et ikke rejseessay fra vestsjælland

DSC_0181

internet

 

 

angsten er angst for ingenting, i stedet for ingenting kan jeg sætte mørket, angsten for mørket  og her i mørket er angsten for mørket angsten for ensomheden. her i mørket sidder jeg alene, og jeg kan ikke sætte andre i stedet for mig selv. jeg er i et sommerhusområde, det er januar og alle de andre huse er tomme. jeg er på vestsjælland, og jeg bor i københavn. vestsjællands veje er tomme, de er mørke, derved ensomme, det kan jeg sige, fordi jeg har brugt dagen på at køre på vestsjællands veje i stedet for at skrive på den digtsamling jeg burde. jeg har været nede ved vandet og kigget udover tågen, som skjuler sejerø, hvor årets første sne er faldet. på mange måder er det her sommerhusområde en kulisse for cormac mccarthys roman the road fra 2009, hvor ensomheden er et entydigt motiv. faren og sønnen er fuldstændigt isoleret fra socialiteten, og ethvert møde er en aggressiv konfrontation mellem mennesker. i sommerhuset, jeg har lånt af min bedste vens forældre, er der intet internet. det eneste musik jeg har downloadet er nwas straight out of compton. det er en aggressiv stemning, der står i en farlig kontrast til landskabets stilhed, der på få dage har ændret sig fra et uendeligt efterår til en vinter der endelig er indtruffet. sneen er en påmindelse om, at tiden går, en slags beroligelse, josé arcadio buendía i 100 års ensomhed ikke er i besiddelse af

 

”men jeg er pludselig blevet klar over at det bliver ved med at være mandag, lige som i går.”

 

det er mandag i dag, hvid og stille, i går var det søndag, grøn og grå, våd og uden spor. bilsporerne i sneen minder mig om, at jeg ikke er alene. den minder mig om at min ensomhed er ren indbildning, en forfængelig tanke jeg har opsøgt her mellem to semestre. en gang i mellem tikker en besked ind på min telefon, og minder mig om afstanden, minder mig om, at min ensomhed her er påtaget og frivillig. jeg er ikke ensom, bare en som er alene, og jeg har surfet igennem min mailindbakke for at få tiden til at gå, og jeg fandt en mail fra efteråret:

 

“det er nemt at være ensom. jeg kan ikke huske det præcise citat, men da jeg læste sissel bergfjords ønsketænkninger stod der i bogen, at mennesket fejlagtigt identificerer sig med tilstanden at være ensom. der findes så mange personer, der bliver udryddet og opløst. jeg ved ikke hvorfor jeg skriver.”

 

jeg har aldrig svaret på denne mail, men jeg skriver det her fordi jeg er i gang med at genlæse gabriel garcía marquez’ 100 års ensomhed. jeg skriver egentlig det her, fordi der i københavn lige nu er et foredrag om den ensomme maskuline amerikanske forfatter i gang. af mange gode grunde, kan jeg selvfølgelig ikke deltage, derfor reflekterer jeg i stedet lidt over ting jeg er i gang med at læse. som sagt 100 års ensomhed, der som en begyndelse fortjener alt blot for titlen. som olga ravn skriver i sin anmeldelse af glenn christians mudret sol:

 

“98 point for at kalde sin digtsamling ‘mudret sol’.”

 

100 milliarder point for at kalde sit hovedværk for 100 års ensomhed, der udover mange andre ting beskæftiger sig med menneskets ensomhed, hvor selv romanens alvidende orakel melchiades må give op overfor ensomhedens angst:

 

“man han var vendt tilbage fordi han ikke kunne holde ensomheden ud.”

 

melchiades er vendt tilbage fra den store død, fra menneskets grundlæggende angst, måske ud fra et begær efter mere, melchiades er en slags metafysisk, guddommelig karaktér, men dog underlagt visse menneskelige tendenser. modstanden mod ensomheden, angsten for det evige. trods hans evne til at vandre i døden, er stilheden for overdøvende, og han mister alle sine overnaturlige evner for sin trofasthed mod livet. trofastheden mod livet, er her i sommerhuset også en trofasthed mod det sociale, og denne tur er på mange måder en bevægelse væk fra den, men jeg opnår det samme hver eneste gang. et begær tilbage mod den, en frygt for ensomheden og en afstand overfor mørket.

 

mørket repræsenterer ikke rigtig noget. det er et ingenting, det er et tomt rum, hvor ingen menneskelige skikkelser gemmer sig, og hver gang jeg kigger ud af vinduet, bliver jeg kun mindet om min afsondrede position, men som melchiades besidder jeg en trofasthed mod livet, eller en angst overfor ensomheden. for at sige det mere præcist er angsten for mørket, netop angsten for ingenting, og derfor sætter jeg mørket i stedet for. mørket er ikke ensomheden, som jeg lagde ud med. ensomheden er blot det ord jeg sætter i stedet for, fordi det er nemt at identificere sig med. her i sommerhuset føles ensomheden god, produktiv for nu, inden angsten og søvnen sætter ind. jeg læser også kritik  #209, og da jeg ikke kunne komme til foredraget om den ensomme amerikaner har jeg i stedet læst alt muligt lækkert om køn, så den her tekst bliver også lige en hurtig anmeldelse.

 

temaet er denne gang krop(u)muligheder (uhh ser i nymphomania parentesen?), og det er en fin blanding af videnskabelige artikler, kritik og essay med internationale bidrag i oversættelse. forsiden er taget fra rune gades artikel i bladet, som beskæftiger sig med kunstneren andrea lind-valdans tungetegnede motiver. smuk og rød lyser den op i januarstuen med blodige spor henover papiret. bladet koster 160 kroner, money, money, men altså det er the money shot i øjeblikket og det er især for karin nykvists, lillian munk rösings og tina byrckels artikler, der skriver om den feminine læser, lacan og ny dansk litteratur, at det fortjener at blive købt. de fokuserer naturligvis alle tre på kønnet. nykvist fokuserer på den røvkneppende tekst, der maskulint dominerer den kvindelige læser i en medieretorik, der sætter læseakten i scene som en seksuel handling:

 

“dette bliver ikke mindst tydeligt i mediedækningen af erotisk litteratur, som retter sig mod kvinder, for i den diskurs (der handler om genrer, der traditionelt betragtes som ‘lave’ og ‘kvindelige’) syntes dét at opfatte læsning som en seksuel handling nemlig frem for alt at gælde i de tilfælde, hvor læseren er en kvinde.”

 

nykvist laver en række interessante læsninger af fifty shades of grey, twillight og moonrise kingdom, der spiller over begreberne husmoderporno og det dejlige svenske udtryk tantesnusk med udgangspunkt i judith butler, wolfgang iser, roland barthes mm. det er anbefalelsesværdigt, men det er egentlig tina byrckel, der med sin tekst om lacan, fik mig til at skrive det her. hun skriver om lacans sexuationsskema fra en forelæsningsrække han afholdte i 1972-73. artiklen reflekterer over sprogets tvetydigheder, begæret og angsten som angsten for ingenting, hvem der skal berolige denne angst og hvordan denne angst leder til begæret af den anden. den er tilgængelig og sindssygt interessant, hvis man som jeg ikke beskæftiger sig overdrevet meget med lacan. den skal læses for dens sproglige friskhed og totale angreb på lacans ret dominerende kryptiske formuleringer.

det her er mere sådan én, læs nu det her, og er provokeret af angsten for ingenting, angsten for ikke at gøre noget, mens jeg er i det her sommerhus, og på den måde griber jeg ud igennem mørket, væk fra angsten, ind til teksten og træder som melchiades ud af døden og ind på internettet, selvom det egentlig ikke var tilladt her på den her enetur til vestsjælland. som en lille kujon, der tror jeg er ensom, er jeg blot alene og sætter teksten i stedet for aleneheden. i angsten er mørket, og udenfor knirker stilheden smeltende i sneen.

 

 

en facebooksamtale om kritik #209

jeg er lige alene i det her sommerhus, its pretty dark, så tænkte jeg, at jeg var ensom, men jeg er bare alene. så tænkte jeg at skrive noget om det.

god idé

er det godt det nye kritik? jeg kan generelt ikke svinge mig op til at læse det

det er tungt, men også godt!

det er meget universitetsagtig, men det prøver jeg at se væk fra, da det er deres præmis

Ja, og det er vist endda peer reviewed noget af det??? det er gangster!

Hør den her http://www.newyorker.com/online/2010/03/22/100322on_audio_moore
Den handler om en ung alkoholiker-kvinde, der er alene i New York og rimelig fucked

ok, det bliver lige fiskeunderholdning i morgen! ja, det er fedt at der findes et magasin, der ser populært ud, og bare er fyldt med unikritik.
lidt narrefisseagtig, men så igen.
jeg burde bare udgive den her samtale.

haha
du skulle få samtalen peer reviewed

åhhh, det ville de blive glade for.
teoretisk underbygning?

har Derrida ikke skrevet om facebook-chatten?

selvfølgelig, den må lige på !

 

 

 

læs olga ravns anmeldelse her: