planet

iben mondrup

15.03.98

 

 

Det er tre uger siden hun tog af sted fra ham og rejste hjem fra N.Y. Den første uge skrev de til hinanden næsten hver dag. Han rejste til Island på research, men han skrev alligevel, om landet og lidt om hende også.

 

Hun synes ikke han skriver nok om hende. Brevene er mest lange beskrivelser af hvordan han går rundt på lavaen, der er også nogle maleriske sammenligninger mellem landet og hende som kvinde.

 

Han skrev: I die and die again to hear from you. Det er ikke nok, synes hun, det stod nede i bunden af brevet, det andet fyldte for meget.

 

Hun fortæller hvad hun har skrevet til ham i det seneste brev: – I need to hear from you, to get you out of my mind, you are always on my mind, you are always on my mind. Det sidste var som strofen i en sang. Hun siger at det bliver han nødt til at svare på.

 

Før i tiden var hun en hård negl. Nu er hun bange for at han ikke kan bære at hun ikke længere sådan. Engang var hun én han aldrig helt forstod, – det er dét han elsker ved mig, siger hun.

 

De var sammen hele tiden i de tre dage i N.Y., hun var ikke ked af at skulle rejse, hun har brug for tankestregen. På den måde er afstanden god, hun får tid til at tænke, hun bliver meget hurtigt viklet ind i noget, og fordi hun er dårlig til at sige fra, får hun tit kvælningsfornemmelser.

 

Hun vil gerne se ham igen snart. Han er inden i hende, hun kan mærke ham inden i sig. Det er et godt tegn. Hun savner ham.

 

Men nu har de skriveriet, det er deres forbindelse, han må ikke forsvinde i erindringerne.

 

Han har ikke skrevet i snart en uge.

 

– Jeg kan ikke holde ud hvis det skal give mig en dårlig psyke, siger hun.

 

 

25.03.98

 

 

Hun har gjort det længe, altså læst, cirka to år, hun er verdens mest dovne elev, hun kan ikke tage sig sammen, hun er magelig.

 

Til næste år kommer der vist et kursus i design og den slags, det glæder hun sig til.

 

Han er sød ved hende.

 

Hendes hår er klippet lidt japansk, hun har en broderet kjole på, den er broderet hele vejen ned over brystet og ned til gulvet, hun er slank inden i kjole, men man kan ikke se hendes kropsformer.

 

Hun sidder med spids mund og ser lidt tvær ud. Han sidder ved siden af mig. Vi taler sammen hen over cigaretterne som han tænder med sin kingslighter. Den har han fået af hende.

 

Han har gået på arkitektskolen, det var noget rod, totalt ustruktureret, han havde ingen selvdisciplin. Nu læser han til ingeniør. Hans hår er krøllet, han har et venligt ansigt og lidt mave. De er gift.

 

De mødte hinanden til en fest kort tid inden han skulle rejse. Det var underligt at de ikke havde mødt hinanden før, de kom fra den samme by.

 

Han var væk i tre måneder. Imens boede hun i hans lejlighed sammen med en veninde.

 

Da han kom hjem, var det svært at mødes igen. Det var ikke det samme. De gik i to måneder uden rigtig at være kærester. Så rejste hun til Grønland.

 

Han ringede ikke som han lovede.

 

Så ringede hun til ham og bad ham om et svar. Hun ønskede at han bare skulle gøre det forbi, men det gjorde han ikke. Det ville have været nemmere, syntes hun.

 

– Okay, så kom herned, sagde han. Hun rejste ned, og så blev han for alvor forelsket i hende. De blev gift sidste sommer på Falster, bryllupsbilledet er sødt, hun har store krøller og opsat hår.

 

De har to katte og et enormt kattetræ med huler i tre etager. Hankatten har kostet 1400 kroner at få opereret. Den gik og tissede i krogene.

 

I starten hoppede den på hendes ben, især hvis de var bare. Man skal tage den i rygskindet og ryste den, så ved den at det gør ondt. Man kan også løbe rundt i huset efter den.

 

Hun kan ikke lide den kat. Han nænner ikke at få den aflivet.

 

Nu har katten ændret karakter, den er blevet mere medgørlig. Men den har tisset lidt på gulvet igen, ved siden af kattekassen, selv om den er blevet opereret.

 

Det er kun hunkatten der bruger kattetræet. Den sidder i den øverste hule og kigger ud.

 

 

17.06.98

 

 

Afgangshallen er fuld af store stygge mænd. De har grupperet sig rundt omkring mig, jeg sidder klemt inde i et hjørne, en af dem lugter dårligt.

 

Flyet er heldigvis halvtomt, gruppen af mænd opløser sig, de spreder sig på de tomme sæder, lugten aftager. Jeg kan se den ene af mændene herfra. Han har en forbinding om venstre hånd, den er meget beskidt, og et stort ar på kinden. Han spørger stewardessen: – Hva’, kan jeg ikke få en sandwich eller et’l’andet i stedet for det dér? Hun skal se hvad hun kan gøre.

 

Jeg får tiden til at gå, jeg er interesseret i ham der sidder bagved, det er en ung mand, han ser interesseret på mig.

 

– Kommer du ikke herom og sidder? spørger jeg, han kommer med det samme, vi begynder at digte en historie om ham med sandwichen, han har det ar på kinden.

 

Senere kigger vi på Nunatakker, han læner sig ind over mig, han er lidt kluntet, han fylder meget på sædet, vi er nødt til at røre ved hinanden, hans hænder er enorme.

 

Da han rejser sig op, kan jeg se hvor stor han egentlig er, i kontrast til hans ansigt, det er barnligt, det passer bedre til hans alder.

 

Han fortæller mig om sit studium. Han kan navnet på hver en del på kroppen, alle musklerne, knoglerne og nerverne, blodbanerne også. Han tager fat under min arm ved armhulen og viser mig hvor det store nervebundt løber. Han får en muskel til at smutte i min håndflade.

 

Han er interesseret i hjernen. I centret hvor drifterne, instinkterne, lysten og den slags udspringer. Hypothalamus. Det har direkte forbindelse til de visuelle og auditive centre og kan altså stimuleres gennem dem.

 

Vi tænker på billeder og lyd der provokerer erindringerne og stemningerne. Altså følelserne. Vi taler om det i forhold til kunst.

 

PLANET

dennis gade kofod

Dronerne hænger under dronningen, rigets immunforsvar. Blod og urin blandes i det magiske kammer. Besværgelsen summer i deres skrog. Udstødningen er små, misfarvede skyer med en særegen lugt; en art røgelse, en art forglemmelse. Insekter med bugen gennemhullet af små klare prismer i farvede glas. De stiller skarpt, de melder tilbage til troldmanden.

Mursejlere i luften, katte på et udhæng, en hund der strinter på en busk. Gevæksterne er grønne, blomsterne så åbne som blomster kan være. Solens lys er klart og smukt. Snigende nærmer høsten sig, og luften er tør over markerne. Alle holder ud.

Oppe i slottets højeste tårn står hun, dronningen. Hustagenes brændte tegl, en bakket ørken under hende. Af og til siger lidt bindingsværk tit-tit fra under et tagskæg, ellers rødt i rødt kun afbrudt af gadernes sorte belægning.

Det er alles pligt at yngle. Det er alles pligt at bidrage.

Dronningen børster lidt krummer af kjolen. Tænderne er ru af vin og kød.

Hvad nu med traditionen. Hvad skal der ske nu kongen er væk. Kongen kommer ikke tilbage. Livgardens sæd løber ned af hendes lår. Hun gør selv sit. Hun forsøger.

En kronprins, et barn med en ynglekæp.

En fuglelort på stengelænderet hun læner sig op ad.

Byen glider mod havet, de store huse lige under hende skubber de mindre ud. Skyggerne i haverne holder på børnenes leg. Nu ser hun haverne i alt det andet. Nu ser hun træerne, parkerne, pladserne og strøget. En fontæne omkranset af bænke. Gamle mennesker der daser. Formiddagen er ved at være gået. Duerne pikker i affald og lort.

Visdomstræets bark i slotshaven. De store blade der taler til hende, når hun sidder under kroner, eller ligger i græsset. Rigets rygrad og lunger. Hun tænker, hvor er så resten af kroppen. Hvor slutter riget. Går grænsen ved havet der omkranser os. Vi forsvarer os kun. Visdomstræet kalder det krig, men det er et ord hun selv prøver at undgå, når det der beskrives er for tæt på.

Hun er øm i balderne af de sidste stejle trin. Stenene på trappen er glatte af slid.

Krigene er langt væk, de er ikke en ægte trussel.

På en altan tæt på hænger store kasser med planter, rankerne falder halvvejs ned til etagens under, der står potter med små træer og buske. En kvinde vander og niver de rynkede blade af. Hun klør sig i skridtet og dronningen får lyst til hende. Kvinden står i en skov, hun er en lokkende nymfe der kalder.

Alle de muligheder, alle de rettigheder.

Oppe i tårnet er byen uden lyd. Vinden kommer i små stød og rammer dronningen i ryggen. Hun kan lugte markerne, der på den anden side af slottet, klatrer op ad bjerget i udskårne terraesser. Byen og markerne er hele riget. Der er ikke mere jord, der er ikke mere plads. På havnen sluser de flygtningene ind i hallerne.

PLANET

jesper brygger

Hele din hånd i min røv knyttes

før invasionen af Irak

med slægtens sølvringe – din hånd

min strube dine kæber

arbejder mit strubehoved i din mund min strube

ingen hjemme men det ok

mellem dine tænder

 

 

jeg siger vi synker siger dit mørke værelse dit klubværelse

køkkenet griner som en fremtid med hakket fennikel

der er ingenting her vi synker

siger det ok og du græder – vi græder

de tørre sletter til alles sider

min ungdom hvordan kunne du, er du

 

 

tørstig? hver for sig i fortvivlelse sletten til alle sider

ingenting her det ok min strube dine tænder du

når aldrig op til skriget rudekuverterne ligger i karmen

lige før ingenting lige før ungdommen er ovre

som en evig slette – breder sig ud til alle sider

 

 

telefonen ringer det ok, Bibi, du har været her længe, ingenting

jeg lovede at gå med dig men jeg er ved at dø her

ler du, det vores dødelige knivleg

her på sletten det ok ler du

ler du lovede

 

 

og din hånd åbner sig

 

 

de første faste strukturer opstår i 30erne

 

 

før det stod teltene sommeren over

vores børn blev sendt herud til det yderste fyr

hver sommer af partiet

og vi begyndte at følge dem

tidligt om morgenen blev vi færget over til købstadsøen

gik tværs over den, tog prammen ind til værfterne

vi arbejdede for revolutionen

vores børn blev narkomaner, timeshare-sælgere

eller bare komatævet af politiet

 

forskellige liv mødtes i os helt uden harmoni

hver gang jeg dolkede dig rystede min knivarm

som en gammel PS2-pad af sodet plast og din dødsdømte lever

der var ingen vej tilbage – jeg prøvede

landede flere niveauer under Huvfudbanen

i vertikalt forskidte ekstravogne

 

hos min elskede Johannes var der reposer af flået hud

blod op ad trapperne, i køkkenet spurgte jeg til kadaveret –

han nikkede ind mod stuerne de åbnede sig en suite

pengene forlader aldrig huset – Daniel og Jeppe

ligesom natten før; deres bezirk bag centralen gennem butikstorvet, den hårde, medicinerede stadcirkel –

bosættelserne mellem Amaliegade, Frihavnen og Østerport

Johannes boede bag Det kongelige op til Vesterbro før Sydhavnen

 

ikke helt, måske bag teateret

jeg flyttede ind på et værelse min x P boede der

også min skolekammerat S

jeg blev sørme glad for at se hende

men hun stirrede bare koldt på mig

jeg er ikke sådan en der er så begejstret for alt DANSK,

men heller ikke jeg, overhovedet ikke!

 

hun havde vendt ryggen til en åben indergård

hvor du vinder konkurrencer i at æde mest smør i gamledrengedigte

du ville ikke genkende det – pengene forlader aldrig stuerne, Daniel og Jeppe altså

men når mine udsagn kommer som fra en stor højde

er det blot et ønske om at se dig i øjnene

 

der sidder haren, på skråningen op til boligblokken i regnen

dens pels er våd, det rør den ikke, den æder og er drægtig

alle de store vilde veje og motorvejssjøjfer heromkring

du er i øjenene på alle dyr jeg ser, er det det dig?

 

den kærlighed vi kalder incest var vores

vi vidste det ikke, den eneste måde at elske os ud af rollerne,

de stenede fortællinger

som en søster som en bror

vi vidste det ikke

 

PLANET

mads mygind

hvornår er jeg ude af den her by
centrum
byskilt
dialekt
skoven er et fravær af banker
dagen begynder
et glas vand fra brønden
et hold i ryggen
rundt om bålet
fastholder jeg morgenen
i en g-akkord
jeg tændte et bål i solen
for at holde myg væk
og bjørne
jeg vågner
sprøjter vand i hovedet
børster tænder
brygger kaffe
vasker op
går udenfor
fuglene, svalerne
på række
på en ledning
der fører elektricitet gennem skoven
ned til søen
ind i min søvn
der samler sig
i øjenkrogene
hver morgen
er en gentagelse
af noget som ikke er sket
himlen står højt på himlen
den her skov
fører ud til motorvejsnettet
der strækker sig
som en tankerække
ned gennem Sverige
hvor nat bliver til morgen
pakker jeg bilen
gør dagene op:
tre nætter
ti timers søvn
et blodsprængt øje

 

 

 
det er mandag
oliemøllen lugter igen
en politiker fortæller i radioen
at angrebet i nat
var et forsøg på færre angreb
jeg er tør i munden
har ondt i kæben
jeg er naiv
jeg ved det godt
det var stofferne der undersøgte mig
ikke omvendt
helt ærligt, jeg ved ikke hvad der kom først
krig eller forestillingen om krig
forsvarede vi os før vi blev angrebet
jeg ved at illusionen er ingen illusion, den findes
det er så ekskluderende at vi er enige om hvad der er normalt
nu står solen op i min baggård
den kan lige være der
normer er det mest ubegrundede jeg stoler på
jeg gør det samme som de andre
det er der ingen af de andre der gør
jeg hader de andres had
hvor dumme tror de jeg er
eller ved de jeg er
der lugter af mynte i Nørregade
en håndværker med en kold cola
jeg går ind i en forretning
hamrer hovedet mod dørkarmen
ekspedienten siger pas på hovedet

 

 

 
uret går i stå hvert sekund
jeg snakker udenom for at indkredse det centrale
tager den pludselige frost til gidsel i mine lunger
der er varmere i mit køleskab end udenfor
det er hverken hverken eller eller både og
der sidder en solsort på sadlen af min cykel
jeg tror ikke autenticiteten findes
som andet end længsel efter autenticitet
alt er autentisk, hvad fanden skulle det ellers være

 

 
en politiker siger han skal have en højere moral
end resten af samfundet
for at udføre sit arbejde
men han skal have en lavere moral
for at gøre det han gør
han siger han har i sinde at overholde loven
uden han er blevet spurgt om det

 

 
solen er væk
jeg så den i mandags
jagtede den langs en husmur
det er nemt at være skeptisk
og svært at være lykkelig

 

 
det man siger er rigtigt siger drengen i bussen
det er morgen
en blind mand stirrer på mig på Park Allé
kan han det, kan han tillade sig det
jeg stiger på et tog
jeg siger det bare
dagene lugter af lim
der er et vejr efter uvejret
skoven bliver tyndere, bliver til træer
jeg kører ud over bygrænsen
ind over en ny
der står en radiator i haven
og en måge i stuen
øen jeg opholder mig på er mere en ø pga. vandet omkring den
end jorden den består af
på horisonten balancerer en færge
derhjemme danser mine venner på det yderste af brokvartererne
jeg sætter mig ned som en modvægt til fuglene

 

 
jeg sætter mig på en bænk på torvet for at opleve noget
skriver nogle sms´er
nu vibrerer det i mine venners lommer
fem sekunders helikopter bag skyerne
en lille dreng vælter på sit løbehjul og bløder og græder
sådan kan det gå siger hans mor
og sætter sit hår op i en knold
klokken er også mange fortsætter hun
som for at påvise en sammenhæng

 

 
partilederne diskuterer den seneste terrorhandling i en debat på tv
de er glade for at de er enige om hvem fjenden er
det skiftes de til at sige
det her er ikke en valgkamp siger de
det handler om at tage afstand
værten spørger hvem der har skabt terroristernes had
det er i hvert fald ikke os svarer de
en af dem siger vi ikke skal prøve at forstå galskaben
hvis man forsøger at forstå
hvad der drev morderne til at myrde
undskylder man dem også
en tredje synes ikke man skal analysere tingene ihjel
vi er i krig og vi er nødt til at forsvare os siger han
vi er meget enige afbryder en fjerde
og resten nikker

 

 

 

 

jeg piller ved bilradioen og så passerer vi en ræv
der er trykket ned i asfalten
jeg ærgrer mig over ikke at have set den
senere ligger et pindsvin i vejkanten
jeg vil se det der er dødt
det minder mig om det der er levende
i går fandt jeg en fugleunge og tog den med hjem
byggede en rede til den i en skoæske men fortrød
den kan jeg ikke passe tænkte jeg
senere gik jeg i skoven og råbte
rev en busbøde itu
kastede den op i luften som konfetti
som en fugl fløj igennem
fordi den troede der var fest
foran crossfit-studiet på havnen står der et skilt
det skal motivere crossfitterne til at blive stærke
don´t use machines, become one står der
en politiker siger i radioen
at mennesket, når det får mest mulig frihed fra fællesskabet, præsterer bedre
det gavner fællesskabet i den sidste ende
hvis mennesket får lov at være lige så egoistisk som det er
vi er bare dyr der har lært at tænke siger han
og nu skal vi være maskiner
der løber rundt på havnen med et bildæk i favnen og accelererer
det kan sagtens gå hurtigere råber instruktøren, det der er ikke hurtigt
når I ikke kan mere skal I blive ved

PLANET

joachim lykke

Da vi så The Empire Strikes Back på ZDF morede vi os over Darth Vader, der mindede os så meget om vores mor, der læste Dickens for os med sin James Earl Jones stemme, og havde permanentet hår, og røg cerutter, og du havde C-3POs ansigt som maske, men vi kaldte den bare guldrobotten, fordi vi ikke vidste hvad den hed, og så gik du rundt til festen og talte tysk til folk med din C-3PO maske på, indtil nogle af de andre børn blev bange, og så gav du dem guldregn ude på trappen, og så blev vi sendt hjem, allesammen, men vores forældre sagde i bilen, at de jo alligevel bare var Jehovas Vidner, for der var en gang nogle Jehovas Vidner der, til et møde på Borgerforeningen, havde givet mig guldregn, og så måtte det jo gå lige op.

*

Det følgende skete: Jeg passer på solsikkerne i haven. Jeg har tre solsikker. De bliver altid dyrket af de bedste frø fra året før. De første frø fik jeg af vores far. Du har en kanin der spiser ledninger. Du rækker armen ned for at tage den bag sofaen og får stød igennem kaninen. Du bliver helt bleg og knitrende. Så går strømmen. Vores mor er med færgen. Vi har lige set den nede i fjorden. Hun er snart hjemme. Jeg går i kælderen og skifter en sikring. Jeg har set vores far gøre det. Jeg må tage alle sikringerne ud og ryste dem. Hvis den rasler så er det den. De ligner patroner. Jeg hader den måde hvorpå sikringens overflade føles som beton. Det lykkes at sætte sikringen i. Du er stadig bleg og holder på din arm. Jeg kommer lidt peber og vanilje i et glas og hælder mælk over. Kaninen er løbet ud. Den sidder på græsset i haven. Den er blevet skør af al den strøm. Den stamper i jorden for at advare de andre kaniner. Solsikkerne er slet ikke så vigtige. Du sidder under stokrosen som var den en paraply. Vi er ellers bange for stokrosen på grund af bierne. De er ikke rigtige bier. Du taler om de forkerte ting. Det eneste vi taler om er ALF eller die Sendung mit der Maus. Du spørger igen hvad det nu er den mus hedder; wie heisst denn die Maus?

*

Vores mor læste Frændeløs. Det var en slags advarsel tænker jeg. På et tidspunkt gik det op for mig at hun aldrig læste bogen færdig. Nogle gange begyndte hun forfra. Han finder aldrig sin rigtige familie i den version jeg kender. Det var nok derfor vi var besatte af ALF, han faldt lige ned i et helt nyt liv. Det kan man jo godt sidde foran et tv og ønske sig selvom det hele er på tysk. Jeg ligner vores far. Den måde han fløjtede en lille smule indad på, når han spiste noget der var varmt.

*

Du kom ind på mit værelse da jeg sov på min seng, og du slog mig med en ledning som du havde klippet af en lampe eller en radio på dit værelse, piskede mig, og først vågnede jeg ikke, men så piskede du mere, og så begyndte jeg at skrige fordi du hev huden af min ryg med den ledning, og jeg skreg og skreg fordi jeg troede det var vores mor der slog, fordi der var gået ild i bilen, og den havde stået inde i garagen indtil vores far havde rullet den ud, og havde slukket ilden med våde håndklæder, og han havde fået svedet næsten alt håret af sit hoved da han åbnede kølerhjelmen, selvom intet af det var noget jeg havde gjort, så havde jeg smidt alle de ting vores forældre ikke måtte finde ned på taget af garagen, og der lå de og brændte, og jeg kunne ikke skille det ad, og jeg skreg indtil du stoppede med at slå mig, og så lagde du dig ned og hulkede, og du lavede en bandage af dit eget lagen, og viklede det rundt om mit bryst, og du passede mig med fugtige klude og nye forbindinger, og senere mærkede du på mine sår med spidsen af din pegefinger som kunne du læse dem på den måde, så stille og forsigtigt, som at falde i søvn når det er alt for varmt.

*

Du sad der i haven imellem æblerne på græsset og var en del af efteråret, med den rødmen. De sagde, at du talte om mig, når du sov. Du sagde Brüderlein, wo bist du, og dine øjne løb, som lå du og græd over noget i søvne. Jeg forestiller mig, at du tænkte på Tom og Jerry, som vi så, sammen med den tyske sang, vielen Dank für die blumen, vi skreg den sang indtil jeg skulle til svømning. I vandet kiggede jeg på det store minutur, og følte mig som et æg.

PLANET
©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS