planet

ursula catharina brønnum scavenius

TÆPPEBOMBESOMMER

Døren skjuler et spørgsmål

 

 

kranspulsåren er

en elevator

til ganen

 

 

så vi kan tale selv

så der er hul ud

i din øresnegl

 

 

her er en overflod af seere

i stuen

sorte vinger for eksempel

 

 

uden for døren
kalder mørket:                              løgnerne kommer

til dit hus

i nat bliver du natmad

 

 

du skulle juble            af fællesskab

i sikkerhed på afstand

skærmen siger

 

 

syndebukken spjætter

over grænsen

efter i søvnen
med hermesvinger af ugæstfrihed

med loven i din hånd

med vingen under armen

 

 

hvor kommer du fra    spurgte han

ingen svar         fra den tavse

kun

også dig ja dig           bliver udenfor

så kommer flyet

Jeg vidste ikke engang      at den var

vasket

i mørket       er hjernen som en væg

i væggen

af bronze

på torvet vasker de duerne

jeg sammenlignede mig selv med

immigranter

i et center

 

 

ville udstøde mig selv

 

 

så lå jeg der i grøften

blev kørt hjem

 

 

Mørket

er en tunge i støvet

et skridt

 

 

drikker blod

 

ved en grænse

vasker I duer

sælger pant

til en flugt

fra Grækenland

 

Der er intet af verden tilbage, siger jeg dig

Der er ingen huse tilbage

Tomhed

Kryber

 

 

Husene skinner

Som kister

Hvorfor render jeg stadig rundt her

Altid samme vej gennem huset

Jeg har min kuffert i stuen

Fyldt op med sne

Sover ved siden af bure

Udenfor

Ubeboet

Tæt på en tæppebombesommer

Flammerne glemmer ikke

 

 

Bare et øjeblik

Dengang vi så dem sidste gang

 

 

Jeg har patronen i tanden

Jordbær i ganen

Og kaster op

Af lys

 

 

 

o mouth face three forces
night green skin cold u bed human
green forces thumb blue human sky
soldier worm nation blue cold forces
sky day sky day u house
station 3 day air god o u human sky
forces last girl loww price human day lost hands day miss 3 green find work sky red mouth sky forces alfa mind o sky mind red
o mind u green 3 night blue last hair out
you last forces sky worm hman future no nation cold blue hand alfa 2 minutes black o last black first now 1 u nature u air lost nail

PLANET

andreas vermehren holm

Oplæg til udgivelsen af Ny Jord – tidsskrift for naturkritik, Trans:Art, d. 06.11. 2015.

 

 

Vi kan ikke styre vores egen udvikling. Det er et stort problem. Men selvom vi ikke ved, hvor vi ender, bliver vi nødt til at vide, hvor vi gerne vil hen.

 

 

Vi er kommet til næste generation af agroindustrielle virksomheder. Japanske Plant Factory Spread producerer grøntsager på samlebånd i 16 etager. Det drejer sig om sterile, automatiserede fabrikker med høst ni gange om året: »Jord er et ukontrollabelt medium, så vi kan ikke bruge det til noget,« siger virksomhedens direktør.

 

 

Sprogbrug er på alle måder med til at skabe forestillinger om, hvad der er og hvad der ikke er i verden: Vi har skabt en forestilling om kontrol.

 

 

Men sproget er et ukontrollabelt medium, og som den engelske forfatter Virginia Woolf noterer et sted i sin dagbog: Ord er løgnagtige og fordrejede. Du må aldrig stole på ord.

 

 

Jeg tænker det som en af vor tids hovedopgaver, at formindske sprogets rolle i den menneskeskabte verden. Vi snakker og snakker, men vi kommunikerer ikke.  Vores måde at bruge sproget på har haft og har fortsat uoverskuelige konsekvenser for planeten og milliarder af skabninger verden over. Når en gris uden videre reduceres til et dyr og et dyr uden videre betegnes som et produktionsdyr og et produktionsdyr bliver givet et nummer – når ordet eller tegnet får lov at træde i stedet for kroppen på den måde, så har det en effekt. Vi er siden 2.Verdenskrig gået fra at have 1,8 millioner svin i Danmark til at have 12, 3 millioner i 2013. Der fødes hvert år op mod 40 millioner svin i landet, hvis man tæller dem med, der bliver sendt til destruktion. Og når et menneske på flugt bliver betegnet som en flygtning og flygtninge i medierne bliver beskrevet som en naturkatastrofe, vi må dæmme op for, så har det en effekt. Jeg tænker det som en af vor tids hovedopgaver, at forvalte sprogets rolle i den menneskeskabte verden; at synliggøre sproget, som noget evolutionært betinget, en anomali, måske, men noget der kommer fra naturen og har en effekt i naturen. Vi deler kommunikationen og ønsket om at kommunikere med utallige andre arter og på vidt forskellige måder. Vores ord er ikke lov og må ikke fungere som sådan. Vi må gøre op med den psykotiske omnipotens som vores sprogbrug i vid udstrækning indebærer og befordrer. Jeg forestiller mig, at præcision kan formindske sprogets rolle, dets affektive moment. Præcision er afgørende fordi sproget ikke er dækkende, ikke slår til.

 

 

Menneske. Dyr. Natur. Disse hverdagsudtryk som i kraft af det, de skjuler,  arbejder for den herskende organisation af livet. Menneske. Dyr. Natur. Alle disse betegnelser der får os til at tro, at vi ved, hvad vi står over for.

 

Til helvede med den socio-zoologiske skala. Som om noget var lavere. Som om noget var højere og havde ret til, var hævet over …

Til helvede med enhver form for trappestige-tænkning …

 

Danske Jesper Hoffmeyer beskriver, hvordan vi har vænnet os til at koble enhver årsag, ethvert middel, til et mål. Vi har via retorikken vænnet os til at adskille de to ting, mål og middel, så vi er blevet blinde over for det faktum, at enhver livsproces også er en tegnproces, der kommunikerer, giver tegn, ønsker og beder for livet, som det er. Vi har ventet på, at naturen skulle tale til os, snakke til os med ord, sige stop, klynke og bede på den måde … Vi har været sjæleblinde idet vi har reduceret det sjælfulde til os selv. Der er ikke nogen lysende udgang på livet, ikke nogen frelse. Der er ikke noget sted at gå hen efter livet … Amerikanske Mei-mei Berssenbrugge beskriver med et digt, hvordan den røde farve for rosen er et stof i sig selv.

 

Denne udgivelse rummer et ønske om at indsætte rum. Rum til forbindelser på tværs af enhver kategori. Rum til at genvinde opmærksomheden over for det, som går forud for enhver betegnelse. Rum til at lade enhver betegnelse, enhver kategori falde bort, så det igen bliver muligt at bruge sproget. Denne udgivelse rummer et ønske om præcision – det er ikke nok, det er utilstrækkeligt. Jeg tænker på denne utilstrækkelighed som en start.

 

PLANET

bue. p. peitersen

Bag mine bløde øjne

bladrer jeg

 

 

i dyb scene

 

 

af lemon,

 

 

i Only-shorts,

 

 

og smiler,

 

 

et lillebitte stykke

over jorden.

 

 

Se:

 

 

Tre pikke i serveringsdrøm

nejer jeg med

Sportskage

og Snapple

i hænderne.

 

 

(Je dois un plan concernant soleil:

 

 

étant assez belle

 

 

donc je peux l’éteindre que l’orange.*

 

 

*Mit udgangs-

punkt

 

 

er

 

 

123 Perfect

Liquid Foundation

 

 

fra Bourjois

 

 

Paris,

 

 

derefter

 

 

Bobbi Brown Blush

 

 

i farven

Coral Sugar (soft pale pink nectar)

 

 

;

 

 

så kan jeg dukke

forsigtigt op

i landskabet.

 

 

På den baggrund,

der er som en arena,

 

 

har jeg

vinger af

Lash Queen Feline

(HR)

 

 

samt

 

 

Russian Red Lipstick

 

 

fra MAC

 

 

(den bliver på

for evigt,

så natten

ikke kan

tage den,

det kan ingen).

 

 

Mascaraen holder mig

svalet og let,

 

 

fri for digte,

 

 

mens

læbestiften

taler som en hær:

 

 

FAT DET. MINE BRYSTER

ER BYGGET OP AF MARCIPAN.

 

 

Det kan du drømme dig i stykker af).

 

 

Jeg tager neglelak på.

Det er som små skøjtebaner

på mine fingre.

 

 

Jeg nyser.

 

 

Nej:

 

 

ud

 

 

svæver du

 

 

i dyb gummidrøm,

 

 

i skvulp

 

 

i

 

 

Only-shorts

 

 

og smiler:

 

 

Et lillebitte stykke 

over jorden!

 

 

(And Betty felt a hand

on her bum, som et lunt spøgelse

and she sneezed).

 

 

Der er ligesom nok at tage af her:

 

 

i dyb gummidrøm

 

 

ad vinduet

 

 

(to piger

kigger poser

(strømper)

spiser

Blåbær genskær)

 

 

i Only-shorts

 

 

og synker

 

 

(snooze)

 

 

et lillebitte stykke

over jorden.

 

 

Jeg dykker:

 

 

i rummet

 

 

(imellem os)

 

 

sprutter

 

 

jeg bladrer

 

 

smiler Snapple ud

 

 

i rummet

 

 

(imellem os)

 

 

og snyder.

 

 

Så:

 

 

ud flyder jeg,

 

 

skrivende skrivende

 

 

Snappledrøm,

 

 

rig rig gummidrøm

 

 

af smæld i snooze

 

 

af drømmen er rig, dit pikhoved!

 

 

Der er meget variation.

 

 

Se!

 

 

Jeget drikkes i store slurke (lukkede øjne, åbne øjne)

Jeget løber ned ad hagerne

Jeget står ud af mundene, i overraskede sprut

Jeget holdes inde uden at synke (udspilede kinder)

Jeget balancerer på en skulder mens der skæves

Jeget snurrer på en finger

 

 

(Jacques)

 

 

og lytter.

 

 

Nej, en længes, en lytter

 

 

(i

 

 

tynd, tynd Posca

 

 

i himmelblå)

 

 

og

 

 

skriver,

 

 

i Only-shorts,

 

 

et lillebitte stykke 

over jorden.*

 

 

*SÅDAN SVALES DE

 

Mennesker: Via vinger

 

Nej:

 

 

Tre pikke i serveringsdrøm (skum)

og nejer

for meget.

 

 

Så er jeg

 

 

fransk

 

 

og

 

 

itu.

 

 

 

 

 

PLANET

johanne lykke holm

V E I L

En spegel som visar fram en spegel som visar fram en hand som aldrig åldras. En nunna springer över golvet med sitt nunneansikte. I hennes ögon finns oskuldens tillit och oskuldens vansinne. I hennes namn finns barrskogsnunnan, namnet på en fjäril, en skadeinsekt. Hon har ingenting i händerna, men ser ut som om hon håller i en psalmbok, i en korg, i ett vaxljus. Hon känner på nunneklädernas hårdhet. Vem tvättar åt nunnorna. Vem stryker. Nunnan dras mot allt som är jordiskt. Hon trampar på en glasvas med blå dekoration, en stjärnhimmel. En nunnas arbete och hennes ärenden. Det broderade överkastet på en nunnas säng. Hon lever sin ungdom utanför ungdomen. Hon lever bortom väninnornas tid, för evigt i nunnornas tid. Hon lägger ett oblat under tungan, låter det smälta där. Går runt med en pärla i handen och räknar. Med hennes röst:

GOOD NUNS,

ROOTED IN THE SUN,

YOU SHINE WITH RADIANT

LIGHT.

Tittar på solen. Ser stjärnorna och månen. Tittar på allt det som är grönt. Sång på morgonen och sång på kvällen. Hennes ekande steg i klosterkorridorens mörker. Lackskor under klänningen. Det svarta tygets symbolik. De fula människornas synder och syndernas förlåtelse. Det har aldrig gått en man över dessa golv. Han kan stå utanför. Han kan stå på tå vid klostermuren och speja. Han kan likna en pojke på skolutflykt vid havet. Hon ser skräckfilm. Hon dricker läsk. En scen där en nunna får händerna avhuggna. Yxan blir synlig i närbild, röd och glittrande. Den påminner henne om en rubin eller en flaska likör. Hon vet inte om det ska vara dödens symbol eller livets symbol. Döden lever bland örterna, i brevpappret, i dopfuntens gröna vatten. I den vidriga lukten av åskstormar och tång. Händerna som griper om en glansig blomma. Svarta  skogsbär och murgröna. Hennes mörka avkok, hennes växtfärger. Nunnehänder har byggt detta kloster. De gömde händerna i vita bomullshandskar. De ordnade murbruk i särskilda mönster. Spiritualism och praktik. Nunnor som begravs under  kyrkogångens stenar. Händerna som lägger blommor på golvet. Händerna som putsar med en liten trasa. Hon genomlever slöjans ceremoni och hon genomlever offrets ceremoni. Det går en maska i hennes rosa nylonstrumpor. Hon uttalar sitt namn. Det namn hon hade som spädbarn och det namn hon har som nunna. Hon tar emot tyget med sina händer. Hennes komplicerade frisyr, ett sidenband i flätan. Nunnans materiella identitetsförlust. Nunnans symboliska identitetsförlust. Hennes formaliserade språk och rörelser. Med hennes röst:

JAG GICK IN I KAMMAREN

DÄR MIN MAMMA VÄNTADE,

HON PEKADE MOT EN SPEGEL OCH SA

INGENTING,

JAG GICK FRAM TILL DEN

OCH SÅG MIG SJÄLV,

HELT I SVART,

JAG BÖRJADE GRÅTA,

JAG VAR EN NATTFJÄRIL ELLER

NÅGOT VISSET,

JAG VAR ETT BORD

MED VIT DUK,

EN VIGVATTENKVAST,

ETT STEARINLJUS MAN BETALAR FÖR MED ETT LITET MYNT.

J. L. H.

PLANET

mirian due

THE APOCALYPSE/A POP SONG

 

 

you are the you of this poem

therefore you are concrete

in the same way as the poem is concrete

as the morphemes which constitute the poem

are also concrete sounds

ə]

[po]

[əm]

but I can also let the you speak

you can say

I hope you wake up early tomorrow

this sentence is authentic

and you in this sentence is me or the me

the I does not necessarily point exclusively to my life

although it needs

to say

I’m here now

it’s a confession

or I can confess

I don’t regret that

I allowed myself to wake up early that morning

and you said

the sun is already up

and that it had nothing

to do with being afraid of the apocalypse

in 1987 my uncle bought a camper trailer because

he wanted to prepare for the end times

the persecutions that would come

for everything that was predicted

and the camper trailer had an oven and a

t

v

and everything was to be just like that time in Rome with Paul

and his men in the Catacombs

and how as such for all of us

and I and I and I

also had a notebook in which I wrote

I would like to teach you how to dance a special dance

but I know but I don’t know

whether insofar as it might be if

not what I ought to ask you that

that would be the stupidest for the I to say

and then I say

almost

nothing

and let the body know

because the body knows what is

right and wrong

and look at those leaves the pink ones

rose cherry brittle loose lid and porous flakes

sprinkled on this path

this path

for me to tread

I want to mention miley cyrus

in this poem

perhaps because she is

the most concrete non-concrete

I can think of

miley cyrus is twerking at vma in the whitest powderskin

and again and again

on youtube

oh you

oh me

this poem is written on the war on drugs

I consider poems written on the war on drugs

as doped text

hands led and to be led across the floor

the king’s daughter

however

she let make a road

of radiant gold

and only the one only the one

who came riding down in the middle of the road

was to be led in

PLANET
©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS