dennis gade kofod

Dronerne hænger under dronningen, rigets immunforsvar. Blod og urin blandes i det magiske kammer. Besværgelsen summer i deres skrog. Udstødningen er små, misfarvede skyer med en særegen lugt; en art røgelse, en art forglemmelse. Insekter med bugen gennemhullet af små klare prismer i farvede glas. De stiller skarpt, de melder tilbage til troldmanden.

Mursejlere i luften, katte på et udhæng, en hund der strinter på en busk. Gevæksterne er grønne, blomsterne så åbne som blomster kan være. Solens lys er klart og smukt. Snigende nærmer høsten sig, og luften er tør over markerne. Alle holder ud.

Oppe i slottets højeste tårn står hun, dronningen. Hustagenes brændte tegl, en bakket ørken under hende. Af og til siger lidt bindingsværk tit-tit fra under et tagskæg, ellers rødt i rødt kun afbrudt af gadernes sorte belægning.

Det er alles pligt at yngle. Det er alles pligt at bidrage.

Dronningen børster lidt krummer af kjolen. Tænderne er ru af vin og kød.

Hvad nu med traditionen. Hvad skal der ske nu kongen er væk. Kongen kommer ikke tilbage. Livgardens sæd løber ned af hendes lår. Hun gør selv sit. Hun forsøger.

En kronprins, et barn med en ynglekæp.

En fuglelort på stengelænderet hun læner sig op ad.

Byen glider mod havet, de store huse lige under hende skubber de mindre ud. Skyggerne i haverne holder på børnenes leg. Nu ser hun haverne i alt det andet. Nu ser hun træerne, parkerne, pladserne og strøget. En fontæne omkranset af bænke. Gamle mennesker der daser. Formiddagen er ved at være gået. Duerne pikker i affald og lort.

Visdomstræets bark i slotshaven. De store blade der taler til hende, når hun sidder under kroner, eller ligger i græsset. Rigets rygrad og lunger. Hun tænker, hvor er så resten af kroppen. Hvor slutter riget. Går grænsen ved havet der omkranser os. Vi forsvarer os kun. Visdomstræet kalder det krig, men det er et ord hun selv prøver at undgå, når det der beskrives er for tæt på.

Hun er øm i balderne af de sidste stejle trin. Stenene på trappen er glatte af slid.

Krigene er langt væk, de er ikke en ægte trussel.

På en altan tæt på hænger store kasser med planter, rankerne falder halvvejs ned til etagens under, der står potter med små træer og buske. En kvinde vander og niver de rynkede blade af. Hun klør sig i skridtet og dronningen får lyst til hende. Kvinden står i en skov, hun er en lokkende nymfe der kalder.

Alle de muligheder, alle de rettigheder.

Oppe i tårnet er byen uden lyd. Vinden kommer i små stød og rammer dronningen i ryggen. Hun kan lugte markerne, der på den anden side af slottet, klatrer op ad bjerget i udskårne terraesser. Byen og markerne er hele riget. Der er ikke mere jord, der er ikke mere plads. På havnen sluser de flygtningene ind i hallerne.