jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

En ægyptisk prins i det midterste rige. Han vokser til og bliver konge. En ren Guddom, der følger solens gang. Han står op og keder sig under solen. Jeg er ham. En rigtig fuckboy med scepter og langt fipskæg, der bare går rundt og venter på, at min pyramide bliver færdig. Så vil jeg balsameres og rende sindssyg rundt med ånderne i dødekammerets mørke gange. Jeg vil råbe så højt og skrækkeligt i natten, at jeg slet ikke fatter, at min stemme bevæger sig fra mit strubehovede og over i ånderne. Som ånd svæver jeg over mit lig, og jeg vill bare sige: Jeg er et virkelig smukt lig. Det hvisker jeg, da gravrøverne kommer. Jeg suger dem ind i væggene, lader dem blive et med pyramiden. Sådan holder jeg stand i lang tid. Indtil uddannelserne bliver sat i system og et hold franske arkæologer vader frygtløse ind med store pandelamper og udsletter troen på ånderne. Nu er jeg bare en sørgelig emoji på en teenagers telefon. 

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Hvis du stikker sonden ned i halsen vil du høre det her. Jeg har forsømt mig selv og min kærlighed. Jeg er ikke længere på mit forhenværende niveau. Min følelser er altså på vildveje. Det er sådan jeg vil beskrive det – at vandre rundt som troende inden nogen overhovedet har opfundet troen. Det virker dumt. Stupidt endda. Nogle gange bliver man bare overrasket over, hvor meget lort, der kan være inde i et menneske. Det er helt vildt, at jeg selv er ophavsmand til det her. Tænk på det, at være fader, sønnen og helligånden. Det er virkelig et problem, men det passer ligesom også til mig. At være splittet mellem flere jobs, at være effektiv. At være en stor cost-benefit-analyse. Jeg har forsømt mig selv, og nu har det taget overhånd. Mine tanker har spredt sig som virus, min kærlighed til solen er blevet en kult, og jeg står og lyser så fucking arrogant over alle de andre.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg er hjemsøgt af billederne. De vil mig det ikke godt. Den ene dag hiver jeg billeder frem fra Abu Ghraib, den anden dag er det fra min opvækst på en kold planet. Jeg er hjemsøgt, min mor vinker til mig fra hendes grav under et blinkende casino et sted i Nevada. Jeg står ved rouletten, jeg satser alt hvad jeg har. Jeg kaster billederne af de irakiske fanger på bordet. Jeg er all-in – jeg er fucking all-in. Jeg laver bandetegn og beder til Gud. Jeg er hjemsøgt af ikonografien, af solkuren der løber i mit netværk. Åh fuck, jeg taber det hele. Der ligger de. Billederne, den fastholdte vidnesbyrd, det tydelige bevis på, at vi kom dårligt fra start i dette årtusinde. Jeg er en stor joke. En hjemsøgt hjerne. En lille lortecelle uden blik for krigen som demokratisk projekt.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg sidder i en lyserød tåge. Jeg er iført min uniform. I den er jeg torden. I den er jeg Gud. Jeg er smuk, og det er farligt. En destruktiv måde at gå igennem livet på. Jeg står op, og bruger hele dagen på at smøre mig ind i olie. Jeg har svært ved at tjene penge. Dels på grund af min olieindsmurte sjæl, dels på grund af, at folk besvimer, når de ser mig. Jeg er gudesmuk. Jeg er torden. Jeg er Gud. Jeg er en soldat i en flot uniform på en slagmark i Mellemøsten. Gud, hvor er jeg smuk. Jeg sveder så afsindigt. Olien driver ned af min ryg. Jeg løfter geværet, jeg snakker lidt fransk til en algerisk oprører i midten af 50’erne. Det er egentligt sjovt, at han forstår mig. Men som mig er han lavet af olie og undergrund, da kulden trænger ind i hans hjerte. En frostklar ørkennat, under hvis stjerner jeg lader min kniv trænge ind i hans unge lunger. Jeg er i en slags lyserød tåge, mens jeg graver ham ned, og lader ham vende tilbage til olien, til reserverne, til mit inderste. Da jeg rejser mig op, uha, der er det som, at mit ansigt falder af. Det falder ligesom bare, hele kroppen, alle musklerne. Kroppen kravler ligesom selv ned i graven. Jeg ligger ved siden af den algeriske soldat. Jeg kysser ham, og dykker ind i ham. Sådan går jeg ind i evigheden. Med oprejst pande.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg sidder i væksthuset. Jeg mærker varmen og planterne. Planterne. Denne metafor. Jeg går rundt i væksthuset. Mit værelse. Jeg ser ud gennem glasset, op gennem glasset. Jeg er omgivet af glas. Jeg går på de anlagte stier. Asfalten skåret ned mellem planterne. Et genskabt habitat. Jeg ser ud gennem glasset. En bleg vintersol. Regnskovens fugt mod den frosne luft. Det er svært at kende den grundlæggende forskel. Glasset rejst over planterne. Glasset rejst som et værn mod skandinavisk luft. Stilheden vokser over mig. Jeg lytter til alle dagens sæsoner. Regnen der åbner sig over mig. Jeg står på den anlagte sti, og begiver mig ind i junglen. Hvor er min tropehjelm? Hvor er min antibiotika? Hvor er mit multi-resistente bakterie. Jeg sætter mig ned og åbner min taske. Jeg hiver alle skovens produkter op. Jeg spiser min veganske burger med grøntsager der alligevel bløder. Jeg kigger op og ser på træerne. Jeg trykker min finger ind i deres bark. Blodet der løber ud af grenene, blodet der flyder henover og ud på den anlagte sti. Blodet der løber ind i min krop, og blodet jeg kaster op en tidlig morgen i vækstens første tider.

©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS