jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Solkur. Tre stik i maven og en lang sommer uden følelser. Solkur. Se mig ind i øjnene og forstå. Dette er strofer sunget fra Solvognens indre. Jeg trækker mig selv op. Hver eneste dag. Trækker jeg mig selv op. Når man først er blevet selvrefleksiv, er der ingen vej tilbage. Det er et problem. Jeg tænker hver eneste dag på, hvordan det vil ske. Hvornår strålerne trænger ud af min krop, hvornår huden sprænger – hvornår skellettet bliver sol og jeg bliver plante. Ren fotosyntese. Jeg har taget på, og er blevet sat på kur. Solkuren. Det er det nye. Det allerallernyeste. Solkuren er tre små sprøjter ned i mit fattige maveskind, hver eneste dag. Så sidder jeg hele vinteren og spiser koldskål med genmodificerede jordbær. I kælderen holder jeg sommeren i live. Holder jeg mig selv i live. Hele vinteren venter jeg på mit nye job. Den sidste stilling som tjenestemand: En ny sol på himlens blå facade.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg er halvt menneske, halvt global strøm – altid på flugt. Jeg går rundt og råber så højt jeg kan. Kan i se træerne: De er fandme så pissegrimme, at jeg ikke fatter det. Jeg er halvt menneske, halvt ovenpå det hele. Jeg går fra den ene skraldespand til den anden, og jeg siger dig – kom og se min verden, tag min hånd og stik den ned i det gærede skrald. Her hiver jeg den ene skat op efter den anden. Her er pant til et helt liv på flugt. Jeg er halvt menneske, halvt opdagelsesrejsende i jordens indre. Jeg dykker ned gennem lag af skrald og aflagte kemikalier. Jeg indoptager dem i huden, og jeg vender tilbage som global opvarmning, som en vandrende ørken, som fuck nu det. Jeg er halvt menneske, halvt hele verden boret ind i dit kranie som ny DNA. Jeg aer dig på kinden en tidlig morgen, og tager kampen fra dig. Du er nu en brik i mit spil – et nemt offer for min næste plan. At indtræde som konkurrencestatens – VÆKSTDEMOKRATIETS – MOTHERFUCKING VÆKSTDEMOKRATIETS – FRONTSOLDAT. Jeg er halvt menneske / halvt algoritme i en dårlig beregning af en berømt økonom.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg sniger mig rundt i pizzeriaet. Jeg har det hele med. En lille kuglepind med et kamera i spidsen, et spørgeskema og en grim kasket. Jeg venter. Sidder ved det ene bord. Sidder ved det andet bord. Går op til disken, og forsøger mig med forskellige dialekter. Kan han forstå hvis jeg siger a’, kan han placere mig geografisk. a’ vil gerne bestille en pizza. Det er ikke fordi min dialekt er perfekt. Men det er svært at forstå. Selv for mig selv.  Jeg åbner menukortet, og sætter krydser ud for forskellige pizzaer, hvis titler er stavet forkert. Haweiipizza, Vesyvpizza, Colzonepizza – ikke særlig dansk – det er sgu ikke særlig dansk. Jeg bestiller en med flere forskellige slags kød. Han forstår alt, hvad jeg siger, men jeg kan høre stemmer i baglokalet. Ja! Fremmede stemmer i baglokalet. Det gør mig nervøs. Jeg tager min kuglepind frem, og peger kameraet ud mod køkkenet. De taler ikke dansk. Italiensk? Fransk? Arabisk? Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været god til sprog, men jeg får nogle uvurderlige optagelser af to mænd, der går rundt i baglokalet, og taler et fremmed sprog. Jeg ligger en bunke spørgeskemaer på et af deres caféborde. Jeg går ud til bilen. Videre til det næste. Det er næsten ved at være for meget. Jeg har hele bilen fyldt op af kolde pizzaer. Men sådan er det. Sådan er det at gøre sin pligt.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Hjerterne skal åbne sig. Hvis du stikker en sonde ned i halsen, vil hjerterne åbne sig. De rytmiske slag i natten. For hvert slag bevæger jeg mig længere væk. For hvert slag bevæger jeg mig længere ind i min sorg. Jeg  har anstrengt mig for at være et politisk subjekt. Jeg har anstrengt for at bevæge mig inden for rammerne, at det demokratiske samfunds rammer. Men nu slår mit hjerte for noget helt nyt. For hvert slag bevæger jeg mig længere væk. Jeg bevæger mig som et sørgmodigt subjekt tilbage i noget der engang var en lineær fortælling om verden. Mit hjerte åbner sig, og jeg åbner det og strækker det udover markerne. Det er det eneste rigtige. At åbne sit hjerte og strække det udover markerne. Jeg er et politisk subjekt på et tidspunkt inden de politiske teorier. Jeg er et politisk subjekt inden man opfandt kontrollen over kroppen. Jeg slår mit politiske hjerte mod racistiske diskurser. Jeg åbner mit hjerte for racistiske diskurser og sprøjter dem ind i årene. Det var sådan det skete. Koloniseringen af territorierne.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

En ægyptisk prins i det midterste rige. Han vokser til og bliver konge. En ren Guddom, der følger solens gang. Han står op og keder sig under solen. Jeg er ham. En rigtig fuckboy med scepter og langt fipskæg, der bare går rundt og venter på, at min pyramide bliver færdig. Så vil jeg balsameres og rende sindssyg rundt med ånderne i dødekammerets mørke gange. Jeg vil råbe så højt og skrækkeligt i natten, at jeg slet ikke fatter, at min stemme bevæger sig fra mit strubehovede og over i ånderne. Som ånd svæver jeg over mit lig, og jeg vill bare sige: Jeg er et virkelig smukt lig. Det hvisker jeg, da gravrøverne kommer. Jeg suger dem ind i væggene, lader dem blive et med pyramiden. Sådan holder jeg stand i lang tid. Indtil uddannelserne bliver sat i system og et hold franske arkæologer vader frygtløse ind med store pandelamper og udsletter troen på ånderne. Nu er jeg bare en sørgelig emoji på en teenagers telefon. 

©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS