iben mondrup

15.03.98

 

 

Det er tre uger siden hun tog af sted fra ham og rejste hjem fra N.Y. Den første uge skrev de til hinanden næsten hver dag. Han rejste til Island på research, men han skrev alligevel, om landet og lidt om hende også.

 

Hun synes ikke han skriver nok om hende. Brevene er mest lange beskrivelser af hvordan han går rundt på lavaen, der er også nogle maleriske sammenligninger mellem landet og hende som kvinde.

 

Han skrev: I die and die again to hear from you. Det er ikke nok, synes hun, det stod nede i bunden af brevet, det andet fyldte for meget.

 

Hun fortæller hvad hun har skrevet til ham i det seneste brev: – I need to hear from you, to get you out of my mind, you are always on my mind, you are always on my mind. Det sidste var som strofen i en sang. Hun siger at det bliver han nødt til at svare på.

 

Før i tiden var hun en hård negl. Nu er hun bange for at han ikke kan bære at hun ikke længere sådan. Engang var hun én han aldrig helt forstod, – det er dét han elsker ved mig, siger hun.

 

De var sammen hele tiden i de tre dage i N.Y., hun var ikke ked af at skulle rejse, hun har brug for tankestregen. På den måde er afstanden god, hun får tid til at tænke, hun bliver meget hurtigt viklet ind i noget, og fordi hun er dårlig til at sige fra, får hun tit kvælningsfornemmelser.

 

Hun vil gerne se ham igen snart. Han er inden i hende, hun kan mærke ham inden i sig. Det er et godt tegn. Hun savner ham.

 

Men nu har de skriveriet, det er deres forbindelse, han må ikke forsvinde i erindringerne.

 

Han har ikke skrevet i snart en uge.

 

– Jeg kan ikke holde ud hvis det skal give mig en dårlig psyke, siger hun.

 

 

25.03.98

 

 

Hun har gjort det længe, altså læst, cirka to år, hun er verdens mest dovne elev, hun kan ikke tage sig sammen, hun er magelig.

 

Til næste år kommer der vist et kursus i design og den slags, det glæder hun sig til.

 

Han er sød ved hende.

 

Hendes hår er klippet lidt japansk, hun har en broderet kjole på, den er broderet hele vejen ned over brystet og ned til gulvet, hun er slank inden i kjole, men man kan ikke se hendes kropsformer.

 

Hun sidder med spids mund og ser lidt tvær ud. Han sidder ved siden af mig. Vi taler sammen hen over cigaretterne som han tænder med sin kingslighter. Den har han fået af hende.

 

Han har gået på arkitektskolen, det var noget rod, totalt ustruktureret, han havde ingen selvdisciplin. Nu læser han til ingeniør. Hans hår er krøllet, han har et venligt ansigt og lidt mave. De er gift.

 

De mødte hinanden til en fest kort tid inden han skulle rejse. Det var underligt at de ikke havde mødt hinanden før, de kom fra den samme by.

 

Han var væk i tre måneder. Imens boede hun i hans lejlighed sammen med en veninde.

 

Da han kom hjem, var det svært at mødes igen. Det var ikke det samme. De gik i to måneder uden rigtig at være kærester. Så rejste hun til Grønland.

 

Han ringede ikke som han lovede.

 

Så ringede hun til ham og bad ham om et svar. Hun ønskede at han bare skulle gøre det forbi, men det gjorde han ikke. Det ville have været nemmere, syntes hun.

 

– Okay, så kom herned, sagde han. Hun rejste ned, og så blev han for alvor forelsket i hende. De blev gift sidste sommer på Falster, bryllupsbilledet er sødt, hun har store krøller og opsat hår.

 

De har to katte og et enormt kattetræ med huler i tre etager. Hankatten har kostet 1400 kroner at få opereret. Den gik og tissede i krogene.

 

I starten hoppede den på hendes ben, især hvis de var bare. Man skal tage den i rygskindet og ryste den, så ved den at det gør ondt. Man kan også løbe rundt i huset efter den.

 

Hun kan ikke lide den kat. Han nænner ikke at få den aflivet.

 

Nu har katten ændret karakter, den er blevet mere medgørlig. Men den har tisset lidt på gulvet igen, ved siden af kattekassen, selv om den er blevet opereret.

 

Det er kun hunkatten der bruger kattetræet. Den sidder i den øverste hule og kigger ud.

 

 

17.06.98

 

 

Afgangshallen er fuld af store stygge mænd. De har grupperet sig rundt omkring mig, jeg sidder klemt inde i et hjørne, en af dem lugter dårligt.

 

Flyet er heldigvis halvtomt, gruppen af mænd opløser sig, de spreder sig på de tomme sæder, lugten aftager. Jeg kan se den ene af mændene herfra. Han har en forbinding om venstre hånd, den er meget beskidt, og et stort ar på kinden. Han spørger stewardessen: – Hva’, kan jeg ikke få en sandwich eller et’l’andet i stedet for det dér? Hun skal se hvad hun kan gøre.

 

Jeg får tiden til at gå, jeg er interesseret i ham der sidder bagved, det er en ung mand, han ser interesseret på mig.

 

– Kommer du ikke herom og sidder? spørger jeg, han kommer med det samme, vi begynder at digte en historie om ham med sandwichen, han har det ar på kinden.

 

Senere kigger vi på Nunatakker, han læner sig ind over mig, han er lidt kluntet, han fylder meget på sædet, vi er nødt til at røre ved hinanden, hans hænder er enorme.

 

Da han rejser sig op, kan jeg se hvor stor han egentlig er, i kontrast til hans ansigt, det er barnligt, det passer bedre til hans alder.

 

Han fortæller mig om sit studium. Han kan navnet på hver en del på kroppen, alle musklerne, knoglerne og nerverne, blodbanerne også. Han tager fat under min arm ved armhulen og viser mig hvor det store nervebundt løber. Han får en muskel til at smutte i min håndflade.

 

Han er interesseret i hjernen. I centret hvor drifterne, instinkterne, lysten og den slags udspringer. Hypothalamus. Det har direkte forbindelse til de visuelle og auditive centre og kan altså stimuleres gennem dem.

 

Vi tænker på billeder og lyd der provokerer erindringerne og stemningerne. Altså følelserne. Vi taler om det i forhold til kunst.