvad der egentlig tales om hos Larsson?

 

KH ROLF og VICTOR

 

Hej Victor

 

 

Ok så er vi i gang.. Jeg sidder på mit kontor, i vores lejlighed på Istedgade, malou laver noget på sin computer i stuen, vera sover i sin grønne tremmeseng i soveværelset; hun blev passet hos malous forældre i dag, vi var til Marguerite Duras oplæsning og filmvisning, det var overvældende og godt, kender næsten ikke Duras værk.. så hovedet snurrer af søvnig. Men har lige læst de første to digte i GODNAT TIL MINE KÆRE (jeg læser oversættelsen – det gør du også ik?). Bare lige et par tanker om det:

To digte: “Xylofonisten” og “Øde”. man bliver mødt af en stil, der mimer talesprog (“Han var så … Det var også – også dengang. Dengang var man – Ja så?”), og fortælleren virker som en, der fortæller anekdoter. “Xylofonisten” handler om at dengang Stig (tænker vi kan skrive “Stig” når vi refererer til jeget i digtene (jeget taler), og “Larsson” når vi refererer til forfatteren (forfatteren skriver)?) i gymnasiet blev forvekslet med at være en, som spillede xylofon i et orkester.. Og der er nogle greb:

 

 

 

  1. Digressionen: Det der med at starte en anekdote med: “Han var så …“ og så fortsætte i en digression, som siger, HOV DET VIRKEDE SOM OM, JEG VAR VED AT SIGE ET ELLER ANDET BEKLAGENDE – MEN DET VAR JEG FAKTISK IKKE. MEN JEG STOPPEDE I HVERT FALD IKKE FOR AT VIRKE I BEDRE HUMØR, END JEG ER, FOR BEHØVER MAN DET??? Og så fortsætte med anekdoten om at blive forvekslet med en anden..

 

2. Læserhenvendelsen: I det her tilfælde, det retoriske spørgsmål:

 

 

 

 

Det betød at nære venner af mig

troede jeg kunne spille på xylofon. Og: at jeg måtte have

holdt det hemmeligt for dem – at jeg kunne det.

 

Det ville ærlig talt være ret underligt hvis jeg skulle holde det hemmeligt.

Af hvilken grund dog?

 

 

(s. 8)

 

Det sætter læseren i et akavet forhold til Stig. Skal man give ham ret i, at hans nære venner troede noget “underligt”, når de forvekslede ham? Eller sige: Det ved jeg faktisk ikke noget om, stig..! Det akavede ligger i, at hvis man svarer bekræftende, går man måske ind på noget, man ikke kan stå inde for, og hvis man ikke svarer bekræftende, kommer man så i konflikt med Stig? eller med det han siger? (OK! allerede her har jeg ikke lyst til at opretholde den der Stig versus Larsson, fordi læseren kommer jo i konflikt med digtet – eller det er i hvert fald den måde at sige det på, som tilsyneladende giver mest mening? Men det er selvfølgelig Larsson, der har skrevet digtet.. Hvis det skal være rigtigt at sige, at man kommer i konflikt med Stig, så må man på en eller anden måde være i rum med ham – som i et teaterstykke?)

Men grundlæggende: det er svært at stille sig på Stigs side – lidt ligesom at stå i en bar, en eller anden..

 

 

 

Ok, en anekdote fra mig her: Malou og jeg var på Frederiksberg i sidste uge, hun var inde i en kiosk, jeg står udenfor med Vera i klapvognen. Der står en mand, måske 50 år, udenfor kiosken, lugter af spiritus, blanke øjne. Jeg står og kigger på nogen appelsiner udenfor kiosken – han siger, at der er tilbud på appelsiner i Fakta. Så snakker jeg lidt med ham, men præmissen for min deltagelse i den samtale er, at han sandsynligvis kommer til at sige noget dumt, og måske kommer han til at fornærme mig – men jeg prøver at være overskudsagtig og snakke med ham alligevel. Vi snakkede lidt om Ekstra Bladets forside om noget med Formel 1. Så kommer Malou ud af kiosken. Ham der manden får på en eller anden måde sagt til hende, at der står på BT’s forside, at der er kommet en ny slankepille, som er effektiv. Dernæst siger han: “ikke fordi du har brug for det, selvfølgelig..” Men man fatter ikke, om han lige har kaldt hende tyk, eller hvad. Hun vender sig bare om og begynder at gå – jeg smiler til ham og siger “hav en god dag” eller sådan noget, går videre, prøver at grine af det overfor Malou. Hun synes, at jeg har svigtet hende lidt, i forhold til et feministisk perspektiv om, at mænd tager sig ret til at kommentere fremmede kvinders kroppe, og at det er et aspekt af sexismen, som skal knuses, og at jeg burde have taget hendes side i den kamp.. Jeg prøvede med, at jeg bare prøvede at være venlig ved en stakkels gammel alkoholiker, men tænkte faktisk, at hun havde ret. Men ville stadig gerne være sød ved gamle alkoholiker udenfor kiosken. Jeg tænkte på forhånd, at han kunne blive fornærmende – lige som jeg har prøvet mænd i den alder være, på barer.

 

 

 

Er det det samme forhold man kommer til at stå i, i forhold til digtet: Man har svært ved at tage det alvorligt, fordi man hurtigt genkender måden at tale på som den der ynkelige mands, der taler på en dominerende og selvhævdende måde, men som egentlig bare ikke er i stand til at relatere til andre på en meningsfuld måde???

 

 

 

 

3. Det pointeløse: Slutningen på ”Xylofonisten” er vag og uden nogen rigtig pointe – jævnfør at det er en anekdote, der bliver fortalt, så det er måske forventeligt, at den slutter sjovt eller interessant. I kontrast til det er digtets sprog og billedsprog meget ”levende”, netop fordi at det er pointeløst – det bliver på en måde muligt, at billederne bare er billeder, og det giver dem kraft(?):

 

 

 

Man må sørge for man i hvert fald ikke bliver unødigt sorgmodig.

Beklager man sig, bliver man jo altid – det er

ligesom æltet ind i det hele – samtidig trist. Ja, man kan sige at

man … hidser sig selv op. Ved at tale om det.

Altså: når man beklager sig. – Man … Man går ind i det –

det, det er så … Det er så

uundgåeligt at jeg kommer til at tænke på …

Det lyder forfærdeligt: at det er lige så uundgåeligt som at

der står en lugt af mug om en bolle der er muggen. Kvalm lugt,

helt stille, i et hvedebrøds nærhed. Fra en næsten tom plasticpose

har man taget

det mugne kaffebrød op. Som desuden er … helt klistret af

våd sukkerglasur.

 

 

 

Det er fra “Fra en næsten tom plasticpose / har man taget / det mugne kaffebrød op.” at det går fra metafor simpelthen over i en digression, en sideanekdote… – hvis pointe bare er at stå der, som noget sanseligt?

 

 

 

Fint, ik? Jeg har fået skrevet noget, og der er nogle spørgsmål. Din tur!

 

 

 

KH ROLF (8. februar)

 

___________________________________________________________________________

 

 

 

 

Hej Rolf,

 

 

Ja ok så er vi i gang. Det virker godt. Det virker som om, vi har gang noget, og jeg kender meget lidt til duras. Jeg har kun læst sommeren 80, fordi det var sommeren 2013 og sommeren gav anledning til at læse om sommeren, som så selvfølgelig handlede om alt muligt andet end sommer, nemlig krig og europa og noget andet. Nånå.

 

 

 

Men altså Tomas Espedal sagde på et tidspunkt, at hvis man har læsning som arbejde (Espedal er verdens største forfatterkliché) kommer man altid til at støde ind i Joyce, Mann, Duras og Proust. Han sad foran Louisianna, og han blev interviewet sammen med Jonathan Safran Foer, Siri Hustvedt og nogle andre.

 


Her snakker han som en anden Proust om sin mor og hendes bøger


1

Her snakker han om Duras i absolutte vendinger.

 

2


Espedal er helt vild med absolutte vendinger.

 

3

 

 

Nå, men nok om Espedal og Duras tænkte bare, at det kunne interessere dig. her er et link.

 

 

Jeg læser oversættelsen, ja, blev helt angst, da du begyndte at citere originaltitler og henviste til din bacheloropgave, fordi jeg har så svært ved at begribe teksterne. Jeg har svært ved at lave en indgang, en indledning, Derfor fik du lige nogle billeder, og derfor skriver jeg lige, at jeg ser Drive sammen med mine forældre og min søster.

 

 


Du nævner i dit andet punkt i anekdoten om alkoholikeren, at det er den ynkelige mand, der dominerer og hævder sig selv, der fremkommer i digtet. Det er manden uden mulighed for udsige sine problemer, som i en konstant boksen mod publikummet aldrig får oprettet nogen meningsfuld relation. Kan du følge mig her? Det er noget af det samme jeg ser i
Drive, i Ryan Goslings rolle, hvis karaktér kæmper mod sproget. Han er stille, dæmonisk og ytrer sig kun igennem maskinens kraft og blodig vold (hvilket forøvrigt er et generelt kendetegn for Nicolas Winindig Refn). Han kan ikke sige noget, som digterjeg’et i EFTERÅRSUGE, tvivler om, hvad der er skrivbart dvs. hvad der kan udsiges

 

 

MIG DER TROEDE MAN KUNNE

SKIVE OM ALT.

HVAD ER DET MAN IKKE KAN SKRIVE OM?

 

 

 

Hvad er der brug for at blive sagt, hvad kan siges og hvem siger man det til. Hvad er det digterjeg’et ikke ved, hvad man ikke kan skrive om Rolf? hjælp mig her. Det usigelige forvirrer mig altid. Hvorfor siger Ryan Gosling ikke mere i Drive, hvorfor kan han kun handle? Er det måske det digterjeg’et (åhhh måske skal der ikke stå digterjeg) mangler i natta de mina, han kan ikke handle, han har kun hukommelsen, kun ordet, som han ikke ved, hvad han skal gøre med?

 

 

Nå Rolf, jeg ved faktisk ikke hvad, men måske det hjælper, hvis jeg bevæger mig lidt mere teknisk ind i det. EFTERÅRSUGE slutter modsat XYLOFONISTEN med en meningsdannende slutning, som står i kontrast til citatet jeg bragte ovenover. Efter tredje strofe, skifter fokus fra tvivlen og ind i en lang erindring om hans barndom. Det kan måske betragtes som et slags forsøg på at se, hvad der kan skrives om (?). Den skrivende krop (modsat den læsende) kan rent faktisk handle ved aktivt at lave en række skriveforsøg. For mig er natta de mina et forsøg eller en kampplads mod netop det citerede. Han bruger enormt lang tid på at fortælle om det dårlige digt, om den dårlige tekst, jeg mener, at det er på s. 107, at han skriver:

 

 

 

 

ALT DET VÆSENTLIGE ER ALLEREDE SAGT

 

 

 

 

 

Er al den væsentlige litteratur også allerede skrevet eller hvad? Er stig larsson en sen aftager til Theodor W. Adornos: “at skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk.” Ikke som i, at han skriver efterkrigslitteratur, men at han tester det barbariske digts muligheder, han forlader ideén om det sublime digt, og skriver sig ind i en tradition, der ikke anerkender poesi som en sublim kunstform. Yes, yes. Jeg tænker der noget hjemmel for det i det her citat:

 

 

 


DET ER IKKE GODT AT HAVE ET METANIVEAU I ET DIGT. IKKE NÅR ET METANIVEAU SÅ TYDELIGT ER ET METANIVEAU.

 

 

 

Han anvender her en klassisk gentagelsesfigur, anaforen (x..x..x), hvilket leder tankerne hen på en poetisk tradition, med stærk sindssbevægelse men ved at påtale metaniveauet, dekonstruerer han fuldstændigt den figur. Han skriver om det nogenlunde uskrivbare, ikke det farlige, men det umulige. At udgive det dårlige digt, hvis indhold kun er metaniveauet, hvis indhold kun er det rå barbariske. Hvad siger du til den tanke?

 

 

 

Jeg vil give dig ret i det akavede læserforhold, derfor står der også i mine notater, at larsson er pinligt selvbevidst. Skal vi snakke lidt videre om den pinlige selvbevidsthed hos forfatteren Stig Larsson?

 

Så har jeg også skrevet noget. Du må gerne reagere på: Manden, det pinglige og selvbevidsthed. selvbevidstheden og tvivlen om at skrive finder man jo både hos Knausgaard, Espedal og Petterson. jeg tænker en slags retfærdiggørelse af et liv?

 


Hej, hej

 

 

Victor (8/02, Værløse, Drive)

 



________________________________________________________________________________________________

 

 

Hey V

 

 

 

En slags retfærdiggørelse af et liv”… Måske er der noget om det tror jeg:

Larsson har sådan en ting med at sige, at kunstnerisk kvalitet er objektiv og .. at det ikke er et faktum, som er accepteret i samtiden. I slutningen af prosastykket “Ikke bilde sig selv ind at man har hørt forkert” står der:

 

 

 

Det har i nogen tid været sådan at alle former for kvalitet fornægtes. Alle “forskelle”. DA DETTE IKKE LYKKES – gælder det kollektiver er der jo ingen fortrængning der i længden lykkes – MÅ MAN (de første gange vakte det nok alligevel en vis

opmærksomhed) BEGYNDE AT MYRDE KUNSTNERNE

 

 

 

 

(s. 112)

 

 

 

Der kan nok måske gøres en reference til nogle af hans prosabøger i 80erne/start 90erne (?), som (ligesom GODNAT TIL MINE KÆRE i øvrigt jo) bl.a. handler om hæmninger/tabuiserede handlinger, og hvad der sker, hvis de overskrides.. At i den fantasi her, som prøver at tage samtidens fornægtelse af kvalitet som noget objektivt – som prøver at tage den fornægtelse alvorligt; derfor bliver fantasien en dystopi, hvor kunstnere myrdes – det er den yderste konsekvens af fornægtelsen af forskelle…! Siger Stig. Det, der ligger i det, er, at ifølge Stigs verdensbillede kan samtiden ikke værdsætte kunsten og dermed kunstneren.. Og apropos “en slags retfærdiggørelse af et liv”; retfærdiggørelse af kunsten: I digtet “Det lette kan man ingenting gøre ved”:

 

 

 

 

[…] Hvis jeg tror det her om tre hundrede år

er noget bras,

skulle mine hænder

der nu skriver

ikke have nogen autoritet.

 

Er der nogen hænder der har autoritet?

 

Når tiden går … Ja. Tiden går.

 

 

 

(side 92)

 

 

 

Digteren bliver nødt til at tage kvalitet som noget objektivt alvorligt, fordi det kommer til udtryk som, at en tekst kan værdsættes, ikke bare i samtiden, men i eftertiden.. Hvis man ikke vil efterstræbe det, er man ikke en seriøs kunstner (som ingen “autoritet” har eller får). I samme digt beskriver han nogen mordfantasier, han havde, efter hans digtsamling “Matar” blev anmeldt uengageret/useriøst.. DET BLIVER ET BILLEDE PÅ, AT SAMTIDEN IKKE VÆRDSÆTTER HAM; han vil retfærdiggøre sit liv……………

 

 

 

JEG HAR IKKE MERE TID NU —— men prøv at tjekke de steder i bogen, hvor han er ALENE I SOLEN og tænk det i sammenhæng med KVALITET SOM OBJEKTIVT og SANDHED … DER ER SÅDAN EN romantisk ting med at SAMTIDEN ER DUM OG PROSAISK, DIGTENE OG SANDHEDEN ER FOR EFTERTIDEN ???????????

 

 

 

ROLF / 13. februar kl. 15.00

 

 

 

JEG ER TILBAGE: kl. 20.27

 

 

 

De to mordfantasier op imod hinanden:

1. Samfundet værdsætter ikke kunstnerne pga. en kollektiv fortrængning af kvalitet som noget objektivt = man myrder kunstnerne.

2. Stig synes ikke at han bliver taget seriøst som en kunstner, der forsøger at skrive objektivt godt, og derfor ønsker han at myrde kritikerne. … — Det er fantasier. Men hvis man skal tage dem lidt bogstaveligt, så siger Stig, at han er en kunstner, som samfundet forsøger at fortrænge; og at han derfor må skrive aggressivt.

 

 

 

 

Hvad bidrager det til ideen om ham som den idiotiske halvgamle mand, man ikke kan tage seriøst, fordi han er overdreven og fornærmende i sit udtryk.. Vi taler om PROVOKATION her. Stig provokerer for at sige: HEY LÆS MIG ORDENTLIGT, OG HVIS DU IKKE KAN, ER DET DIN EGEN FEJL…

Angående de der scener hvor han er alene i solen. Du nævner selv digtet “Efterårsuge”. Han erindrer den sommer han fyldte femten, 1970, han sidder nøgen og alene ude på engen, i solen, han får stiv pik, det er sådan han skriver digte: Blændet af naturens sublime lys, nødvendigvis alene og nøgen for at kunne skrive; at skrive er et erotisk møde med naturen..?? Det er bare i den tilstand at man kan skrive sandt = objektivt godt??

 

 

 

Det er ret meget en romantisk kliché ik??? Men forbundet med det med at overskride grænser som hæmninger og tabu, derfor skal det pinlige og private ikke være begrænsninger; hvis de er der, kan man ikke være nøgen med stiv pik i solen.. (gammel klam mand igen!)..

 

 

 

Du nævner selv digtet “Sagde ‘regnbuegnister’ om pletterne af sne” – i slutningen af det står han ude i skoven og ryster en gren med sne så det vælter og drypper ned på ham, og skriver:

 

 

 

 

[…]hvorfor / HOLDER jeg ikke OP nu? – Bliver jo helt våd! … Og snart bliver jeg … KOLD

 

 

 

 

(s. 33). Det er måske et rivaliserende naturbillede af Stigs skriveakt; eller det er billedet på at skrive dårligt/ikke at skrive digte – som jo er hans erklærede ambition. Der er et sted i hans forrige digtsamling, “Matar”, hvor han beskriver at ordene kommer ud af hans mund på samme måde, de bliver ved med at komme, ufrivilligt, hvorfor holder de ikke op? At tale/skrive som tvangshandling.

MEN: ift. sandhed versus dårlige digte. Prøv at læs digtet “Chokolade”, særligt på s. 54-55 sker der noget, og læg mærke til vrøvleremsens indhold.

 

 

 

Det, der er svært at forstå, synes jeg, er, hvad man skal gøre med de her digte, som (som du siger!) er selvbevidste og nærmest kun på metaniveau.. Og alligevel er de ikke, fordi Stig som karakter og hans stemme er fysisk mærkbar. Stig er ikke meta, han er reel; eller hans selvbevidsthed/bevidsthed om skriften er reel. Og 99% af digtene er gode, ikke dårlige, eller de er så dårlige, at de er gode.

 

 

 

Man kan sammenligne med Pablo Llambias sonetbøger: Der er en ambition om at lægge alt frem, men når man begynder at lægge alt frem, så bliver der mere og mere at lægge frem.. Når man hiver tæppet med lampemotivet væk og afslører noget, så lægger man det et andet sted, og hiver det væk igen, osv. Men hvad skal man med en strategi? (Llambias og Larsson bruger den ret forskelligt – det skal også siges.)

 

 

 

Sig hvis jeg ikke svarer på dine spørgsmål!? Svar gerne på mine.

 

 

 

KH ROLF (13. feb. kl. 21.01)

 

 

 

Hej Rolf (kl. 21.01),

 

 

 

jeg har fulgt med det sidste kvarter, og jeg har genlæst CHOKOLADE, I BIDETET og DET LETTE KAN MAN INGENTING GØRE VED. Jeg tager udgangspunkt i dem. Det føles menneskeligt det hele. Jeg har været på uni i dag og set Girls resten af dagen. Jeg er lidt rundt på gulvet men here it goes (laver lige kaffe)

 

 

 

>>R: Jeg følger med on & off; siger til, når jeg tjekker helt ud. Det er meget LIVE nu – har hørt om mange gange at man kan se den anden skrive i sådan et her googledokument mens der skrives men har ikke prøvet det, det er fint.!<<

>>R: Jg lagde godt mærke til der pludselig var en markør, ligesom den der følger med min sætning nu!, Det er så repræsentationen af den skrivende bevidsthed..<<

 

 

 

Shit jeg kan se, at du skriver. Wow. Nå, jeg har bastognekiks og kaffe, nu til digtet og den objektive følelse overfor kunstnerklichéen. Indledende tanker: jeg tænker at forfatterrollen er en slags forsvarsposition, hvis vi skal se Larsson som forsvarer af et kunstssyn, en kunstsensibilitet, der er ved at gå tabt.

 

 

 

Du skrev tidligere i dag at verdenen er dum og prosaisk næsten proletarisk, selvom vi ikke skal indskrive nogen politisk diskurs her, nej det her er en poetisk krig! I BIDETET fortæller om Larssons læsning af to yngre svenske forfattere. Her spiller den oprindelige kunstfølelse en rolle:

 

 

 

DET ER IKKE TIT JEG GYSER VED AT LÆSE EN TEKST.

DET LYKKEDES KRISTIAN AT FREMMANE EN – DET MINDER LIDT OM POE MEN ER PÅ EN ELLER ANDEN MÅDE MERE FYSISK, NÆSTEN SOM DA DEN NYLIGT AFDØDE WALDEMAR PLUDSELIGT TALTE – UDEN OVERDRIVELSE UHYGGELIG STEMNING.

 

 

 

Ok, det der sker her er, at Kristian, som er en ung forfatter kollega, har skrevet en novelle, der vækker en oprigtig uhyggelig følelse. Han peger tilbage i tiden til den klassiske gyserforfatter poe, og etablerer et eller andet skema, hvor han altså kan afgøre hvordan en tekst bør føles. Hvis den er uhyggelig, skal det fysisk kunne mærkes, så man får myrekryb. Det fysiske får mig til at vende mig mod det du sagde om det erotiske.

 

 

 

Den erotiske skrivesituation er jo en god gammel klassiker ik? Altså Højholt beskrev jo skriveakten, som noget han blev sexuelt opstemt af. Så ja, det er noget med mænd og ryste pind og grene og sidde der i solen med stiv pik og blæk. >>R: følger med… spiser en appelsin…<< det er her han påstår han skriver sandt og godt, som i en slags naturtilstand, hvor han er barn og digter. Ok, nu kommer min pointe: Lyddigtene som du benævner, altså den ordlige leg med meningsløsheden, er det der, hvor han som voksen digter kan være nøgen. Ordlegen >>R: han taler om “regression”…<< er selve digtsamlingen og lyddigtene er, der hvor han dykker ned i  (citat) SÅDAN EN SEJ MASSE JEG

 

SYNKER NED I.  Lyddigtene er måske netop den psykologiske tilbagetrækning, som han snakker om i regressionen. Når han ikke længere kan være et nøgent barn, kan han være en nøgen forfatter uden sprog? Det er ikke en skrivestrategi, det er en forsvarsstrategi. jeg forsætter

 

 

 

han skriver:

HVIS JEG

SKRIVER

AT JEG SKAL INTERESSERE MIG FOR DET DÅRLIGE –

SOM EN EKSTREM PÅSTAND

OG DERVED: NOGET INTERESSANT

 

PÅ SAMME MÅDE SOM KIERKEGAARDS EKSTREME HANDLING

ALLIGEVEL MÅ BETRAGTES SOM INTERSSANT – MAN UNDRER SIG OVER DEN, DET GØR MAN.

 

 

 

Det her er afsnittet der følger lige inden vrøvledigtene i CHOKOLADE. I mine ører lyder det nærmest skingert, især hvis man tænker på det ift. de unge digtere han refererer længere fremme I BIDETET. Det er den gamle digters kamp for at være interessant, hvis han ikke kan etablere noget nyt, må han etablere interessen for det dårlige og dermed retfærdiggøre sig selv og sit liv, fordi han stadig som skriver er interessant. Læseren må som med ”kierkegaards ekstreme handling” (Larsson tænker vel på, at han forlader sin forlovede for tid og evighed?) forholde sig til, at Stig Larsson, den store forfatter er interessant, fordi han har besluttet sig for at fortælle om dårlige digte (metaniveauet), der er gode. er det hans STRATEGI. Åhhh fuck det virker simpelt, men også dejligt, og han virker >>R: post- (?)<< moderne, fordi han bare er det her fucking individ, der prøver at hævde sig selv ved at være noget ift. andre. Han kan kun måles på ikke at være de andre (i am the i to you). Han er ÆRLIG i digtene ikke? Han indrømmer han er en ældre mand, der tænker på nøgenhed og sex og er angst for ikke at kunne skrive objektivt!

 

 

HVAD ER DER MED DET HER OBJEKTIVITETSKRAV OG DEN HER SVENSKE KANON HAN LAVER PÅ SIDE 56 : TRANSTRØMER, ÅKESSON, INGMAR BERGMAN, JÆREGÅRD. HVOR ER DU ROLF, VI LØSER DET SAMMEN?

 

 

 

R: HEJ! Jeg er meget på at der er et individ hm zz og: Ærlighed bliver så at indrømme det pinlige? Og: Rammer digtene i bogen dig fysisk, Victor? For de rammer mig men ved ikke, om vi fatter det der endnu, for tænker ikke, at den objektive kvalitet som i fysisk er, at digtene er “rørende” vel? Du nævner Poe og gyset osv. Det “lydlige” er i hvert fald noget meget “objektivt” som nærmest i måleligt fysisk men det er også tone eller klang; stemmen. Det er svært for min lille hjerne at forstå det hele på een gang. Og jeg forstår jo heller ikke alle referencerne; jeg har læst 0,5% Kierkegaard. Men der er et digt på side 88, som jeg tænker måske også er vigtigt; digtets kvalitet består i et spænd mellem det menneskelige/dumme/pinlige/upassende (repræsenteret i gåsen) og i det guddommelige/lydhøre for flodens sang/ser på solen og misser?!

 


V: Digtene rammer på nogle forskellige måder, men den følelse jeg har sat mest pris, er netop irritationen. Hvorfor er det, at han ikke lykkes? Vi kan vel være enige om, at han absolut ikke lykkes med at skrive dårlige digte, at fastholde det på metaniveau eller gøre det uinteressant.       

 

 

 

R: ENIG.

 

 

 

V: Det ‘lydlige’ er en sej masse han dykker ned i, noget man instinktivt synes dårligt om. HOLD LIGE FAST I DET ET ØJEBLIK. det han synker ned i på side 53 er: IKKE NOGET MAN UNDRER SIG OVER, BARE NOGET MAN INSTINKTIVT SYNES DÅRLIGT OM. Det vil sige, at hvis vi godtager det lydlige, som noget dårligt og ikke noget der sætter en undren i gang, er det objektive også dårligt. medmindre vi ikke accepterer ideén om, at det lydlige er objektivt, hvis vi træder ud af det fysisk målbare. Lyden kan jo være en aggression.

 

 

 

R: Tror også det lydlige som fysisk målbart må være en blindgyde. Hvor er det vi kom fra? Hvor skriver han om det objektive??? HEY det er jo det med at hvis litteraturen holder i flere hundrede år, så er den objektivt god.?

 

 

 

V: Tjja, fuck it. Det objektive startede vist med, at du skrev : “Det er bare i den tilstand at man kan skrive sandt = objektivt godt?” NÅJA HUNDREDÅRSTANKEN.

 

 

Ja, altså ok, det er jo verdens største diskussion. Føler vi har brug for nogle billeder i teksten. Føler mig forvirret. Havde det godt indtil, jeg mistede tråden ift. strategi. Tænker vi har noget med strategi på plads, men ikke hvorfor han anvender den strategi om at skrive dårlige digte. Skal det være de dårligste digte skrevet i 300 år?

 

 

 

R: Dårligt = reggression = sandt = objektivt godt. Men hva betyder det?

Hey, jeg skal ud i lejligheden nu og drikke kakao.

 

 

 

V: Jeg skal læse om holocaust. Jeg skriver nok først når jeg er hjemme fra Norge igen. Skal fiske det meste af dagen i morgen, så når nok ikke mere.

 

 


VICTOR, KLOKKEN 21.55, NØRRBRO.

 

 

 

OK; så får vi en tænkepause.. jeg prøver at få læst hele bogen igennem helt hurtigt.. Vi gør det her igen, når du er hjemme fra N!

 

 

 

Ja, præcis. vi ses !

 


KH!

 

 

 

JEG ER UDE GOD TUR TIL NORGE OG FISK!

 

 

 

Thx. Vi ses. Drik kakaoen!

___________________________________________________________________________

 

 


Hej igen Rolf,

 

 

 

Jeg skriver det her fra Norge, selvom jeg først uploader det lørdag. Her er bjerge og sol. Jeg har lige spist myseost, og jeg skriver på en digtsuite der hedder YOU SHOULD WRITE ABOUT DEATH. Jeg ved ikke hvordan det går. Lige nu kaster jeg op på Drone i suiten. Føles ok. Jeg læser også Knausgård, og jeg har fundet følgende:

 

 

 

Karl Ove Knausgård skriver i Min Kamp, bind 2, at natta de mina ramte ham som en knytnæve. Han reagerer fysisk på digtsamlingen, han forsætter med en refleksion over Hölderlin og  høj – og lavkultur, hvordan man kan have en bestemt sensibilitet overfor den elitære litteratur (undskyld hierakiet). Enten er man en del af det eller så er man ikke. Knausgård er ikke, i hvert fald ikke her, hvor han lige er flyttet til Stockholm, har udgivet en bog og ser sig selv som falsk på baggrund af hans hang til fodbold og popmusik. Her er altså en digression ift. den sande kunst: Den er elitær, den er formfuldendt og den tilhører en bestemt gruppe mennesker. Knausgård arbejder med et sandhedsprincip, han underminerer i en samtale med sin ven Geir

 

 

 

Åh fuck nu kan jeg ikke finde citatet. Det er mellem side 150 og 250 i den danske oversættelse, men det er noget med, at han ikke skriver stor litteratur, men lever af at udleve hver eneste lille pinlighed i sit liv. Som da han skærer sit ansigt op, som når han går i stå i samtaler (sidder her og prøver at finde på flere, men Knausgård er ikke pinlig, ikke i min optik).

 

 

 

Et kendetegn ved Knausgårds litteratur må være det selvudslettende. I det selvudslettende kan protagonisten eksistere. Altså han kan kun forholde sig til sig selv ved at være elendig, selv da han bliver sammenlignet med Tor Ulven, og ikke anerkender det:

 

 

 

Åh, men jeg vidste han tog fejl, at han overvurderede det, han var jo svensk og forstod ikke detaljerne i det norske sprog.

 

 

 

Eller som da han møder Maria Silkeberg

 

 

Hun var poet, jeg var underholdningsforfatter.

 

 

 

Hvor var jeg? Nåja sandhedsprincippet, som han underminerer ved at nedvurdere sig selv, det er interessant. Jeg læser en slags nedvurdering af den objektive skrift ind (ved ikke om det er et godt begreb). Hans reaktion ift. natta de mina er interessant i denne sammenhæng, fordi vi lige har snakket om, at Larsson måske forsøger at finde frem til denne via ligningen:

 

 

 

Dårligt = reggression = sandt = objektivt godt

 

 

Er det derfor en sådan nedvurdering af alt kan observeres hos Knausgård? At den evigt ensomme, deprimerede mand er en slags menneskelig regression, der producerer sandhed, og derved objektiv god litteratur, objektiv sand litteratur. Hovedpersonen oplever en slags lykke, da han møder Linda, han ender med at gifte sig med. Her er han i en slags barnlig tilstand, hvor forelskelsen raser. Den lykke viser sig at være kort, og usand ift. hans generelle livstilstand. Her bliver det barnlige (han gentager, at han føler sig som en 16-årig i hans første møde med Linda til et forfatterseminar) altså et udtryk for noget falskt og omvendt ift. Larssons digt om naturtilstanden.

 

 

Det var da nogle tanker om vores ligning, som vi lige kan snakke mere om.  

 

 

 

VICTOR 21/02/2014

 

___________________________________________________________________________

 

 

Hej Victor (6. april 2014)

 

 

Jeg har lige læst hele vores dokument igennem, der kunne være mere sammenhæng, eller vi svarer ikke på alle hinandens spørgsmål, men omvendt synes jeg, teksten er et forsøg på at læse “Natta de mina” med en fælles – som “Natta de mina” vel jo nok nødvendigvis må læses med, en åbenhed, fordi den ikke giver bedst mening læst med nogen andre bøger end sig selv, eller jeg mener, der er en originalitet, som gør, at man bliver nødt til at læse bogen på sine helt egne præmisser, hvis man vil læse den. Shit. Det er ikke rigtigt det, jeg skriver. Eller jeg tror, at “Natta” skal læses med åbenhed, eller vilje til at læse fordomsfrit eller noget, men hvorfor?Og hvad er vi nået frem til? Der står meget om fornemmelser og følelser i bogen. s. 39:

 

 

 

 

Der var noget

i det Horace havde sagt (hvor det nu end var

han sagde det her, ja

måske var det hjemme hos ham i Gamla stan, det er muligt – men næh,

jeg tror ikke det var der),

der var noget

i det han havde sagt

jeg fortolkede som at jeg SKULLE

BEKYMRE MIG SÅ LIDT SOM MULIGT OM FORM,

I BETYDNINGEN
EN FOR MIT ØJE
UMIDDELBART ERFARET GESTALT;

 

men han sagde det naturligvis

ikke sådan. Det er bare noget jeg fik på fornemmelsen han kan have ment

 

 

 

 

Og i det digt med vrøvleremsen, “Chokolade”, som vi allerede har diskuteret, hvor der står noget om sandhed, der er det “en følelse af sandhed” (s. 55).

Det hele er meget teatralsk… det er det. Som i: teater. Som i: når man ser teater, godt teater, så føler man, på samme måde, som når man ser noget virkeligt?

 

Wittgenstein skriver i 1930 (“Kultur og værdi – spredte bemærkninger”):

 

 

 

 

[…] Intet kunne være mere underligt end at se på et menneske, der ikke følte sig iagttaget, og som var beskæftiget med et eller andet ganske simpelt hverdagsformål. Lad os forestille os et teater, tæppet går op, og vi ser et menneske gå alene frem og tilbage i sit værelse, tænde sig en cigaret, sætte sig ned osv., sådan at vi pludselig ville se et menneske ude fra på en måde, som man ellers aldrig kan se sig selv; det ville være som at se et kapitel i ens egen biografi med egne øjne – det måtte være uhyggeligt og vidunderligt på en gang. Mere vidunderligt end noget en digter kunne arrangere eller lade sige på en scene, vi ville se selve livet. Men det ser vi jo hver dag, og det gør ikke det mindste indtryk på os! Javel, men vi ser det ikke i det perspektiv. […] Kunstværket tvinger os – så at sige – til det rigtige perspektiv; men uden kunsten er genstanden et stykke natur, som ethvert andet, […]

(s. 14),

 

Lad os være menneskelige. –

(s. 42)

 

 

 

 

Der er noget i det som minder mig om det vi taler om… eller som giver mig en ide om at “Natta de mina” måske ikke er så original, som jeg lige sagde. Den er et udtryk for en tradition – i hvert fald en traditionel litteraturopfattelse, men det er måske en tradition som ikke fylder så meget? Det er det der med at “se et menneske ude fra på en måde, som man ellers aldrig kan se sig selv” – er det det perspektiv kunsten tvinger en til at indtage??? også i “Natta de mina”?

Og en sidste ting nu (klokken er 22.06), jeg er i gang med at læse Tao Lin: “You are a little bit happier than I am”, jeg tror du har læst den Victor? og jeg har lige genlæst første halvdel af Tove Ditlevsens “Gift”. I “Gift” er der et sted som næsten er programmet for DET PRIVATE ER POLITISK, noget med at være i en beskyttelseskælder under 2. Verdenskrig og ikke kunne dele sine erfaringer om graviditet og aborter med andre kvinder selvom de sandsynligvis har de erfaringer og det ville være bedre at dele dem. Og Tao er en nar, som godt ved han er en nar, og skriver om sig selv som nar, som en nar. Jeg synes ikke engang “You are a little bit happier than I am” er specielt god, men alligevel kan jeg mærke det er helt vildt befriende at læse den. Jeg tror bare det er vigtigt at være bevidst om sin etik og samtidig forstå at det også betyder at man godt kan skrive om alle de forkerte hemmeligheder indeni… Og sådan læser jeg måske også “Natta de mina”, i et spænd mellem etik og hemmeligheder.

giver det mening??? du kan sikkert formulere det bedre eller anderledes.

 

 

KH

hej rolf,

Lad det her blive det sidste jeg siger ellers ender jeg inde i et spind af gentagelser. jojo, Tao Lin har jeg læst, jeg har læst det hele og det er en god reference. Jeg er meget glad for you are a little bit happier than i am. Af mange forskellige grunde. oftes er det på grund af den samme irritation, som jeg rammes af hos Stig Larsson. Tao skriver:

 

 

 

in a hospital the painkillers help your mood

at night you feel like a five-year-old

i don’t want to be in love or win the national book award

i say, ‘just let me live in a hospital for free with a lung problem.’

 

 

Der er et krav om normalitet, selvom den igennem dette krav siger noget andet. Digtet kræver så meget normalitet, som døden er, som hospitalet er som symbol (vi skal alle derhen for at dø), at det adskiller sig fra et traditionelt digt. Her går der selvfølgelig politisk poetik i den, men jeg synes referencen er god til Stig Larsson. jeg tror egentlig ikke jeg ser Larssons projekt som noget specielt unikt. Det er det samme projekt som Knausgård har, Espedal, ja måske Proust. Ok vikler mig virkelig ind i noget sygt nu, men det er jo et blik på hvordan livet er. ikke noget metafysisk forsøg på at beskrive helheder, men små fragmenter af ekstrem normalitet der i gentagelsen bliver så konform, at det bliver aparte. Man bliver bevidst om den almindelige situation. Man gør sig klar over hverdagens tales egen æstetik. Dette er nok den vigtigste pointe, som kan trækkes tilbage til alkoholikeren du nævnte i starten, at genvinde sin hverdag ved at blive bevidst om hverdagens sprog. Måske er hans politik at vinde sin hverdag tilbage igennem en hybersensibilitet om det daglige sprog. Så er det sgu ligegyldig om man er gammel og ynkelig. det er selvfølgelig problematisk, at jeg trækker tråde til andre bøger, når du lige har sagt, at den bedst læses med sig selv. Det har du nok ret i, men jeg føler at det giver mest mening at skrive med på dens åbenhed, altså anerkende den for åbenheden, og at åbenhed også kan være sammenhæng og samtale med andre værker. Jeg tænker ikke, at værket tvinger en til at se personen udefra, men sproget som bogen bruger udefra eller indefra, alt efter den position man indtager. Den gamle ynkelige mand bliver nødt til at sige noget upassende, fordi han kun har et sted at være ved at sige sproget. Ej fuck det. Det er for langt ude, men DET PRIVATE ER POLITISK hos Larsson, den peger hårdt på hverdagens sprog.