jesper brygger

Hele din hånd i min røv knyttes

før invasionen af Irak

med slægtens sølvringe – din hånd

min strube dine kæber

arbejder mit strubehoved i din mund min strube

ingen hjemme men det ok

mellem dine tænder

 

 

jeg siger vi synker siger dit mørke værelse dit klubværelse

køkkenet griner som en fremtid med hakket fennikel

der er ingenting her vi synker

siger det ok og du græder – vi græder

de tørre sletter til alles sider

min ungdom hvordan kunne du, er du

 

 

tørstig? hver for sig i fortvivlelse sletten til alle sider

ingenting her det ok min strube dine tænder du

når aldrig op til skriget rudekuverterne ligger i karmen

lige før ingenting lige før ungdommen er ovre

som en evig slette – breder sig ud til alle sider

 

 

telefonen ringer det ok, Bibi, du har været her længe, ingenting

jeg lovede at gå med dig men jeg er ved at dø her

ler du, det vores dødelige knivleg

her på sletten det ok ler du

ler du lovede

 

 

og din hånd åbner sig

 

 

de første faste strukturer opstår i 30erne

 

 

før det stod teltene sommeren over

vores børn blev sendt herud til det yderste fyr

hver sommer af partiet

og vi begyndte at følge dem

tidligt om morgenen blev vi færget over til købstadsøen

gik tværs over den, tog prammen ind til værfterne

vi arbejdede for revolutionen

vores børn blev narkomaner, timeshare-sælgere

eller bare komatævet af politiet

 

forskellige liv mødtes i os helt uden harmoni

hver gang jeg dolkede dig rystede min knivarm

som en gammel PS2-pad af sodet plast og din dødsdømte lever

der var ingen vej tilbage – jeg prøvede

landede flere niveauer under Huvfudbanen

i vertikalt forskidte ekstravogne

 

hos min elskede Johannes var der reposer af flået hud

blod op ad trapperne, i køkkenet spurgte jeg til kadaveret –

han nikkede ind mod stuerne de åbnede sig en suite

pengene forlader aldrig huset – Daniel og Jeppe

ligesom natten før; deres bezirk bag centralen gennem butikstorvet, den hårde, medicinerede stadcirkel –

bosættelserne mellem Amaliegade, Frihavnen og Østerport

Johannes boede bag Det kongelige op til Vesterbro før Sydhavnen

 

ikke helt, måske bag teateret

jeg flyttede ind på et værelse min x P boede der

også min skolekammerat S

jeg blev sørme glad for at se hende

men hun stirrede bare koldt på mig

jeg er ikke sådan en der er så begejstret for alt DANSK,

men heller ikke jeg, overhovedet ikke!

 

hun havde vendt ryggen til en åben indergård

hvor du vinder konkurrencer i at æde mest smør i gamledrengedigte

du ville ikke genkende det – pengene forlader aldrig stuerne, Daniel og Jeppe altså

men når mine udsagn kommer som fra en stor højde

er det blot et ønske om at se dig i øjnene

 

der sidder haren, på skråningen op til boligblokken i regnen

dens pels er våd, det rør den ikke, den æder og er drægtig

alle de store vilde veje og motorvejssjøjfer heromkring

du er i øjenene på alle dyr jeg ser, er det det dig?

 

den kærlighed vi kalder incest var vores

vi vidste det ikke, den eneste måde at elske os ud af rollerne,

de stenede fortællinger

som en søster som en bror

vi vidste det ikke