kafkas breve af jakob slebsager nielsen

link til download og print
https://drive.google.com/file/d/0B3SUKV1imZ69VVJGdjBtcWJmYzg/edit?usp=sharing

 

kære Victor

 

jeg skriver til dig i times new romam,m,,,,,,mm,,,,, µµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµµ.,,,,,,,,,,,,,,,,,m,m,,,hej , vitor,, der er noget der har sat sig fast i min komma-tast på tastaturet, nu har jeg vist fået rystet det ud. ved at trykke på kommaknappen og de omkringliggende knapper.

jeg skriver til dig i times new roman, str. 11, var jeg ved at sige – det virker rigtigt, det er en lille type, en lille skrift, den gemmer sig lidt.

 

jeg vil skrive noget om Kafka, om Kafkas breve, til Milena og til Felice, om Kafkas forhold til de her to kvinder, om hans breve til dem.

 

Jeg ved ikke, om jeg kan. Det er noget sindssygt stof. Jeg tror aldrig at jeg har læst sindssygere stof, faktisk. Det rører mig helt langt ind i hjertet, og alle de øvrige organer – det sidder inde i kroppen at læse det. Det er så intenst, og så vildt, så vanvittigt, afsindigt, og så meget liv. Det er en vag formulering, men det er simpelthen så meget liv, så meget LIV, at det er helt vildt.

 

Jeg husker på noget Rolf skrev, efter han – på din blog? – havde skrevet om Asta Olivia Nordenhof, og der havde været lidt snak frem og tilbage (hvilket er en dejlig og en god ting – snak frem og tilbage – ensrettet snak er vel kedeligt,) – så skrev han på bloggen, sin egen blog –

 

15/02/14

Hvis man siger noget dumt, giver det nogen andre mulighed for at sige noget klogere og blive lidt klogere.. Hvis man siger noget klogt, giver det nogen andre mulighed for at blive lidt klogere.. (??)

 

 

Det samme vil jeg sige om dette. Hvis jeg siger noget dumt, giver det nogen andre mulighed for at sige noget klogere og blive lidt klogere.. Hvis jeg siger noget klogt, giver det nogen andre mulighed for at blive lidt klogere.. (??)

 

Jeg tror, at jeg må tage det bog for bog, tage begejstringen bog for bog. Og med en masse citater. Det er umuligt at omfatte det hele med ord, bedst med Kafkas egne – og enhver udeladelse fra bøgerne er i sandhed en udeladelse; som man mangler, og som man vil få virkelig meget ud af at læse ! Det er ikke en analyse, en gennemgang, eller en ’greatest hits compilation’, jeg vil nå frem til. Jeg vil prøve at skrive begejstringen frem, som jeg oplevede ved læsningen af de her bøger. Det bedste er simpelthen at læse bøgerne.

 

 

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte – grundlæggende: der er tale om to bøger, jeg har læst. Tre, egentlig. Og flere, men først og fremmest disse tre, af/om Franz Kafka.

 

 

Først: Franz Kafka, Breve til Milena. Gyldendal 1969.

 

Bogen består af den ene halvdel af en brevveksling mellem Franz Kafka og Milena Jesenská. Denne ene halvdel er Kafkas breve til Milena. Milenas breve til Kafka forelægger muligvis på tysk, det ved jeg ikke, men det er værd at undersøge.

 

Jeg afskriver fra bogens bagside:
”Kafka lærte Milena Jesenská at kende i begyndelsen af 1920, da hun oversatte hans tidlige, korte prosastykker til tjekkisk. Hun var da 23 år gammel og gift, han 37 og for tredje gang forlovet. Hans breve til hende – skrevet fra 1920-23, men først udgivet 1952 – er det mest personlige og lidenskabelige dokument, der foreligger fra hans hånd.”

 

På bagsiden står også citeret fra et brev, Kafka skriver.

”At skrive breve vil sige at blotte sig for spøgelserne, hvad de begærligt venter på. Skrevne kys når ikke frem, de bliver drukket op af spøgelserne på vejen.”
Mere om det senere.

Den her bog, ’Breve til Milena’, læste jeg på højskolen, på anbefaling fra Andreas Pedersen. Tak !
Dernæst læste jeg, hvad skal vi kalde det, en ’ægte’ (shit, hér er der mulighed for at blive klogere) Kafka-udgivelse, nemlig: Franz Kafka, ’Dommen og andre fortællinger’, Gyldendal 1984.

 

Jeg vil ikke sige ret meget om den bog, tror jeg, – bare at skriften i den, ligesom skriften i brevene til Milena, er vild, vanvittig, afsindig. Sindssygt stof. Klasse Kafka. Meget kan siges og er allerede sagt, jeg vil nok bare sige at det er virkelig godt at læse, at det kan man med fordel gøre. (…) Anbefalet og lånt af Freja, tak Freja.

 

 

Tredje bog har jeg netop færdiggjort (også anbefalet af Andreas, TAK), i går eftermiddags, lørdag, (nu er lørdag ikke ’i går længere’, men en uge siden) i huset i Brabrand, jeg var alene hjemme – Malthe og Helena på gård og arbejde – de øvrige i huset heller ikke hjemme, uvist hvorhenne – jeg har arbejdet tirsdag-onsdag-torsdag på et lager, ude ved motorvejen, jeg har tømt store shippingcontainere fyldt med dæk, dæk i alle størrelser – til landbrugsmaskiner og traktorer – jeg har arbejdet og været træt, i går: sov længe, og slugte den her bog, anden halvdel af den. Elias Canetti, Den anden proces, Kælderbiblioteket 1986.

 

Bogen omhandler (og indeholder citater fra) Kafkas breve til en anden kvinde, Felice Bauer. Brevene er skrevet inden brevene til Milena – Kafka lærte Felice at kende en aften hos vennen Max Brod, den 13. august 1912. (Milena i år 1920) Den 16. oktober 1917 skrives det sidste brev mellem Kafka og Felice.

 

I mellemtiden har de to – Kafka og Felice – både været forelskede, forlovede, og aflyst forlovede (? forlovelsen blev aflyst, Kafka på det nærmeste flygtede, undveg).

 

Bogen hedder ’Den anden proces’, fordi Elias Canetti (Nobelpris-forfatter, jeg kender ham ikke, måske er også han værd at undersøge) sammenholder hændelser i Kafka og Felices forhold med hændelser i Kafkas ’Processen’. Da jeg ikke har læst Processen, vil jeg ikke gå i detaljer i den retning.

 

ALTSÅ: De tre bøger præsenteret. Mest af alt vil det handle om Kafka og de to kvinder, Felice og Milena. Tror jeg.

 

________________
Først, på grund af kronologien, vil jeg give mig i kast med Elias Canetti, Den anden proces – om Kafkas breve til Felice.

 

Jeg citerer fra indledningen, side 5-6. Elias Canetti skriver:

 

”Nu er de altså udgivet, disse breve fra en fem år lang pine, i et bind på 750 sider, og navnet på den forlovede, – i mange år diskret betegnet som F punktum, på lignende måde som K., så man længe end ikke vidste, hvad navnet var, og ofte grublede over det, men af alle de navne, man overvejede, aldrig kom på det rigtige, det ville have været helt umuligt at komme på det (Red.: allerede her! den her stemning. håbløsheden, det umulige, det absurde i den – hvorfor ville det være ’helt umuligt’ at komme på, at F. kunne stå for Felice? Altså – hvorfor er det SÅ utænkeligt? det er det bare, åbenbart) -, det rette navn står nu med store typer på bogen. Den kvinde, disse breve var stilet til, døde i 196. Fem år før sin død solgte hun dem til Kafkas forlægger, og hvad man end mener om det, viste Kafkas ”kæreste forretningskvinde” til det sidste sin dygtighed, som betød meget for ham og tilmed aflokkede ham ømhed.
Det er sandt, at han havde været død i 43 år, da disse breve udkom, alligevel var ens første reaktion – den skyldte man ærefrygten for ham og hans ulykke – en følelse af pinlighed og beskæmmelse. Jeg kender mennesker, hvis beskæmmelse voksede under læsningen af brevene, mennesker som ikke kunne gøre sig fri af den følelse, at netop her måtte de ikke trænge ind.

Jeg respekterer dem dybt for det, men hører ikke selv til dem. Jeg læste disse breve med en grebethed, jeg ikke i årevis havde oplevet ved noget litterært værk. Brevene hører hjemme i den række af uforvekslelige memoirer, selvbiografier, korrespondancer, som Kafka selv nærede sig af. Han, hvis fornemste egenskab var ærefrygt, undså sig ikke for atter og atter at læse Kleists, Flauberts, Hebbels breve. I et af sit livs mest betrængte øjeblikke henholdt han sig til, at Grillparzer ikke følte noget, da han tog Kathi Fröhlich på skødet. Livets gru, som de fleste heldigvis kun ind imellem, men nogle få, af indre magter indsat som vidner, altid er sig bevidst, gives der kun én trøst for: dens inddragelse i forudgående vidners gru. Man må derfor være Felice Bauer virkelig taknemmelig for, at hun bevarede og reddede Kafkas breve, også selv om hun fik sig til at sælge dem.

Der er for lidt tale om et dokument her, medmindre man da bruger samme ord om Pascals, Kierkegaards og Dostojevskijs livsvidnesbyrd. Jeg kan for mit eget vedkommende kun sige, at disse breve gik ind i mig som et egentligt liv, og de er mig nu lige så gådefulde og fortrolige, som havde de tilhørt mig fra begyndelsen, lige så længe jeg har søgt at optage mennesker helt i mig for igen og igen at forstå dem på ny.”

 

Det er interessant, synes jeg, det her med at ’disse breve gik ind i mig som et egentligt liv’, det er netop den følelse jeg også sidder med, eller: sad med, da jeg læste, og nu: bærer rundt på. Jeg har et helt liv siddende inde i maven et sted, inde i kroppen, det bærer jeg rundt på nu. Fortællingen i de her bøger, de her breve, i forholdene, mellem Kafka og Felice, mellem Kafka og Milena, er så langt mere velkomponeret, vanvittig, end fiktionen nogensinde kan blive. Det går simpelthen renere ind, på mig. Et liv, direkte ind i mit eget liv.

 

Om netop det pinlige og det beskæmmende ved de her breve – som virkelig er reel; det er så sindssygt pinligt, ubehageligt, vanvittigt, afsindigt og sommetider direkte afskyeligt, hvad der skrives og tænkes og foregår i disse breve, måske i særdeleshed i Kafka-Felice-forholdet, men nok også i Kafka-Milena-forholdet – skriver Canetti senere i bogen:

 

”Ethvert liv, man kender godt nok, er latterligt. Når man kender det endnu bedre, er det alvorligt og frygteligt.”

 

Jeg tror, at det er sindssygt vigtigt. Det forekommer mig helt rigtigt, i al sin desperation og hårdhed, at ethvert liv, man kender godt nok, er latterligt. Vi er alle sammen latterlige, og vi er nok i virkeligheden også alle sammen lige latterlige. Det er der en enorm trøst i, og det er en medvirkende grund til, at de er så vigtige, disse breve – de viser os en latterlighed, som vi alle bærer rundt med – inde i kroppen – jeg har nok udtrykt det forkert, at jeg NU efter læsningen har ’fået’ et liv, som jeg bærer rundt på – det har altid siddet derinde, det er bare blevet lirket op, lirket frem. Jeg har lært et liv at kende, et liv som jeg havde inde i maven, – ok, det lyder graviditetsagtigt. Jeg forstår selv, hvad jeg mener …

 

Tilbage til brevene, og tilbage til Kafka og Felice. Kafka møder som nævnt Felice ved et selskab hos vennen Max Brod – den 13. august 1912. Allerede næste dag omtaler han Felice i et brev til Max, og igen den 15., og igen den 20. Det er i det hele taget fantastisk læsning at læse om hans interesse i hende, som også citeres i bogen fra de allerførste breve til vennen Max.

 

Her vil jeg blot nævne en episode, tøffel-episoden. Ved besøget hos familien Brod, har Felice taget fru Brods tøfler på. Fru Brod er i øvrigt Max Brods mor, ikke kone – ligesom Kafka selv bor han hjemme ved sine forældre.

 

Kafka skriver, til Felice.

 

”Da De rejste dem op, viste det sig, at De havde fru Brods tøfler på, for Deres støvler skulle tørre. Det havde været et frygteligt vejr hele dagen. Disse tøfler irriterede dem vel en smule, og for enden af vejen gennem den mørke midterstue sagde De til mig, at De var vant til tøfler med hæl. Den slags tøfler var en nyhed for mig”

 

Elias Canetti fortsætter om episoden, det citerede i stykket er fra et Kafka-brev til F.:

”Senere, under det almindelige opbrud, kom der yderligere noget til: ”Den fart, hvormed De til sidst smuttede ud af stuen og kom ind igen iført støvler, kunne jeg slet ikke komme mig over.” – Her er det hurtigheden af hendes forvandling, der gør indtryk på ham. Hans form for forvandling har den modsatte karakter. Hos ham er den næsten altid en særdeles langsom proces, som han træk for træk må gøre sand, inden han tror på den. Han bygger sine forvandlinger komplette og nøjagtige som et hus. Men hun stod pludselig foran ham som støvlekvinde og var først lige smuttet ud af stuen i tøfler.”

 

’hun stod pludselig foran ham som støvlekvinde og var først lige smuttet ud af stuen i tøfler’. Altså, det er da bare fantastisk.

 

 

Videre, Elias Canetti skriver:

 

”Alt i alt får man billedet af Felice som en bestemt person, der hurtigt og åbent indstiller sig på de forskelligste mennesker og uden besvær udtaler sig om alt muligt.

Korrespondancen mellem dem, som hos ham med det samme og snart efter også hende skulle fortætte sig til daglige breve – det skal siges, at kun hans breve er bevaret – udmærkede sig ved ganske forbavsende træk. For den uhildede læser er dens mest påfaldende træk hans klager over legemlige tilstande. De begynder allerede i det 2. brev, endnu let tilsløret: ”Hvilke lune der behersker mig, frøken! En regn af nervøsiteter falder uafbrudt på mig. Hvad jeg vil nu, vil jeg ikke i næste nu. Når jeg er kommet op ad trappen, ved jeg endnu ikke, hvilken tilstand jeg vil være i, når jeg træder ind i lejligheden. Jeg må ophobe usikkerheder i mig, før de bliver til en lille sikkerhed eller et brev. . . Min hukommelse er jo meget dårlig. . . Min lunkenhed. . . Engang. . . stod jeg tilmed ud af sengen for at nedskrive, hvad jeg havde overvejet til Dem. Men så lagde jeg mig alligevel i sengen igen med det samme, fordi jeg – det er endnu to af mine lidelser – bebrejdede mig selv det naragtige i min uro. . .”


Det 5. brev indleder han straks med sin søvnløshed, og han slutter med forstyrrelserne på kontoret, hvorfra han skriver. Fra nu af findes der bogstavelig talt næppe et brev uden klager. (Red.: ! tjek den sætning ! ’fra nu af findes der bogstaveligt talt næppe et brev uden klager’) I begyndelsen opvejes de af interessen for Felice. Han stiller hundredeogsytten spørgsmål, han vil vide alt om hende, han vil kunne forestille sig nøjagtigt, hvordan det går til på kontoret og hjemme. Men det lyder alt for alment, hans spørgsmål er mere konkrete. Hun skal skrive: hvornår hun møder på kontoret, hvad hun har spist til morgenmad, hvilken udsigt hun har fra sit kontorvindue, hvad for et arbejde hun udfører, hvad hendes venner og veninder hedder, hvem det er, der vil skade hendes sundhed ved at give hende konfekt (Red. !! SERIØST !! fuck jeg elsker det her, ’hvem det er, der vil skade hendes sundhed ved at give hende konfekt’!)

 

Okay. Altså i starten et fællesskab i forholdet, et fællesskab om disse klager, om disse ting, nøjagtigheder, som kan bringe dem tættere sammen. Som skaber en relation i mellem dem. Og som i første omgang virker sød – ikke – hvem skader din sundhed ved at give dig konfekt! Det virker som affekt, det virker som sødme. Desværre, eller heldigvis (for det absurde …), eller hvad man nu må mene, stikker det af for Kafka – trangen til at vide det hele bliver fuldstændig besidderisk, fuldstændig for egen nytte, tilsyneladende.
Canetti går videre med at skrive om, at han i denne periode – disse måneder – er vanvittig produktiv, at dette er en af Kafkas allermest gyldne perioder.

 

”Hvis man har lov at dømme efter resultaterne, og hvad andet skal man bedømme en digters liv på (Red. hmm. what. …), så var Kafkas forhold i de første tre måneder af korrespondancen med Felice det helt rigtige for ham. Han følte, hvad han behøvede: en sikkerhed i det fjerne, en kraftkilde som ikke bragte forvirring i hans følsomhed ved for nær berøring, en kvinde som var til for hans skyld uden at vente sig mere af ham end hans ord, en slags transformator, hvis eventuelle tekniske fejl han kendte og beherskede godt nok til, at han straks kunne udbedre dem med breve. Den kvinde, der tjente ham således, måtte ikke være udsat for påvirkninger fra hans familie, hvis nærhed han led meget under, han måtte holde hende på afstand af den. Alt, hvad han havde at sige om sig selv, skulle hun tage alvorligt. Han, der mundtligt var tillukket, skulle skriftligt kunne udbrede sig for hende, hensynsløst klage over alt, ikke behøve at holde noget tilbage, der ville forstyrre skriveriet, i alle enkeltheder fortælle om vigtighed af, fremgangen og tvivlene i dette skriver.”

 

Godt nok er det Canettis formulering, og udlægning af brevene og forholdet, men alene sætningen ”Den kvinde, der tjente ham således” har alt med pinlighed og beskæmmelse at gøre, giver næsten en lyst til at smide bogen fra sig , – men igen: at det er så vigtigt at høre om det her. Ethvert liv er latterligt. (Selvom det selvfølgelig ikke må blive en undskyldning for så at kunne sige hvad som helst, en konkurrence i latterlighed).
Besættelsen fortsætter ved, at Kafka betvivler Felices litterære dømmekraft, han forlanger en liste af hende af de bøger, hun læser (!) – og får den aldrig. En vanvittig jalousi kommer også, fuldstændig eksplicit, til udtryk i brevene til hende – en vanvittig jalousi over de digtere, hun læser – i et brev skriver han fordømmende om Else Lasker-Schüler, til sidst i brevet, helt oprevet:

 

”Gå væk, Lasker-Schüler! Elskede, kom! Ingen mellem os, ingen om os!”

 

Et andet sted i bogen, skriver Canetti om Kafkas boligsituation – han bor som nævnt hjemme, nu flytter søsteren ud –

 

”Det gør ham bedrøvet, at søsteren forlader hjemmet, han føler det som hensmuldringen af den familie, han dog samtidig hader. Men han har indrettet sig i dette had og har brug for det.”
Det forekommer mig også fuldstændig sindssygt vigtigt for ’forståelsen’ af de her breve, de her forhold, netop dette – at indrette sig i dette had og have brug for det. På en måde er det også dét, det hele handler om. I forholdene til kvinderne – frygten for ydmygelsen, frygten for at det ikke kan lykkes, at indrette sig i denne frygt og have brug for den; derfor kan det aldrig lykkes, derfor kan Kafka og Felice ikke forloves, Kafka og Milena ikke få hinanden (selv om de to forhold ikke på den måde direkte kan sammenlignes). Det er en vigtig ting, tror jeg. Netop den sætning. Den uhygge.

Men han har indrettet sig i dette had og har brug for det.

 

Og det er jo håbløst. I hvert fald i gængs forstand. At bo inde i et had, og have brug for det.

Ligesom hadet, har Kafka også indrettet sig i ydmygelsen, i afmagten, i ensomheden.

 

Den (tilsyneladende) besidderiske forelskelse, som fører så stor produktivitet med sig, kan ikke blive ved – en forlovelse er på trapperne for Kafka og Felice, men det er håbløst. Det kan ikke blive sådan –

Kafka bor i en ensomhed, han skriver inde fra den. Sådan udlægges det i hvert fald her, han skriver i et brev til Felice:

”Engang skrev du, at du ville sidde hos mig, mens jeg skrev; tænk bare, så kunne jeg ikke skrive. . . At skrive vil jo sige at åbne sig til overmål. . . Derfor kan man ikke være alene nok, når man skriver, derfor kan der ikke være stille nok omkring en, når man skriver, selv natten er for lidt nat. Derfor kan man ikke have tid nok til sin rådighed, for vejene er lange, og man farer let vild. . . Jeg har så tit tænkt på, at den bedste levevis for mig ville være at sidde med skrivetøj og en lampe i det inderste rum af en udstrakt, aflukket kælder. Maden skulle bringes til mig, altid sættes langt fra mit rum bag kælderens yderdør. Vejen ud efter maden, i slåbrok, gennem alle kælderhvælvingerne, skulle være min eneste spadseretur. Derpå skulle jeg vende tilbage til mit bord, spise langsomt og med eftertanke og straks begynde at skrive igen. Hvilke ting ville jeg så ikke skrive! Hvilke dyb ville jeg ikke rive det op fra!”

 

For mig er det især noget som dette, som er allermest beskæmmende, allermest – ikke pinligt – det er et latterligt ord – allermest uhyggeligt, nok. Jeg har virkelig tænkt på, virkelig seriøst, og oprevet, om alt det her, hele den her Kafka-situation, de breve, de forhold – om det i virkeligheden er noget fucking pis. Om det i virkeligheden overhovedet er værd at røre ved. Fordi det er så sindssygt. Så ubehageligt. Så insisterende på sin egen ensomhed, sin egen elendighed, sin egen isolation. Kun at kunne eksistere i den dér afmagt, i den dér ydmygelse. Den kælder af et liv. (Måske er jeg urimelig)

 

”Det taler for den dybt rodfæstede egenart af Kafkas disposition, at han ikke lærer af sine fejl. Hos ham multipliceres fiasko og fiasko aldrig til succes. Vanskelighederne er altid de samme, som gjaldt det om at demonstrere det uovervindelige i deres natur. I utallige overvejelser og beregninger udelades konsekvent lige netop det, som kunne føre til en heldig løsning af dem. Friheden til fiasko lader han stå som en slags øverste lov, den skal sikre en undslippelse ved hvert nyt skæringspunkt; man kunne måske kalde det den svages frihed til at søge frelse i nederlag. Hans sande egenart, hans særlige forhold til magten kommer til udtryk i, at sejre er forbudte. Alle beregninger stammer fra afmagten og fører tilbage til den igen.”

 

Fordi mit hoved simpelthen bryder over (?), det bryder med sig selv, om de her tanker – og jeg vil ikke også føre regnskab med mig selv over for mine egne tanker, det virker det ligesom til at der er nok af i alt dette –

afskriver jeg direkte fra en note i min mobiltelefon, skrevet under læsning, i lørdags – oprevet af al den her ulykkelighed, og i en følelse af skam også, fordi jeg fandme kender de tanker så godt, jeg fandme kender det lort og har stået i det til knæene, mine bukseben er stadig brune og stinker af det lort,

 

”Om det sindssyge i det her – at røre ved det, skal man det?

Jeg er fandme alvorligt i tvivl. Jeg har selv opført mig lige så latterligt. Det er ingen trøst, at andre også har det, det nægter jeg, det er ingen trøst. Det er stadig noget pis, noget ynk, noget onani. Det skal bare ikke være sådan. Jeg ved fandme ikke, hvad jeg skal synes, men det er stærkt, af helvede til, det er helt af helvede til, lige lukt ned af helvede til. Pis og sur gammel røv er det, det er ikke et liv, det er en død, som så også er så meget liv jo, alligevel, men shit. Det er også noget pis, noget ynk, et spark i sylten Kafka, virkelig. Jeg ved fandme ikke, hvad det er for noget lort at røre ved, det virker nødvendigt, men det er måske det allermest lurvede ved det, det er ikke en skid nødvendigt, kun ren og skær lummer fiktion, onani i selvhad.”

 

Jeg ved ikke. Nu er også dét ude. Det latterlige.

 

Det er det urimelige i det, som også er så vigtigt, jo. Kunsten lever af at være urimelig. Tit i hvert fald – kunsten skal i hvert fald ikke som udgangspunkt være rimelig. Jeg synes bare, at det er svært at forholde sig til, det her, jeg synes det sætter ALLE tanker i gang, gode som dårlige, rigtige som forkerte, så jeg kan ikke holde orden i det. Og det tror jeg egentlig er godt.

 

Måske er det på tide at gå videre fra Felice. Kort vil jeg forsøge at skitsere det videre forhold –

på side 52 i bogen, den 16. juni (år hvad? 1913, tror jeg) skriver Kafka, ifølge Canetti, ’det besynderligste af alle ægteskabstilbud’ til Felice.
Canetti, om Kafkas ægteskabstilbud:

”Han hober vanskelighederne op, han siger utallige ting om sig selv, som står i vejen for et ægteskabeligt samliv, og forlanger, at hun skal gå ind på alle disse ting. I efterfølgende breve føjer han flere vanskeligheder til. Heri kommer hans egen modstand mod et samliv en kone meget klart til udtryk. Men lige så klart er det, at han frygter ensomheden og tænker på den styrke, som tilstedeværelsen af et andet menneske kunne give ham. Han stiller dybest set uopfyldelige betingelser for et ægteskab, og han regner med et afslag, som han ønsker og fremkalder. Men han håber også på en stærk, usvigelig følelse hos hende, som fejer alle vanskeligheder til side og på trods af dem prøver at tage kampen op med ham. Så snart hun siger ja, står det ham klart, at han slet ikke burde have overladt denne beslutning til hende. ”Modbeviserne er ikke forbi, for deres antal er uendeligt.” Ligesom for et syns skyld går han ind på hendes ja og tager hende som sin ”kære brud. Og umiddelbart efter. . . siger jeg, at jeg nærer en vanvittig angst for vores fremtid og den ulykke, som i kraft og min natur og skyld kan udvikle sig af vores samliv og først og fuldstændigt må ramme dig, for jeg er i virkeligheden et koldt, egennyttigt og følelsesløst menneske trods al svaghed, som snarere tilslører end mildner det.”
Og nu begynder hans ubønhørlige kamp mod forlovelsen, der strækker sig over de næste to måneder og ender med hans flugt.”

 

Jeg vil simpelthen igen sige, at virkeligheden overgår alting – Kafka fører sag mod sig selv (gift dig ikke med mig!), han går i rette med sig selv, han hyrer – på foranledning af sin mor – et berlinsk detektivbureau til at indsamle oplysninger om Felice !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! !!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! ! !!!!!!!!!!!!!!!! !!!!!! AAARH SHIT !! OK

 

Det går frem og tilbage, sagen udvikler sig – til sidst afviser Kafka endegyldigt Felice, på den mest brutale måde, han bruger simpelthen sin lungesygdom som middel til at undgå hende, det er så koldt som det kan blive.

 

 

Med disse ord … vil jeg forsøge at hoppe til Milena, til Franz Kafka, Breve til Milena.

 

Som nævnt: Kafka og Milena lærer hinanden at kende i begyndelsen af 1920. Hun oversætter hans tidlige, korte prosastykker til tjekkisk. Hun er 23 år gammel og gift – han 37 og for tredje gang forlovet. Hans breve til hende er skrevet 1920-1923. Kafka bor i Prag, Milena i Wien.

 

Som introduktion vil jeg citere fra nogle af de allerførste breve, side 7-11 i bogen.
Milena har tilsyneladende nævnt en begyndende lungesygdom, lungesmerter, hoste, eller lignende. Kafka selv har – siden bruddet med Felice, faktisk var dét selve (midlet til) bruddet med Felice – også lidt af en lungesygdom, men som det ser ud i brevet også forstået at indrette sig i den her lungesygdom, og – måske – have brug for den.

 

Kafka skriver:

 

”Altså lungen. Hele dagen har det kørt rundt i hovedet på mig, jeg kunne ikke tænke på andet. Ikke fordi sygdommen gjorde mig særlig forskrækket, forhåbentlig og sandsynligvis optræder den kun i mild form hos Dem – det taler Deres antydninger for – og selv en alvorlig lungesygdom (det halve Vesteuropa har jo mere eller mindre defekte lunger), som jeg har været fortrolig med de sidste tre år, har bragt mig mere godt end dårligt. Hos mig begyndte det for omkring tre år siden med en blodstyrtning midt om natten. Jeg stod ud af sengen, oprømt som man jo altid bliver over noget nyt (i stedet for at blive liggende, som jeg senere fik besked på at gøre), naturligvis også noget forskrækket, gik over til vinduet, lænede mig ud, gik hen til servanten, gik omkring i værelset, satte mig på sengen – ustandselig blod. Alligevel var jeg slet ikke ulykkelig, for jeg vidste lidt efter lidt af en ganske bestemt grund, at jeg for første gang efter tre-fire næsten søvnløse år ville kunne sove, hvis blødningen bare holdt op. Den holdt også op (og kom ikke siden igen), og jeg sov resten af natten. (…)
… og tænker kun på den forklaring, som jeg fandt frem til, dengang jeg selv blev syg, og som passer for mange tilfælde. Det forholdt sig sådan, at hjernen ikke længere kunne bære de sorger og smerter, den var blevet bebyrdet med. Den sagde: ”Jeg giver op, men er der en anden her, som opretholdelsen af det hele betyder noget for, kunne han måske tage en del af min byrde fra mig, så går det lidt endnu.” Da meldte lungen sig, meget havde den vel ikke at miste. Disse forhandlinger mellem hjerne og lunge, som foregik uden mit vidende, må have været forfærdelige.
Og hvad vil De nu gøre? Det betyder jo sikkert ingenting, hvis man blot passer lidt på Dem. Men at man må passe lidt på Dem, må dog enhver, som holder af Dem, kunne forstå, for det må alt andet vige. Altså også en befrielse her? Jeg sagde ja – nej, jeg vil ikke spøge, jeg er heller ikke oplagt til spøg, og bliver det ikke, før De har skrevet til mig og fortalt, hvordan De vil indrette Deres tilværelse på en ny og sundere måde. Hvorfor De ikke tager lidt bort fra Wien, spørger jeg ikke mere om efter Deres sidste brev, det forstår jeg nu, men også ganske nær ved Wien er der jo smukke steder, hvor man har gode muligheder for at tage sig af Dem. I dag skriver jeg ikke om andet, der er ikke noget vigtigere, jeg kan fremføre. Alt andet i morgen, også takken for hæftet, som rører og beskæmmer mig, gør mig bedrøvet og glad. (Red. hæftet: formentlig en tilsending af et af Milena oversat værk af Kafka) Nej, endnu en ting i dag: hvis De bruger så meget som et minut af Deres nattesøvn på oversættelsesarbejde, vil det være det samme som at nedkalde en forbandelse over mig. Kommer det engang for en domstol, vil man ikke indlade sig på videre undersøgelser, men nøjes med at fastslå: han har berøvet hende hendes søvn. Dermed vil jeg være dømt og med rette. Jeg kæmper altså for mig selv, når jeg beder Dem om ikke at gøre det mere.
Deres Franz K.

Kære fru Milena,
i dag vil jeg skrive om noget andet, men det vil ikke lade sig gøre. Ikke fordi jeg egentlig tager det alvorligt; gjorde jeg det, skrev jeg anderledes, men nu og da burde der et eller andet sted i haven, halvt i skygge, stå en liggestol parat til Dem med omkring ti glas mælk inden for rækkevidde af Deres hænder. Det kunne også godt være i Wien, og nu i sommer, men uden sult og uro. Er det umuligt? Og er der ingen, som gør det muligt? Og hvad siger lægen?
Da jeg tog hæftet ud af den store konvolut, blev jeg nærmest skuffet. Jeg ville høre fra Dem og ikke den alt for velkendte stemme fra den gamle grav. (Red. Kafkas egen stemme! De af Milena oversatte værker) Hvorfor trængte den sig ind imellem os? Men så kom jeg i tanker om, at den også havde formidlet forbindelsen imellem os. Det er mig i øvrigt ubegribeligt, at De har villet påtage Dem det store besvær, og dybt rørende at se, med hvilken troskab De har oversat, sætning for sætning, en troskab, som De her viser, men som jeg ikke anså for mulig eller naturligt berettiget på tjekkisk. Skulle tysk og tjekkisk stå hinanden så nær? Men hvordan det end forholdet sig med dette, så er og bliver det en afgrundsdyb slet historie; det kunne jeg med den største lethed bevise for Dem næsten linje for linje, kære fru Milena. Modviljen mod at gøre det ville blot være en smule stærkere end beviset. At De synes om historien, giver den naturligvis værdi, men kaster også en lille skygge over mit billede af verden. Ikke mere om det. ”Landlægen” får De fra Wolff, jeg har skrevet til ham.

Vist forstår jeg tjekkisk. Jeg har allerede nogle gange villet spørge Dem om, hvorfor De ikke en gang imellem skriver på tjekkisk til mig. Dog ikke fordi De ikke behersker det tyske sprog. De behersker det for det meste forbløffende godt, og når De for en gangs skyld ikke gør det, bøjer det sig frivilligt for Dem og er da særlig smukt; noget sådant vover en tysker nemlig ikke at håbe af sit sprog, så personligt vover han ikke at skrive. Men tjekkisk vil jeg læse fra Dem, fordi De dog hører sammen med det sprog, fordi den hele Milena dog kun findes dér (det bekræfter oversættelsen), og her kun den fra Wien eller mod Wien orienterede Milena. Altså tjekkisk, tak. Og også de artikler, som De nævner. (Red. Milenas egne artikler, hun skriver for en tjekkisk avis) Selv om de dog skulle være mindre gode, så har De jo også læst Dem igennem min mindre gode historie, hvorhen? Det ved jeg ikke. Jeg kan sikkert gøre det samme, men skulle jeg ikke kunne, vil jeg blot blive hængende i den allerbedste forudfattede mening.
De spørger om min forlovelse. Jeg har været forlovet to gange (tre, om man vil, nemlig to gange med den samme pige) (Red., Felice!) og har altså tre gange kun været et par dage fra ægteskabet. Det første er helt forbi (der er nu indgået et nyt ægteskab, og der er også en lille dreng, efter hvad jeg har hørt), det andet lever endnu, men uden nogen udsigt til ægteskab, lever altså egentlig ikke eller lever snarere et selvstændigt liv på bekostning af menneskene. (Red. !!!)Jeg har stort set både her og i andre tilfælde bemærket, at mændene måske lider mest, eller, hvis man vil se sådan på det, har mindre modstandskraft, hvorimod kvinderne altid lider uden skyld, men ikke, som man måske skulle tro, fordi de ”ikke kan gøre for det”, men i den egentlige betydning, som ganske vist måske igen munder ud i dette ”ikke at kunne gøre for det”. For øvrigt er det ingen nytte til at spekulere over disse ting. Det ville være som at anstrenge sig for at ødelægge en enkelt kedel i helvede, for det første ville det ikke lykkes, og for det andet ville man, hvis det skulle lykkes, bare blive forbrændt af den glødende masse, som strømmede ud, mens helvede fortsat ville bestå i al sin herlighed. Man må gribe det an på en anden måde.

Men i hvert fald først og fremmest lægge sig i en have og suge så megen sødme ud af sygdommen, som man kan, navnlig hvis det ikke er noget egentlig sygdom. Der er megen sødme i den.

Deres Franz K.”

 

WOW. Al den sødme, ja. Shit hvor er det også vigtigt, det sidste: man må først og fremmest lægge sig i en have og suge så megen sødme ud af sygdommen, som man kan.
Al den sødme også i Kafkas blik på Milena, – al den sødme – gid du må drikke ti glas mælk! ingen må berøve dig din nattesøvn! det tyske sprog bøjer sig for dig!

 

Den hengivelse, den kærlighed, som Kafka føler, er fantastisk, og den er vigtig – som tidligere nævnt skal den ikke gengives, men læses. Blot er det vigtigt at nævne, hvad der senere viser sig – det er en umulig kærlighed, de kan ikke få hinanden.

 

De næste breve omhandler dels hengivelsen, dels bekymringen – er De syg, Milena? Hvad siger lægen? – og dels de sædvanlige klager, om angsten, om dagene, om at være gå og være Franz, Franz K..

 

På side 30 opstår et af de vigtigste billeder på umuligheden, – tit er det faktisk sådan i brevene, at BILLEDERNE, metaforikkerne, er de allerklareste beskrivelser af umuligheden – de billeder, som Kafka finder frem, er som oftest ufatteligt skarpe i brevene. Altså: billederne er de bedste til at sige noget om virkeligheden, virkeligheden i de her forhold.

 

Kafka skriver:

”En egenskab tror jeg, vi har fælles, Milena: så sky og ængstelige er vi, at næsten hvert nyt brev er anderledes, at det næsten altid er forskrækket over det nærmest foregående og endnu mere for svaret. De er det ikke af naturen, det ser man let, og jeg, måske er ikke engang jeg sådan af naturen, men det er næsten blevet min natur, kun i fortvivlelse og muligvis også i vrede forsvinder det og ikke at forglemme: i angst.
Somme tider forekommer det mig, at det er ligesom om, vi havde et værelse med to døre i lige over for hinanden, og vi står begge to med hånden på dørklinken, og blot den ene blinker, står den anden straks bag ved sin dør, og den første behøver bare at sige et ord, så lukker den anden straks døren bag sig og er ikke mere til at se. Han åbner jo døren igen, for det er et værelse, som man måske ikke kan forlade. Hvis den første blot ikke havde været nøjagtigt som den anden, hvis han var rolig, hvis han tilsyneladende slet ikke så på den anden, hvis han langsomt ryddede op i værelset, som om det var et værelse om alle andre, men i stedet for gør han nøjagtigt det samme ved sin dør, somme tider står de endda begge samtidig bag dørene og det smukke værelse er tomt.”

 

Det er meget meget smukt, meget meget ulykkeligt, det billede. Og meget præcist, også. Fordi de er så ens, og den måde de er ens på – fordi det, de har fælles, er deres skyhed, deres frygt (for hinanden, for kærligheden?), kan det ikke lade sig gøre. Det fælles rum, det fælles smukke værelse, er et umuligt rum, et umuligt værelse.

 

Umuligheden forklares, uddybes, dyrkes?, endnu mere på side 39. Milena har tilsyneladende spurgt Kafka om at komme til Wien, Kafka skriver ’det er umuligt’, det kan ikke lykkes, jeg er syg, alting gør jeg galt. Et billede med en spurv springer frem fra brevet, efter først en afvisning af at tage til Wien:

”Jeg gør det ikke, allerede af ydre årsager ville det være meningsløst ikke at tage den korte vej over München, men den dobbelt så lange over Linz og derpå oven i købet videre over Wien. Jeg gør et forsøg: på balkonen sidder en spurv og venter på, at jeg skal kaste noget brød fra bordet ud til den, i stedet for kaster jeg brødet på gulvet ved siden af mig midt i værelset. Den sidder derude og ser sit livs føde inde i halvmørket, det er umådelig fristende, den ryster sig, den er mere her end dér, men her er mørkt og ved siden af brødet står jeg, den hemmelige magt. Alligevel hopper den over dørtrinet, endnu et par hop, men mere vover den ikke, i pludselig skræk flyver den bort. Men hvilken styrke er der ikke i denne sølle fugl, lidt efter er den her igen, undersøger situationen, jeg strør lidt mere ud, for at gøre det lettere for den, og – hvis jeg ikke forsætligt-uforsætligt (sådan virker de hemmelige magter) havde jaget den bort med en lille bevægelse, ville den have hentet brødet.”

Kafka er den lille spurv. Kafka er den hemmelige magt. Det er et sindssygt præcist billede, fordi begge skikkelser er Kafka selv.
–       Tidligere skrev jeg det her, jeg ville sætte det ind i dokumentet, en situationsrapport: Nu har Johanne sat ’Time Out of Mind’ på, inde i huset, jeg sidder på terrassen – har skruet lyset i computeren helt op for at kunne se skærmen udenfor – vejret er klamt, sveden klistrer, er ikke fugtig, bare klistret. Jeg elsker Time Out of Mind. – Nu har situationen imidlertid ændret sig, nu er der VM, jeg snakkede lige i telefon med min mor, så råbte Malthe inde fra stuen ”JAKOB!”, der var scoret, 1-0 til Argentina, over Belgien, Higuain scorede. Ligeglad med den kamp, to åndssvage hold synes jeg. Tyskland eller Brasilien vinder VM.

 

Vi har brug for et afbræk, også. Ikke mere om umuligheden, ikke lige nu.

Nu vil vi have det lidt sjovt, vi vil vinde VM, ikke tabe, ikke ryge ud.

 

Kafka skriver i Felice-brevene en del om sin magerhed. Den er indgroet i ham, han har indrettet sig i dén på linje med hadet, ydmygelsen, frygten, lungesygdommen. Til Milena kommer hans uforbeholdne beundring af tykke mennesker til udtryk, det er igen fantastisk. Et brev startes således, på side 33:

”Hvordan står det til med Deres menneskekundskab, Milena? Jeg har allerede flere gange tvivlet på den, for eksempel da De skrev om Werfel, det vidnede jo også om venlighed og måske kun om venlighed, men alligevel om misforståelser, selv når man ser bort fra alt, hvad Werfel er, og kun opholder sig ved kritikken af hans fedme (der i øvrigt forekommer mig uberettiget, Werfel bliver i mine øjne smukkere og mere sympatisk for hvert år, jeg ser ham ganske vist kun i ny og næ) ved De da ikke, at det kun er tykke mennesker, man kan stole på? Kun i disse tykvæggede kar kan alting blive kogt igennem, kun disse atmosfærens kapitalister er, for så vidt det er muligt for et menneske, beskyttede med sorger og vanvid og kan i ro og mag samle sig om deres arbejde, og, som en eller anden engang sagde, kun de er som virkelige verdensborgere anvendelige overalt på Jorden, for i norden varmer de, og i syden giver de skygge. (Man kan ganske vist også vende det om, men så passer det ikke.)”

 

Det er dejligt at læse, ikk.

 

Men vi må tilbage til historien, om Kafka og Milena, om det umulige – så meget går altså virkelig tabt i min genfortælling af dette, så virkelig virkelig meget. Det skal læses, der er så meget mere end umulighed i det forhold, og alt I får fra mig er umuligheden – så meget håb, forelskelse, fantastiske fantastiske breve. Læs det bare, .

 

For at understege min udeladelse: jeg springer nu fra side nogen-og-tredive til cirka side 116 i bogen. Alt imellem: læs læs, og undskyld, hvis dette, af mig omtalte, måtte ligefrem forstyrre/formindske glæden ved at læse for sig selv.

 

Et godt eksempel på håbet i det umulige, måske. Side 116:

”Og egentlig skriver vi hver gang det samme. Jeg spørger, om du er syg, og så skriver du om det, jeg vil dø og det vil du også, jeg vil græde ud hos dig som en lille dreng og du hos mig som en lille pige. Og en gang og ti gange og tusinde gange og altid vil jeg være hos dig og det siger du også. Nok, nok.
Og endnu er der ikke kommet noget brev om, hvad lægen har sagt, du langsomme, du dårlige brevskriverske, du onde, du kære, du – ja, hvad mere? ingenting, være stille i dit skød.”

 

Inde i det umulige bor et lille håb, en trøst.

 

Side 123:

 

”Det, du skriver om mig, er forfærdelig klogt, jeg vil ikke føje det mindste til, men lade det blive stående, som det er. Kun en enkelt ting, som også står der, vil jeg udtrykke noget mere åbent: Min ulykke er, at jeg anser alle mennesker – og naturligvis fremfor alt de i mine øjne mest fortræffelige – for at være gode, anser dem med mit hjerte, med min forstand for at være gode (lige nu kom der en mand herind og blev helt forskrækket, jeg satte nemlig ud i den tomme luft et ansigt op, som udtrykte denne anskuelse), blot kan min krop af en eller anden grund ikke tro på, at de, hvis det bliver nødvendigt, virkelig være gode; min krop er bange og kryber hellere langsomt op ad væggen i stedet for at afvente den i denne betydning virkelig verdensforløsende prøve.”

 

Håbet i dét umulige: at alle mennesker er gode.

Det umulige i dét håb: at alle mennesker er gode..

 

Det umulige fortsætter, i dette dokument, en lind strøm af citater, citaterne drypper nedad i dokumentet.

Nu dækker Malthe bordet, jeg sidder ved – jeg må vente en smule, spise (!) – ikke svælge i ulykken – spise, og så må jeg skrive videre senere. Der kommer et billede igen i brevene, et billede af: ”skovdyr!” – et dyr i skoven er Kafka. På en helt umulig måde. Skoven er fuld af umulige dyr.

5/7/2014, 18:34 – hvad står Argentina-Belgien?

 

20:04 – den endte 1-0, Argentina ’tog den hjem’. kommentatoren: ”det er det helt store spotlight: solen, der skinner på Messi”, jeg skriver det som status på facebook. solen er virkelig et stort spotlight.

 

Det regner nu, og jeg har sat mig op på mit værelse. Vinduet er åbent, der dufter af regn herinde da jeg træder ind i rummet. Hører Helios på det bærbare anlæg, de bærbare højttalere, det er fint.

 

Kafka skriver, i et brev, side 176. Om det umulige, om den ’sygdom’, ’forhindring’, som hele tiden ligger og forhindrer de to i deres tosomhed – den ensomhed, som ikke kan eksistere i tosomheden? – hvorfor kan den ikke det? – måske kan den også – måske er det noget andet. Kafka hiver et billede frem om et skovdyr, og intet er mere præcist end dette.

 

”Nu kom telegrammet også. Virkelig? Virkelig? Og du slår ikke efter mig mere?

Nej, glad kan du ikke være over det, det er umuligt. Det er et øjeblikstelegram ligesom det forrige og sandheden er hverken her eller dér, når man vågner tidligt, synes man af og til, at sandheden må være lige ved siden af sengen, nemlig en grav med et par visne blomster, åben, parat til at tage imod.
Jeg vover næsten ikke at læse brevene, jeg kan kun læse dem med pauser, jeg kan ikke holde smerten ved at læse brevene ud.

Milena – og atter deler jeg dit hår og stryger det til side – er jeg sådan et ondt dyr, ond mod mig selv og lige så ond mod dig eller er det ikke snarere det, der ligger bag mig og jager mig frem, der er ondt? Men jeg vover ikke engang at sige, at det er ondt, kun når jeg skriver til, forekommer det mig sådan og jeg siger det.

Ellers er det virkelig sådan, som jeg har skrevet. Når jeg skriver til dig, kan der ikke blive tale om søvn før eller efter; når jeg ikke skriver, sover jeg i det mindste overfladisk nogle timer. Når jeg ikke skriver, er jeg bare træt, trist, tung; når jeg skriver, sønderriver uroen og angsten mig. Det er sådan, at vi gensidigt beder hinanden om medlidenhed, jeg dig om nu at måtte skjule mig, du mig – – men at det er muligt, strider på det forfærdeligste mod fornuften.

Men hvordan er det muligt? spørger du. Hvad vil jeg? Hvad gør jeg?

Det er nok omtrent sådan: jeg, skovdyr, var jo den gang næppe nok i skoven, lå et eller andet sted i en smudsig grav (smudsig kun på grund af min tilstedeværelse, naturligvis), da så jeg dig derude i det fri, det vidunderligste, jeg nogen sinde havde set, jeg glemte alt, glemte helt og aldeles mig selv, rejste mig, kom nærmere, ganske vist ængsteligt i denne nye og dog hjemlige frihed, men kom dog nærmere, kom helt hen til dig, du var så god, jeg krøb i skjul hos dig, som om jeg havde lov til det, jeg lagde mit ansigt i din hånd (Red. igen: Kafkas forvandling til det mindre! det forløsende i at være mindre! at undslippe magten!), jeg var så lykkelig, så stolt, så fri, så stærk, så hjemme, atter og atter dette: så hjemme – men i grunden var jeg jo kun dyret, hørte jo kun til i skoven, levede jo kun her i det fri ved din nåde, læste, uden at vide det (for jeg havde jo glemt alt) min skæbne i dine øjne. Det kunne ikke vare. Du måtte, om end du kun strøg mig med den venligste hånd, opdage særheder, som tydede på skoven, på denne oprindelse og dette egentlige hjem, det kom til de nødvendige, nødvendigvis gentagne samtaler om ”angsten”, som pinte mig (og dig, men dig uskyldigt) helt ind til den blottede nerve, det voksede mere og mere frem for mig, hvilken uren plage, hvilken overalt forstyrrende hindring jeg var for dig, misforståelsen med Max berørte det, i Gmünd var det allerede tydeligt, så kom Jarmila-forståelsen og –misforståelsen, og endelig det dumt-groft-ligegyldige ved V. og mange småting var der ind imellem. Jeg huskede, hvem jeg var, i dine øjne så jeg ingen illusioner mere, jeg mærkede drømme-rædslen (at opføre sig som om man var hjemme, et sted hvor man ikke hører til), denne rædsel følte jeg i virkeligheden, jeg måtte tilbage til mørket, jeg holdt ikke solen ud, jeg var fortvivlet, virkelig som et vildfarent dyr, jeg begyndte at løbe, så godt jeg kunne, og uafbrudt den tanke: ”kunne jeg blot tage hende med!” og modtanken: ”er der mørke, hvor hun er?”
De spørger, hvordan jeg lever: sådan lever jeg altså.”

 

sådan lever jeg altså. Sådan er det altså. Skovdyret. Der er ikke mere at sige , til dette.

 

 

Umuligheden, angsten, + skylden i angsten, at Kafka er skyld i sin egen angst.

Dén bolig, som han bor i, inde i angsten, som den skyldige. Det kan ikke lykkes.

 

Og jeg får lyst til at trække hvert ondt ord tilbage.

 

 

På side 216, i bogens efterord, nævnes spøgelserne igen, Kafkas teori om spøgelserne bosat i brevene.

Her forsøger han en anden forklaring, en mere praktisk? forklaring (at spøgelser er praktiske, shit mand …) – umuligheden i selve det at skrive breve. Dén hindring, en hindring udefra, trods alt – ikke en egen hindring, ikke en hindring pga. Kafkas eget væsen, som skovdyr, levende i mørket, hørende til dér – en hindring udefra, SPØGELSER, som bor og lever i brevene. Som drikker kys

 

Kafka citeres, i brev til Milena:

”At skrive breve vil sige at blotte sig for spøgelserne, hvad de begærligt venter på. Skrevne kys når ikke frem, de bliver drukket op af spøgelserne på vejen.”

 

Til sidst, side 224, i efterordet, det eneste citat af Milena i hele bogen. Milena skriver til Kafka, hér, Milena får det sidste ord, det skal hun have, for fanden. Milena:

Den 12. februar 1922: ”Du kan ikke elske mig, hvor meget du end vil, du elsker ulykkeligt kærligheden til mig, kærligheden til mig elsker dig ikke.”

 

 

MILENA

 

”Du kan ikke elske mig, hvor meget du end vil, du elsker ulykkeligt kærligheden til mig, kærligheden til mig elsker dig ikke.”

 

 

 

Jakob Slebsager Nielsen, juli 2014.