planet

hedvig holgersson

Du står i din kropp. Din kropp omfamnar dig med sina organ, sitt blod och sin hud. Kring din kropp finns ett rum. Rummet omfamnar din kropp, är en dov filt om dina axlar.

 

Rummet är upplyst men du ser ingen lampa och du ser inget fönster. Ljuset kommer ovanifrån eller från sidorna. Det rör sig genom luften och det upptar din kropp.

 

Framför dig står en man. Skuggor faller ur honom. Det enda du kan se är hans stålgrå pupiller som skapar små hål i luften.

 

Delar av hans skuggor rinner genom öppningarna. De blandas upp i luften och hans blick finns där, söker efter din kropp.

 

Han ser på dig. Han ser på dig och blicken avlägsnar din kropp från det som är du. Varsamt drar han loss lager efter lager, skalar din kropp som en frukt. Små bitar spricker. Din kropp klyvs och faller isär.

 

Han står framför dig i rummet. Han ser på dig ovanifrån. Luften är kvav och tung. Den flyter trögt omkring i rummet, dämpar kropparnas förmågor. Han och du står stilla.

 

Han smakar på din kropp. Han suger i sig det söta och mustiga så att det enda som kommer att återstå är en förtvinad hinna av hud och kött och fett. Han ser på dig. Du ser på din kropp. Din kropp har fallit ur dig och du ser på den där den ligger nedanför dig. Det rinner längs hans haka. En saft spänns ut över golvet, besegras av ytkraften och stillnar.

 

Golvet fylls av din kropp. Huden och köttet och fettet blir en torr hög på golvet, separerad från vätskan runtom den. I rummet breder en djup, varm lukt ut sig. Det smakar kompakt och mört. Rummet absorberar den röda färgen och ljuset glesnar. Väggarna syns inte längre genom luften som avgränsar dig från dem.

 

Han ser på dig. Han ser på dig och blicken klär dig med en ny kropp. Han lägger kött över din skepnad. Med blicken formar han köttet. Han gnider och karvar, jämnar sedan till det i kanterna.

 

Väggarna hasar sig närmare och luften tätnar kring honom och dig. Skuggor sluter sig om er. Luften koncentreras när rummet krymper. Kropparna fastnar i luften, eller i väggarna.

 

Han stryker hud över din nya kropp. Små remsor av skinn vecklas upp ur hans blick. Remsorna sammansmälter och blir ett hölje över köttet. Huden känns stel mot kroppen. Du vet inte hur du ska röra dig i den.

 

Han står nära dig, kroppsvärmen vidrör din nya hud. Du försöker dra in luft genom näsan. Den klibbar sig mot insidan, sprider en fadd smak genom din kropp.

 

Han lutar sig mot marken, sträcker ut tungan och bryter den röda hinnan. Den absorberas av hans mun. Han rätar på sin kropp och vänder upp blicken. Han ser på dig.

 

Luften delas upp, skuggorna tunnas ut. I rummet sprids ett uppbrutet ljus och färgerna bleknar. Väggarna trycker inte längre mot din kropp, istället blir värmen från honom en kompakt beläggning mot huden.

 

Hans ögon ställer sig framför dig. Han sträcker fram sin arm. Du sträcker fram din arm. Du gör nästan likadant som han. Men huden är torr och sprucken. Det frasar när armen dras mot höften, så du släpper och låter den hänga stilla från din axel.

 

Ett skarpt ljus faller in i rummet. Ljuset tränger sig genom ditt huvud, gör sprickor där och innanför skallbenet bryts dina tankar upp. Ljuset och den tunna luften viner inuti din kropp.

 

Han lägger luft i din mun. Luften är len mot dina insidor, smakar tunt och milt. Han ser på dig. Han dricker ur ditt nya ansikte, uppslukas av det han skapat.

 

Rummet öppnas upp omkring dig. Väggarna skingras, blir spröda och har snart förenats med luften. Runt dig blir allt lätt, men din kropp är tung. Hans värme är tät kring den, värmen kväver dina rörelser.

 

Han håller i din nya kropp. Han ser på dig och hans mun närmar sig ditt huvud. Hans ord är blöta mot ditt öra. Orden rinner in i dig. De luckrar upp dina organ och dina insidor blir porösa.

 

Rummets gränser är upplösta, liksom gränserna för din kropp. Han håller i den och han ser på dig. Han har din kropp i sina ögon eller, det är i hans ögon du finns.

PLANET

malte tellerup

her er en mark, en ny bopæl

 

 

 

han hilser med stumper af pege og fuckfinger, han
griner og det kan vi lig så godt erkende,
når her blir mørkt, så blir her mørkt.
porten er faldet af han ved ik hvorfor. men
pillefyret virker stadig,
han har ik fået gjort rent og
vi tramper rundt i aske i blandede kapsler
inde i fyrrummet. Før var det et olie
engang kom hun til at hælde benzin på istedet for,
så eksploderede det og
bezinen klistrede til hendes hud

 

 

hun skyndte sig ind under bruseren uden
at ringe hundredeogtolv, da blev han alligevel bange
da var husen næsten brændt ned, så blev han bange
men hun kom ik så galt afsted

 

 

vi står og kigger ud over landskabet, han peger
og det er åbenlyst han ejer al jord omkring os
hans rullende gang i træskoene, et gasblåt blik
et par baldrede ruder, væltede bliktønder, ølflasker og dåser
allevegne, det ka vi lig så godt erkende, det
en gammel hus, det er det, men det har så ogs noget sjæl

 

 

og her har de så slået gipsvægge ned, dem får han op igen
de smuttede vist midt i det hele, men
det var også noget med at hun gik fra
ham, og han så drak til sidst,

 

 

det var vist noget med de ku ik sammen længer
og så sku de ellers også hurtigt væk, lige pludselig
de havde ik engang samlet panten, siger han, konen har
allerede fundet for 500, så det sku gå hurtigt, griner han

 

 

det kan vi lige så godt erkende, der er noget at gøre,
er stadig et brøndhul efter dyrehold, der ik kan laves græsplæne af
men med indlagt fibernet og boxer
vi kan få alle de kanaler vi vil ha


 

 

det er sidste hus inden granplantagen, der
nu er fredet statsskov
vi kører ind fra vejen ad en kastanjealle
han viser os rundt, undskyldende
søger aldrig øjenkontakt, som om det gør ondt at gøre
her er fjernbetjening til carporten, træpillefyr
udsigt til markerne fra græs
plænen indenfor mørkebrunt plankegulv, en
lille pølsehund render os om benene
her er to børneværelser stadig
med legetøj og idolplakater
de havde købt inden krisen, og
det sku ik ha været så svært at sælge

 

 

sælge? så er det hele en misforståelse
han troed vi ville købe.
vi står i pejsestuen i det akavede, nej
det har vi ikke tænkt os
han siger undskyld jeg har spildt jeres tid
vi siger det i lige måde da
skynder os at køre væk, mens han
trykker på knappen og ser carporten lukke

—————-

han har det lyseste krøllede nakkehår
under kasketten, han løfter og hilser med
så får man nok ik meget hus for de penge i københavn, da
det
men her er så også søkig og
statsskov som nabo. Den sidste
lejer har lagt noget tæppe han nok skal fjerne
han er ked af
at børnene ik vil bo her, eller han forstår dem da godt
men så får de ik den chance:
at tjene på inflationen, som jordejere
der falder tøsne fra birketræerne, bump, sjask
og vi skal jo så slå græsset

 

 

det kan sagtens blive til noget
køkkenhave her ovre, og han har jo mink
han kigger på hullet, det lommestore hul i min jakke
om han ik skal lave dig en pels
det med i prisen. Men vi må jo se
for han er så også ramt af sygen
som det meste af vestjylland. Det har spredt sig
til hele bestanden, næsten 30 års
avlsarbejde er gået tabt
er deprimerende, det er det, griner
han to guldkindtænder frem
men husen er jo fin
hvis det er plads man vil ha
og vi vil tænke over det, så. hej hej

———–
der ligger noget trådhegn i indkørslen
han står ved trappen, døren skal han nok få
skiftet og hun havde haft to
skt. bernhards hunde
så i hvert fald køleskabet får han skiftet, de
har jo stået med snuderne op i det
men så, der er jo ikke noget at sige til
den lugt af dyr her er. 
Hun har vist også sovet
med dem og fået sine penge fra kommunen
så, men han får fjernet resterne
af hendes dueslag, af hønsegården i udstuen
ja han fjerner alt det vi ik vil ha med
rødbrun laminatgulv, to tunge
polyester overtrukne sofaer, vitrineskabe

 

hvad med lampen der, nej den er noget misfarvet i det
men ellers er der det vand i kælderen, der er der
hele vinterhalvåret. Det må man leve med
her på egnen, står grundvandet så højt. så
det har alle kældre. Og der er en pumpe i, hvis det stiger
ellers rødteglstag og oliefyr
i laden sku da være hø nok til hest
et års tid, før man skal ud at bjærge, noget
ekstra laminat, men
hun bor vist med sin ene søn og barnebarn i
bofællesskab nu, det hele på kommunens
regning, så det bliver vist i familien
eller hvordan det nu er
ja grenene er stillet op sådan, for de
holdt sønnens bryllup her under pressening i sommers
og den lade bruger jeg så til træflis, men
ellers er resten jeres og hun havde
og så et æsel, man tit ku høre skryde
det så den gamle møddingplads der

PLANET

tue michael

 

din stemme kalder mørknet vand. og vi forsvinder allerede i det. ord for ord. revet væk af vinden. kan vi udviske sekundet i skriften som adskiller vores kroppe.

 

 

man holder vejret. man tier stille. man lukker øjnene. man lukker sine øjne.

 

 

man glemmer, man glemmer intet. ikke længere. ikke nu. ordene som samler sig og forsvinder, undtagen barnet som skriger. barnet som græder en sang. kalder på døden, en bølge, den sidste hvælving, græder sin sang. og så ingenting mere.

 

 

intet.

en stemme rummer hele skoven.

den mørknede himmel. og løvet over os.

en stemme kan rumme hele skoven.

 

 

forsvindende.

 

 

vi holder vejret. vi tier. vi glemmer ordene. intet.

begravede er de. med vores lukkede øjne, vi tier. ikke længere.

stadigvæk, væggene som brister her, i det lille værelse, den mørknede himmel.

 

 

en stemme kalder sig selv frem i natten. 

en stemme kalder sig selv tilbage. 

 

 

bølgerne trækker sig sammen om dæmringen. danner sorte organer, så

gennemsigtige skikkelser, omkranset lyng.

 

 

din stemme er mørknet vand.

i bølgerne åbnes en grav og fødes en sang.

og det er daggry.

 

 

– kom tilbage, kalder hun.

fortæl mig historien igen.

 

 

og ordet som skriver sig selv ind i tavshed.

 

 

barnet, hun forlader min krop. barnet efterlader furer på min kind.

små steder, smalle revner, jeg ikke kendte til. hun forlader mig.

som en væske, syngende.

 

 

begynder hun at synge.

hun begyndte at synge.

jeg har intet lært hende. hun begynder at synge.

små satser. tavse og alligevel klare. og så intet.

 

 

du kalder hende frem til dig. du begynder at stryge hendes lille krop, den gennemsigtige hud. det lyse hår og de små hænder som kalder tidevande.

du favner den tynde hud. du favnes af hende, bølgerne, dit ord.

 

 

hun smiler til søvnen. og hun frygter intet.

 

 

– sig ordet igen, siger hun.

eller barnet.

 

 

hun svarer ikke længere. hun siger intet. hun velkommer søvnen,

nejer for drømmen. og hun er allerede forsvindende, forsvundet.

 

 

og så langsomt. langsommere. et lys stammer sig selv frem i mørket. forsonende forsvindende og altid forsvindende.

 

 

allerede, dette samme værelse, de bugtende paneler, natten igen…

den trænger sig ind gennem vinduet. den trænger sig ind til os, favner værelset, væggene, som havet en himmel. stumme konturer, måske en vugge.

 

 

jeg skriver ordet. mimer historien igen. jeg skriver intet.

 

 

jeg lægger mig ind til dig. natten slikker allerede dit ansigt, og du er væk.

jeg vil lægge mig ind til dig, forsvinde som løvet om vinteren, dine mørke øjne. og det hvide, din hud.

 

 

jeg fortæller dig historien. jeg fortæller dig ordet, stryger din lille krop som barnets tynde hud.

 

et sted i natten græder barnet en sang. 

under himlen græder et barn en sang.

 

 

vi favner den tynde hud, og du siger bag natten er himlen stadig blå. 

du sagde bag natten er himlen allerede blå.

 

 

i vindene fører vi samtaler som dem, jeg skriver til dig.

i vindene fører vi samtaler som dem, jeg ville skrive til dig.

 

 

det er er hverken forår eller efterår nu.

hverken sommer eller vinter.

det er tidevande.

og vi forsvinder allerede i det.

 

 

under bølgernes hvælving trækker vi os sammen i drømme. under bølgernes hvælving trækker vi os sammen som drømme. favner øjeblikke, som allerede er glemte. ord for ord. revet væk af vinden

 

 

i bølgerne åbnes en grav og fødes en sang. hun begynder at synge, begyndte hun at synge, en glasklokke omkring sig, os, den mørknede himmel. hun sænker kroppen ind i søvnen, ned i drømmen, hun frygter intet.

 

 

tegnet siver fra stemmen over kroppen. løfter et ord op over huden. og jeg mærker, at ordet farvel har flere betydninger.

 

 

din stemme kalder mørknet vand. og vi forsvinder allerede i det.

PLANET

filip råvik

i spegeln ser jag mig själv

jag tänker

att det hade kunnat vara vem fan som helst

precis vem fan som helst hade det kunnat vara

så jag tittar mig över axeln

för att se att det inte är någon annan där

det är bara jag

och det var här vi gjorde det tänker jag

och ni är jävligt lurade tänker jag

som tror att den ni ser är den jag är

precis som vem fan som helst

 

 

efter att vi skurit av oss kukarna

ångrade vi oss ganska snabbt

så vi stoppade stumparna i munnarna

och åkte till sjukhuset

någonstans hade jag hört att det var så man skulle göra

och på sjukhuset sa dom att det hade varit en bra idé

att stoppa kukbitarna i munnarna

varför vi hade skurit av oss dom var det ingen som riktigt fattade

och humöret var på topp när kukbitarna var på plats igen

och i stygnen satt levrat blod

och det verkade som om det skulle läka tillbaka fint

det var i alla fall vad vi intalade oss

påhejade av doktorn

men allt byttes mot förvirring när vi insåg

att vi på något sätt lyckats stoppa varandras kukar i munnarna

och således fått fel kukhalvor påsydda på kukrötterna

 

 

jag sa till henne:

du måste hata din kropp

hur ska din pappa

annars tjäna pengar?

 

 

jag ville gärna att hon skulle kissa på mig

så en dag efter mycket tjat kissade hon på mig

när jag låg i badkaret

det var inte så nice

som jag hade föreställt mig

och då såg jag mannen i spegeln

han sa:

du är universum som tittar på sig själv

en del av samma allt

precis tänkte jag

 

 

hon sa till mig:

och det där med kuken

(20 cm)

mannen du försökte fly från

honom kommer dom alltid klistra på dig

men du är ju redan fri

PLANET

thomas korsgaard

Fejringen af min fars fyrre års fødselsdag stod på kort tid efter papirarbejdet var gået i orden og lånet var blevet en del af vores virkelighed. Trægulvet i stuen stod ryddet og var parat til at blive fyldt af kondisko og læderstøvler. Udenfor havedøren var der arrangeret en slags salatbar. Bent Fup havde lavet helstegt pattegris, han var byens bedste til den slags. Min far havde lejet en jukebox hos en lokal mand, der gjorde sig i den slags. Manden havde også forsøgt at prakke min far en rodeotyr på. Jukeboxen havde et stort udvalg af sange, far stod og bestilte nogle, mens gæsterne ankom. Onkel og Jette havde ingen gave med, men de gav ham et kort, der spillede Final Countdown, når man åbnede det. Fyrre, fed og færdig, stod der på forsiden.

”Tillykke med a’ fødselsdaw,” sagde Jette.

”Det var sjovt,” sagde han,” tusind tak skal I have.”

”Selv tak,” sagde onkel uden ændret ansigtsmimik. Kort efter blev buffeten erklæret åben. Det var ikke fordi, min far var typen, der elskede at blive fejret, men hvor ofte bliver man lige fyrre, som min mor sagde, da hun pressede ham til at sende invitationerne ud.

”Vi trænger også til en fest,” havde hun sagt. Hun havde købt en hvid kjole på udsalg i Bilka. Bitten havde hjulpet hende med at farve hår. Hun trængte også til en fest.

”Det er blevet fejlfarvet,” havde min mor sagt, da resultatet kom frem efter et bad.

”Sludder,” sagde Bitten, ”fejlfarvet det er sådan man siger om perkere og avlshunde,” grinede hun til hun blev afbrudt af et hosteanfald.

Min far var gået op til jukeboxen igen. Jette lignede én, der samlede mod til sig, mens hun trykkede hanen i bund på en boxvin. Hun fyldte sit glas og gik hen til ham.

”Ja, ja,” sagde hun, “tilværelsen er som en jukeboks.” Hun lod sine negle tromme sagte på den. Lyden blev mere og mere intens, til min far svarede hende.

”Der er både gode og dårlige sange,” forsøgte han.

”Nej,” sagde Jette og rystede på hovedet, mens hun smilede uden at kigge på ham.

”Hvordan så,” spurgte min far. Han smilede tilbage til hende.

”Put lidt mønter i og så er der frit slag,” sagde hun og daskede hårdt til jukeboxen. Så blinkede hun med det ene øje og rettede på sin mink, drejede om på de høje hæle og gik hen til onkel, der stod og diskuterede kilopriserne på svin med nogle andre mænd. Min far havde lige lånt den million af onkel og Jette, men mor havde nægtet at aflyse festen, det er så sjældent, man fylder rundt, sagde hun. Bitten og Jan var også inviteret. De væltede ind af døren med en potteplante i hånden.

”Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det,” sagde Bitten og afleverede planten til min far, da hun ankom og gav min far en kæmpe krammer. Jan havde sin campingstol med. Han slog den op ved siden af moster Trunte og fortalte om sine rygproblemer.

Det gode ved at have Bitten og Jan med til festerne var, at buffeten aldrig stod helt urørt. Bordene var stillet som en hestesko og der var pyntet op med fyrfadslys og store potteplanter med lyng. Der var stukket et lille flag i alt, der kunne stikkes et flag i. I potteplanterne, i frikadellerne på tag-selv-bordet og i sangskjulerne.

Da klokken nærmede sig midnat, kom Bitten løbende ude fra køkkenet.

”Du skal ha’ fyrre shots,” råbte hun og stillede en bakke med små glas foran min far indeholdende lyseblå, lyserøde, gule og sorte substanser.

”Nej, nej, nej da,” råbte han grinende.

”Jo, tag dig nu for helvede sammen,” hvæsede Bitten og fortalte, hvordan hun engang havde drukket en hel flaske Pisang Ambong på en campingtur uden at kunne mærke noget som helst dagen efter.

”For satan da,” sagde Bitten så for sig selv og snappede efter vejret. Da hun havde fået vejret igen, begyndte hun at skråle, mens hun energisk klappede og samlede folk i en rundkreds om min far:

”Kan Jørgen, kan Jørgen, kan Jørgen drikke ud…” og hun langede ham det ene shot efter det andet, mens festens midtpunkt fejrede sig selv.

Det var før Bedste døde. Hun havde fået en plads ved bordenden, det var god skik at sætte hende der, sagde min far, da de skulle placere bordkortene. Hun rystede på hænderne, hver eneste gang hun tog sit vinglas op til munden og besluttede sig for at drikke det hele.

”Er alt som det skal være, mor,” sagde min far, da han gik forbi hende.

”Alt er fint, tak,” sagde Bedste alt i mens min far kæmpede sig gennem de sidste shots. Bitten havde flere timer forinden bestilt Tøsedrengene på Jukeboxen.

”Ja, tak,” råbte Bitten for sig selv, da nummeret endelig kom på. Hun skrålede med på Indianer, som ingen havde gjort det før:

”STÅR PÅ EN KLIPPETOP,” hostede hun.

“BAG DER KOMMER SOLEN OP,” supplerede min far og forsvandt ind i menneskemængden igen.

”For satan da,” sagde Bitten og trak sig fra dansegulvet. Min mor stod og røg ude på terassen, jeg selv så med fra børnebordet. Festen sluttede først, da der var bleveret serveret hotdogs ved tre-tiden. Bitten var den sidste, der tog hjem; hun gik og drak sjatter, til den sidste gæst var gået.

Vi havde en altan på loftet derhjemme. Brædderne var rådne og fugtige. Jeg vidste, det var farligt at træde ud på den. Man kunne ryge gennem loftet, sagde min far. Alligevel var jeg gået derud nogle gange for at gemme mig, når jeg var oppe at skændes med mine søskende. På brædderne lå cigaretskodder og gamle servietter. En enkelt flaske stod fyldt med regnvand. Fra altanen kunne øjet nå helt til det yderste af landskabet. Den nat min far fyldte fyrre, løb han ud på altanen og brækkede sig udover kanten.

PLANET
©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS