jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

du er træt af skat

du er rigtig rigtig træt af skat

du lever i et land

med verdens højeste skattetryk

og du er rigtig træt af skat

du spørger til middagsselskaber

hvad du får ud af skat

dig der altid klaret sig selv

dig der er sportsstjerne

eller bykonge

eller måske leder af et land

med verdens højeste skattetryk

hvad får du egentlig ud af skat

du får ingenting ud af skat

du er i din bedste alder

og får igenting ud af skat

derfor

find en som du stoler på

det kan være din datter

eller din svoger

eller din bedste ven

find en som du stoler på

der arbejder i en bank

og en som du stoler på

der arbejder i et advokatfirma

find en som du stoler på

som banken opretter et fimra til

der er registretet

på de britiske jomfruøer

hvor junglen og det hvide sand

og skattelove gør at ingen

behøver at vide noget

nu underskriver advokatfirmaet lån

til firmaet på de britiske jomfruøer

som er ejet af din ven

som du stoler på

tillykke

tillykke

tillykke

du har nu gemt en milliard kroner

du kan nu begynde at bruge en milliard kroner

du spørger måske hvordan

hvordan skal jeg

arme dansker

der er opdraget med ydmyghed

og jantelov

med dårlig kaffe og rugbrød til frokost

bruge en milliard kroner

jo

firmaet låner dig et stort beløb

til et feriecenter

hvor din datter bliver gift

det er der aldrig nogen der vil opdage

fordi du er beskyttet af skattelove

det er hemmeligt og sikkert

medmindre det advokatfirma du har brugt

bliver ramt af historiens største lækage

så er det ikke hemmeligt og sikkert

så bliver du opdaget

men det gør du selvfølgelig ikke

det sker ikke for dig

for du har kun brugt folk

som du stoler på.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

#3

Det er tiderne fru Fernando – Oberst Hackel

jeg er gammel nok

til at mærke

at det globale chok

vedrører mig

 

 

jeg er gammel nok

til at huske en tid

hvor det at leve

ikke indebar en konstant trussel

om udslettelse

eller bevidstheden om naturen

var en neutral følelse

der kunne slå igennem sindet

 

 

at vejret var en ting

folk snakkede om

uden at man mærkede en

uro

 

 

men jeg voksede op

og dig med

vi det evige vi

voksede op

og blev rystet

af en fremtid

som vi har sat til

at ødelægge os

 

 

vi er magtesløse

med to ting at gøre

at dø

eller

gå på klub

at dø

eller

gå på klub

at dø under palmerne

eller

gå på klub under palmerne

 

 

dette er dagen

den sidste dag

inden vi hviler

vi må gå på klub under palmerne

dø med magten

og gå på klub under palmerne

 

 

hvad er der at lave

på et dansegulv

på et resort

hvor vi har været før

 

 

kom min skat

armen i vejret

og ned i knæ

med sørgelige og dårlige trin

bevæger vi os hen over gulvet

indtil en af os begynder at græde

der er intet at græde over

vi er lykkelige med hinanden

men vi græder over de fremmede

vi ikke kender

der må døje med vores liv

 

 

dem græder vi over

her på dansegulvet

mens jeg gnubber min krop op ad dig

 

 

vi har intet originalt

eller autentisk at græde over

vi er magtesløse

 

 

vi troede engang på sætningen

at gud er overalt

men at det er umuligt at se ham

nu træder gud frem

på dansegulvet træder gud frem

helt trippet træder gud frem

åh gud vil du ikke få os væk herfra

 

 

så gud tager os væk herfra

fordi han ved at vi er sørgmodige

han tager os igennem haver

med æbler der ikke rådner

men bliver sorte af stråling

fra guds aura

 

 

gud er en eksploderet atomkerne

derfor kan han ikke træde tæt på mennesket

 

 

gud fortæller os

at han bor tæt på en skov

helt alene

hvor sorte blade falder

mod en mudret jord

her bor han uden sjæl

og bevidsthed

han har forlængst forladt

adskillelsen mellem krop

og sjæl

så han synes vi er mærkelige

os adskillende mennesker

der ser et modsætningsforhold i alt

 

 

gud tager os igennem bjergene

fra klub til bjergene

han siger

at der ikke findes noget mere skræmmende

end menneskene

at han ikke kan huske

at han skabte menneskene

han kan kun huske sproget

at han skabte sproget

og at det nu er sproget

der står i mellem mennesket

og dets verden

 

 

vi er magtesløse

men det viser ser sig så

i sidste ende at

gud er cool nok

 

 

det er det folkens

det er det

det har handlet om

igen og igen

fra bjergene til palmerne

fra glimmeret foran spejlet

til at ligge nøgen og brun

har det handlet om at indse

at vi er søbet ind

smurt ind i alt

hvad vi kan se omkring os

vi er fænomenerne

vi er

det mest vanvittige

der nogensinde er sket

jeg er

det mest vanvittige

der nogensinde er sket

og jeg er magtesløs

 

 

vi står og hopper

med armene i vejret

med gud ved vores side

der ikke forstår hvad det handler om

andet end at han messer

åh hvor man messer

han læser et eller andet op

fra sin iphone

gud læser

han er den læsende

der læser hvad han har skrevet

han læser det skrevne op

this is it folkens

vi er alle smurt ind

i den verden som vi blev kastet ud i

det er en rar følelse

alle tror at det er et slags chok

men ikke os to

vi er det vildeste

der nogensinde er sket for jorden

se vores knytnæver

vore stærke

stærke knytnæver

hvordan de løfter sig mod himlen

og ligner reelle protesttegn

fra en fjern tid

vi er magtesløse

 

 

vi har intet at protestere over

vi elsker bare det hele

i zonen

vi er i zonen

men vi tilhører ikke zonen

zonen er for de mærkede

der følte de varme vinde

der smed varmt støv i deres øjne

så deres øjne smeltede

og de blev de folk fra zonen

de vrede

og udstødte zonemennesker

 

 

hvordan ser det ud

zonemennesket

det er dig og mig

på sommerferie

hvis øjne har mistet evnen

til at erfare

 

 

her sidder vi

på håndklæder og plastikstole

med en røv så varm og svedende

at det giver eksem

bare at være til

bare at være til

jeg er til

jeg er fandme til

det siger vi til gud

der forsvinder ud i immatrialitet

og efterlader sin iphone

smadret og knust på jorden

sammen med usikkerheden

så hvad gør vi nu

vi er magtesløse

 

 

vi går ned fra bjergene

og finder små muterede blomster langs vejene

vi er i zonen

vi to sætter os i strandkanten

med en øl

en iskold øl

mod azurblåt hav

 

 

du piller først ved mit hår

mit karseklippede hår

og derefter ved min mave

min toptrænede mave

to eksempler på at jeg har gjort mig klar

 

 

jeg er klar til et liv

hvor vi graver os ned

i bunkere langs strandene

mens bølgerne slår mod betonen

og vi igen sender kaskader af ammunition

ud mod fjenden

der er endnu en løgn

vi ikke formåede at se igennem

det er jeg klar til

 

 

men lidt endnu

vil jeg sidde med dig

og se på længselsfulde dyr

på internettet

mens vi prøvet at vende

vores små lunger til forureningen

 

 

nu trækker det op igen

et lyn

to lyn

tre lange og forgrenede lysglimt i horisonten

 

 

det helt lyse sand

står frem mod den sorte himmel

 

 

der er intet symbolsk at finde

i den modsætning

det helt lyse sand

står bare frem mod den sorte himmel

i mellem modsætningerne

findes havet

havet findes

azurblåt ligger det

og modtager de varme lysglimt

 

 

vi tæller nedslagene

og uvejret befinder sig et sted

mellem øerne

 

det er ikke til at sige hvor

det er ikke til at sige hvor vi er

ingen ved hvor de er

 

 

vi er ren forvirring mellem uvejr

 

 

jeg drikker min øl

mens jeg trykker forskellige videoer

frem på telefonen

ultimate thuglife cat compilation

og vi stirrer ind i øjnene på disse katte

mens lynene slår ned ude over havet

det er en tryg følelse

hvor jeg sænker mit forsvar

verden kan nu bare vælte indover mig

jeg er magtesløs

 

 

det er det jeg har ventet på

en chance for at sige til verdenen

jeg har vænnet mig til dig

og du kan ikke længere overraske mig

jeg har boet længe i de værste fantasier

og lært at trække vejret roligt i dem

jeg har lært at se min elskede i øjnene

og forstå at en dag

på en tilfældig dag

om et tilfældigt antal år

vil jeg miste hende

 

 

det er ikke længere et chok

men en begivenhed

der blot venter på at få eksistens

en begivenhed der før havde genereret billeder

og metaforer

men som nu blot er et stopur

jeg har sat igang

 

 

vi lever i tider

hvor end ikke obama

længere kan sige

yes we can

for der er intet

vi længere skal kunne

kun ventetid

hvor vi skal elske hinanden

vi er magtesløse

 

 

vi er tilbage på hotellet

jeg ser en trække gardinet ned

og vinden igennem varme gader

jeg mærker varmen på hud

jeg ser en der spiller

og slår ihjel som en øvelse

til at stå ved grænserne

og holde dem lukkede

mit hoved er ømt

 

 

sådan

hvis jeg mærker sådan på det

er det ømt der hvor jeg mærker tankerne

de sidder lige over øjnene

her skabes mine billeder

der tænker jeg

at det er sjovt

at folk er så glade for nye dyr

i det danske landskab

at folk var så glade for

at der komme nye dyr til

men så kom flygtningene

også spyttede vi på dem

så var det nye ikke længere så sjovt

 

 

jeg er magtesløs

 

 

folk siger at det humoren

der kendetegner os som folk

at det er det

folk har svært ved

men jeg griner ikke længere

der er intet sjov

kun en tør konstatering

at jeg eksisterer

og dog er glad ved det

 

 

vi sover til det er aften

vi skal hjem i morgen

og benytter os af de sidste timer

hvor vi kan sove i fred for nyheder

 

 

vi sover indtil vi vågner

og du sukker

det lille suk

inden man indser verdenen

og må sige til sit hjerte

vær roligt

der kommer flere timer endnu

 

 

vi sover indtil vi skal spise

for andet orker vi ikke

vi bliver lidt i sengen

og læser den samme bog

hvor der står

at det blot tager et eneste forfærdende sekund

før en hel epoke forsvinder

 

 

jeg viser dig et par billeder

samt et par kommentarer

jeg har screenshottet til en ny bog

de har sku da våben

så er det bare at få skudt

nogle af de feje svinehunde

lorte muslimer

 

 

muslimsk mand dræbt

så mangler vi bare resten

af det rakkerpak

godt gjort

 

 

så græder vi lidt i sengen

for det er vitterligt en epoke

der er forsvundet

for vores unge øjne

 

 

vi står op af sengen

og går ned på gaden

men vi bliver trætte af at lede

efter restauranter

 

 

vi går ud til vandet

og står med ryggen til verden

der befinder sig ikke andet

end et roligt hav foran os

intet andet

 

 

vi opgiver at spise mad

mens vi ser serier i sengen

klør jeg dig på ryggen

du siger nogle få uforståelige ord

inden du falder i søvn

i morgen skal vi hjem

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Scene 1:
Personer: to kvinder er på ferie på en ikke specificeret middelhavsdestination. Begge unge.
Setting: Vandring langs en motorvej, hvor sæsonlukkede resorts ligger som sorte huller.
Person 1:

hallo, hallo, kan i høre os?
Person 2:

kan i høre os? kan i høre hvad vi siger?

 

 

Person 1:

vi taler til jer igennem tiden.
Person 2:

vi taler til jer fra vejene.
Person 1:

vi taler til jer fra et ydre rum, langt fra jer.

 

 

Person 2:

vi er på vej. vi er hele tiden på vej. hør på os.

 

Person 1:
jeg er besat af motorvejens landskaber. jeg er besat af bilerne og vejene. jeg er besat af landskaberne, hvor bilerne skiller tiden i et før og et nu.
Person 2:
tænk. tænk at dette, denne historiske handling, skulle finde sted, netop nu, nu i dette nu på denne ferie. tænk at historien findes på ferien.
Person 1:
jeg er besat af motorvejens landskaber. jeg ser den som en arkitektur i landskabet. en påmindelse om, at ulykken er gået i blodet.
Person 2:
vi er sluppet fri på motorvejen. vi er frie på vejene, hvor døden den skabes. ligene de slår mod hinanden. ligene de slår mod hinanden, ligene de slår mod hinanden. (stemmen stiger til råben)
Person 1:
jeg er besat. jeg er besat af lejlighederne langs motorvejen. derinde er mennesket med støj og udstødning i lungerne. med sten i lungerne.
Person 2: (blid stemme)
tag min hånd og gå med mig. gå med mig i hånden langs de lukkede feriesteder, hvor græsset det gror os til hoften, og stryger os blidt langs vores knoglede og stikkende kroppe.
Person 1:
vi kunne have valgt kampen. det er det ord, der runger i os.
Person 2:

tiden fordrer til kamp.
Person 1:

men vi to forkaster alting.

Person 2:
nej ,ikke alting.
Person 1:

ikke alting?
Person 2:

nej vi bliver ved dette: patos, og måske er patos godt nok.

 

Person 1:

vi vandrer på asfalten. på veje uden mennesker. en bil. en enkelt bil kommer forbi.

 

Person 2:

se de store hvide tomme bygninger. de enorme vinduespartier, der nu er dækket med sand.

 

Person 2:

udefra er alting så smukt. se nu! se et supermarked.

 

Person 1:

de sælger vand og kiks til bådturen videre.
Person 2:

vi skal også sejle. en dag må vi sejle væk. få tjekket vores pas på vej væk. så er der endelig noget, der adskiller landene igen. igen skal motorvejen være det, der skiller os, os det europæiske folk fra hinanden.
Person 1:
jeg er besat af motorvejens landskaber. af mennesker langs vejene, med plastikposer, og deres små søde ting i deres tasker. jeg er besat af tingene, som menneskene medbringer, af de ting, som gør menneskene til de mennesker, som vi må indrømme de er. de er mennesker.
Person 2:
hvorfor spytter vi så på dem?
Person 1:
er det os?

 

Person 2:
ja det er os der spytter på dem. det er os, der inkarnerer sig i den krop, der spytter.

 

Person 1:
er du sikker?

 

 

Person 2:

jeg er sikker. det nytter ikke noget at pege på det onde, når det er det onde, der er for enden af din arm.
Person 1:

er jeg ond?

 

Person 2:
du er ond.

 

I fællesskab:
kig på min arm. jeg svinger den lidt. vi kigger på armene, og vi svinger dem lidt. det er helt normale arme. vi bruger dem til at pege på hinanden. vi prikker igennem hinden mellem os. det lillebitte rum. der adskiller os fra hinanden.

 

Person 2:

jeg peger med min helt normale arm, og siger, at du er ond. gør det samme, så er vi begge onde. det er os sammen, der er onde.

 

Person 1:

fortæl mig igen, hvorfor vi spytter fra motorvejsbroerne.

 

Person 2:

der er intet svar.
Person 1:

der er intet svar. 

I fælleskab:
der er intet svar. vi spytter fra broerne, vi har bygget henover grænsekontrollen. vi spytter ned på mennesket, der venter langs grænser, vi har skabt, da nøden var størst. da nøden var størst blev vi igen bange, vi blev bange som så mange gange før, og vi har skabt broerne til at udvise vores frygt. vi er bange sammen, og på grund af vores frygt, danner vores spytkirtler en enorm mængde angstfuld spyt, som vi sender i store klatter ned på mennesket under os. de er under os, og derfor spytter vi på dem. de er vores angst og vores spytbakke, og der er under os, de er under os DE ER UNDERS OS.
Person 1:

(blid stemme)
se nu, nu regner det i paradis.

 

Person 2:

fuglene dækker deres øjne. de vil ikke se os længere.

 

Person 1:
fuglene er færdige med os.

 

Person 2:

ja, fuglene er færdige med os.

 

 

Person 1:
alle dyrene forlader os nu. først var der tårnene, der væltede, så 15 år med krig, nu står vi ved hvad, ja hvad (mumlende i nogle sekunder)? noget stort og udtydeligt. nej vent, vent lige, vent, vi har, nåja, åh følelserne åhh….., nu kan jeg mærke dem. følelserne.
Person 2:

følelserne?

 

Person 1:
følelserne, jeg kan mærke følelserne igen. åh, det strømmer, medfølelsen strømmer igennem mig. kom her, mærk mit hjerte. det banker, åh det banker. jeg er klar nu. jeg er klar til at tage herfra og til lesbos!

 

Person 2:

men vi er på lesbos, vi er på ferie på lesbos, vi har været på ferie hele tiden.
Person 1:

jeg er klar til at hjælpe. jeg er klar til at hjælpe hele verden. åh, kom til mig, og mærk mit hjerte, hvordan det dunker med hele verdensånden i mig. (råbende) JEG ER VERDENS BEDSTE MENNESKE. VERDENSBORGER NR. 1!!
Person 2:

(Griner)
verdensborger nr. 1? (mærker på hjertet). ej, dit hjerte slår helt normalt. du er helt normal.
Person 1:
vent, nej vent, nej, nu er det væk, nejnejnej, nu er det sket igen. jeg er ligeglad, fuldstændig ligeglad med tingenes udvikling.
Person 2:
men det er jeg jo også.
Person 1:

det er vildt, at jeg intet føler nu. jeg har igen ikke lyst til at vende mig mod virkeligheden.. jeg vil vende mig væk fra den.
Person 2:

det er sådan det føles.

 

Person 1:

hvordan føles hvad?

 

Person 2:

det er sådan det føles at være på ferie.

 

 

Person 1:

jeg er ligeglad. fuldstændig ligeglad. jeg havde et øjeblik, hvor jeg forstod, hvad humanisterne taler om. jeg havde et meget kort øjeblik, hvor menneskeligheden ligesom lynede igennem mig. hvor jeg vidste, hvad det vil sige at have så let et liv, at ens eget ikke bekymrer end nok.

 

Person 2:

vi er ligeglade. fuldstændigt.

 

 

Person 1:

jeg er skide ligeglad. vi går her med vores flagrende arme, og jeg er skide ligeglad.
jeg føler ikke noget. jeg deler ingens frygt jeg har glemt lidenskaberne.

 

Person 2:

at elske og gøre det gode?

 

 

Person 1:

jeg har givet slip, og jeg dør derfor med en ophøjet ro. det er det bedste. at give slip, det er det vi alle ønsker. at kunne hade, alle bortset fra sine nærmeste, og derefter at ryge og drikke sig ihjel.
Person 2:
men du skal ikke dø.

 

 

Person 1:

skal jeg ikke dø?

 

 

Person 2:

nej, vi står overfor en fjerde industrirevolution. her dør man ikke.

 

Person 1:

så vil jeg dø nu. jeg er berettiget til at dø.

 

Person 2:

ikke længere. det er taget fra os.

 

Person 1:

men jeg keder mig over verdenen. allerede nu keder jeg mig.

 

Person 2:
andre mennesker ville glædes.

Person 1:
jeg vil ikke glædes.

 

Person 2:
jeg er træt af at gå.

 

Person 1:

men vi er skabt til at gå på dem. når de vandrer på vejene, mens vi spytter på dem, er det dem, der gør det rigtige og ikke os.

 

Person 2:

vi vil også blive straffet en dag.

 

 

Person 1:

for hvad?

 

Person 2:
for ikke at dø. for ikke at være lykkelige over ikke at dø. for ikke at lægge os ned på gulvet, og græde i glæde over ikke at dø.

 

Person 1:

det vil jeg ikke tænke på nu. jeg vil tænke på at ligge ved poolen, og det badetøj jeg skal købe. se, nu er vi hjemme. endelig hjemme igen ved hotellet.

 

Scene 2:

Setting:

Swimmingpool ved et resort.

 

Person 2:

sikke en dejlig morgen.

 

 

Person 1:

hvilken morgen! (råbt)

 

 

Person 2:

hvilken morgen (råbt)

 

Person 1:

vi to fatter slet ikke at vi er ved at uddø gør vi?

 

 

Person 2:

det er svært at forstå, at man er ved uddø.

 

 

Person 1:

jeg har set videoer på nettet af mammutter, der vækkes til live.

 

Person 2:

men ikke mennesker. nej, mennesket laver ikke andet end at æde sig ihjel. det har oksekød stående ud af halsen og røven. ja, det er kun landbrugene, der ikke står tomme.

 

 

Person 1:

ja, det kun mennesket, der forsvinder. lidt endnu forsvinder vi, så har vi også løst det. skriget, skriget over altings uddøen.

 

Person 1:

vil du stramme min bikini?

 

Bemærkning:

Person 1 ligger sig på sit george michael håndklæde, og drikker en drink. Person 2 hopper i poolen, og kommer op igen.

 

Person 1:

lad mig smøre dig ind i solcreme.

 

Person 2:

jeg elsker solen. solen har tilladelse til at elske mig. jeg elsker solen.

 

Person 1:
læg dig tæt på mig, og rør ved mig.

 

Person 2:
kigger du på min krop?

 

 

Person 1:

når jeg kigger på din krop, mærker jeg ikke tiden.

 

 

Person 2:

mærker du ikke tiden?

 

 

Person 1:

nej, jeg kan ikke forstå, at vi skal blive ældre, at du vil dø fra mig en dag.

 

 

Person 2:

(tænder en cigaret)
men det vil jeg jo heller ikke. døden kommer jo aldrig til os. det er den fjerde industrielle revolution, og det er ude med tiden. det er ude med kræften. kræften vil som alt andet forlade os, indtil vi en dag står helt uden noget. vi vil kun have forbruget, forbruget vil vi beholde. vi skal have noget at tage os til, noget at bruge tiden på, mens vi venter på, at noget nyt sker.
Person 1:

alligevel stikker det mig i maven hver dag, at du skal dø, at vi skal dø.
Bemærkning: Parret snakker ikke sammen i et antal timer
Person 1:

jeg har tænkt på noget. (pause). vi ligger i den her solstol. jeg på mit george michael håndklæde med 30 slavers arbejdskraft til rådighed. det føles ikke som om vi mister noget. vi vinder i stedet noget hele tiden.

 

 

Person 2:

med 30 slavers arbejdskraft til rådighed?

 

 

Person 1:

ja, i døgnets 24 timer har vi adgang til 30 slavers arbejdskraft via de ting vi har købt. jeg kan hele tiden købe nye ting, lavet på steder, hvor folk arbejder som slaver.

 

Person 2:

men vi er jo er ligeglade. jeg er et nydende menneske, der har brug for og lyst til flotte ting. jeg har lyst til så mange ting.

 

 

 

Person 1:

jeg har kun lyst til dig. jeg lyst til dig. eller nej, jeg har ikke lyst til dig. jeg er ikke som sådan præget af lyst. åh jeg er bare lys, jeg lyser af lyst til dig og tingene. tingene er lysten.

 

Person 2:

så vi ligger altså i slavestolen. med lysten bankende i kroppen. med friheden til lysten. men uden at gøre noget ved den.
Person 1:

vi kan ikke gøre noget. vi kan kun være forberedt på det frygtelige. ikke at dø.

 

Person 2:

har du taget min drink?

 

 

Person 1:

jeg har ikke taget din drink.

 

Person 2:

du har taget min drink!

 

 

Person 1:
jeg har fandme ikke taget din drink. se, se her er min drink!

 

 

Person 2:
jeg går i poolen.

 

Bemærkning: Et plask høres. Minutter går mens person 2, sidder på bunden af poolen, indtil person 1 bliver nervøs.

 

Person 1:

hey, hey,….. hey kom op derfra! hey!

 

Person 1:

Kom op! (meget desperat)

 

Bemærkning: Derefter kommer person 2 op.

 

 

Person 2:

kunne du mærke det?

 

 

Person 1:

idiot.
Person 2:
jeg kan ikke dø.
Person 1:

fucking idiot.

 

Person 2:

men jeg kan ikke dø

 

Person 1:

du er en fucking idiot

 

Person 2:

kys mig!

 

 

Bemærkning: de kysser

 

Person 2:

vi vandrer gennem følelserne i dag.

 

 

Person 1:
hvad?

 

 

Person 2:

en vandring gennem følelserne.

 

Person 1:

vil du ha’ den drink?
Bemærkning: Person 1 giver Person 2 sin drink tilbage.

 

 

Person 1: 
du må aldrig dø.

 

 

Person 2:
 så vandt jeg.

 

 

Person 1:

ja, du vandt.

 

Person 2:

jeg elsker dig, og jeg kommer aldrig til at dø. det er jo det jeg siger.
Person 1:

jeg er rastløs.

 

Person 2:

lad os gå ned til havet. lad os gå ned og se på havet.

 

Bemærkning:

Lyden af bølger

 

Person 1:

se bølgerne. hvor de ruller.

 

 

Person 2:

åh hvor de ruller!

 

Person 1:

jeg kan miste mig selv i de bølger.

 

 

Person 2:

du skalder. må jeg pille din hud af?

 

Person 1:
pil løs.

 

Person 2:

se dine lange hvide flager.

 

Person 1:

spis løs.

 

Person 2:

jeg elsker at spise dig.
Person 1:
jeg elsker dig. (griner)

 

Person 2:

jeg har tænkt på noget. har du tænkt på, hvordan man griner af alt?

 

 

Person 1:

griner af alt?

 

 

Person 2:

ja f.eks. det du gjorde lige før. du grinte af, at jeg spiste dig.

 

 

Person 1:

måske.

 

Person 2:

jeg tror, at man i disse tider forsøger at grine af alt. man forsøger at ligne en person
der griner af alt, der er glad, men man er en person, der står på stranden, og hulker i sit indre, mens man har samtaler om en ny sodavand eller noget mad man vil have. i stedet er man bare  en person, der bare gerne vil græde udover havet. og tilføje saltvand til havet, men man tænker, at havet har nok saltvand, og derfor beholder man tårerne
inde i sin krop. det er tiderne man griner af

 

Person 1:

læg dit hoved på min skulder. du er træt.

 

Person 2:

jeg er ikke træt.

 

 

Person 1:

du er virkelig træt. du har allerede glemt en bestemt måde at leve på.

 

Person 2:

jeg glemmer ikke. jeg husker alt. jeg husker friheden til at dø, og lettelsen i den døendes ansigt.

 

Person 1:

du har glemt, at vi er på ferie. sådan er det i solen.  sådan er det at bruge dagene på at pille den gamle hud af og indtage huden under solen

 

Person 2:

jeg husker alt.

 

 

Person 1:

du har glemt, at man glemmer at græde, fordi man derhjemme har travlt med at bruge.
Person 2:

jeg har ikke glemt noget.

 

 

Person 1:

du har glemt en ting.

 

Person 2:

hvad?

 

 

Person 1:

det varige, passende ansigtsudtryk, der afspejler, at vi er ligeglade. vi er trætte. altid trætte, og vi skal ikke græde.

 

 

Person 2:

hvad skal vi så?

 

 

Person 1:
vores ansigt skal udtrykke en ting: nydelsen.

 

Person 2:

jeg vil i havet nu, i bølgen.

 

Person 1:

jeg vil med.

 

 

Person 2:

vandet er varmt og dybt.

 

 

Person 1:
jeg kan ikke mærke bunden.

 

 

Person 2:

lad os dykke til bunden.

 

 

Person 1:

jeg tør ikke. vandet er varmt og dybt. varmt og sort under mig.

 

 

Person 2:

jeg nyder det. jeg svømmer ud.

 

 

Person 1:

jeg tør ikke være alene i vandet.

 

 

Person 2:

du skal lære vandet at kende. lære dets dybde og varme.

 

Person 1:

kan du mærke strømmen under os. hvordan den vil trække os ned og ud.

 

Person 2:

så lad os følge strømmen. lad os mærke vandets varme og dybe kræfter.

 

Person 1:
lad os hellere blive.

 

 

Person 2:

jeg dykker ned til den dybe bund, ned gennem springlagene, jeg vil mærke sandet på bunden, føle det knitre mellem mine fingre. jeg dykker ned til den dybe bund, ned gennem arterne, til trommehinden vibrerer af smerte, der, der vil jeg sove, når vi nu ikke kan dø. kom tag min hånd og dyk med mig. lille du, lad os opløses i havene.

 

Person 1:
der var de! følelserne, jeg mærker dem igen. 

________________________________________________________________________________

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

#2

talt gennem charlie sheen

jeg vågner ved havet

i min netundertrøje

og skibene er væk

jeg keder mig ved havet

jeg forsøger at snorkle

men der er ikke længere noget at se

de små skibe sejler langt ud for at finde liv

jeg vågner ved havet

og jeg køber en is

jeg ved ikke hvorfor

jeg gør noget længere

men jeg er tilfreds med mig selv

og det er den sikreste lykke

jeg kan opnå her på jorden

mens jeg spiser min is

tænker jeg at

jeg har været klar hele tiden

jeg mangler bare at blive indkaldt

så tropper jeg op med ild og megafon

og skriger ud gennem forstærkeren

den mest esssentielle organisme er ikke os

men det mindste

vi ikke kan se

en trådlignende svamp

en vært for bakterier

dette er forfaldets udseende

en rådnende alge

folk kigger sindssygt på mig

de vil ikke vide det

at jordens vigtigeste organisme

er regnormen

ingen hører mig

selve jordens sammensætning

er blevet ignoreret af den brede befolkning

fordi et urmenneske

kiggede på omverdenen

og tænkte det der

det er jeg ikke

ingen hører mig

var det virkelig nødvendigt

at opfinde ikke bare ild

men også store fabrikker

var det virkelig nødvendigt

i tider så dybe og fremmede

at kvalificere mennesket fremfor alt andet

ingen hører mig

var vi så bange

at der ikke var andet at gøre

i denne lille ferieby

ser jeg resultatet

og jeg nyder det

men ingen hører mig

hold kæft hvor er det lækkert

ikke at være urmenneske

ikke at være ham der skulle

samle flokken og sige

kan i se skoven derovre

den er vi ikke

skoven er brænde

skovens jord er vækstlag

i skovens jord findes mineraler

til fremtidige telefoner

når skovene rådner og henfalder

bliver det til olie vi vil bruge

på store fabrikker

hvor den ild jeg har opfundet

vil forandre verdenen

men ingen hører

hvad jeg siger

jeg siger

du dør med gift i dit væv

du lever hver dag

med gift i dit væv

har du tænkt på

din lever i dag

hvordan den pumper

og renser

hører du hvad jeg siger

at i minerne i tyskland

blev der i tusind år

udvundet guld og arsenik

til kongernes kroner

hører du

at i kongernes kroner

var 30 generationers arbejde

i miner med guld og arsenik

orakel

orakel

orakel sig mig

er det rigtigt

at over århundreder var der hul i minen

arsenikken flød ned i grundvandet

grundvandet der blev drukket

og udviklede sig til bylder på organerne

sig mig er det rigtig

at jorden trængte ind i kroppen

mens en tumor voksede ud igennem kraniet

er det rigtigt

hører du mig nu

at dette er ført videre i generne

generation efter generation

tro på mig når jeg siger

at usprøjtede grøntsager

er din mindste bekymring

når kongernes kroner

er bygget på stablen af bylder

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

#1

jeg sidder og kigger på lyn

på en bænk

på en strand

jeg kan mærke

atmosfæren omkring mig

hvordan den tætner

mens jeg er fortabt

i en tanke

så langt væk fra dig

og dine problemer

jeg tager herhen

for at finde trøst

i noget smukt

der tæller timerne siden

vi sidst så hinanden

jeg sidder på en bænk

på stranden

mens mennesker på ben

så svage

og tynde

vokser sig ind i døden

mens ekkoer i stilheden hvisker

at deres forbrydelser aldrig vil blive glemt

her sidder jeg

med en ung mand

der skriver på et manus med titlen

hvis det er brand du vil ha

er det brand du skal få

og starter således

virkelig fucking virkelig

jer igen

siger jeg til manden i gummibåden

og skubber ham ud på havet igen

skubber ham ud på havet

med blod

på mine hvide nikesko

vi er bange

unge mænd

på en bænk

midt i en vild tid

vi har kikkerter med

så vi kan se

at de er der

og at vi er her

at der er smerten

hed og stum

den vokser eksponentielt

med fugten i luften

store våde dråber

der lægger sig som en film

om huden

vi snakker om at opdrage

børn til sorgen

at det ikke er et problem

eller en dårlig ting

at opdrage sine børn til smerten

det er ikke det der er frygten

det der gør os bange

er alle de oprationer

der venter os i fremtiden

hvor vi som læger

lige skal ordne det her

sted eller det her sted

men at vi ikke er læger

men soldater der ikke skal reparere

eller ordne det her sted

men hvis eneste opgave er at trykke på knappen

i et koldt rum

mens bomberne falder over børn

der ikke er bange

men sørgmodige som de har lært af voksne

målet for dagen

at blive ved denne tanke

at blive ved denne tanke

lade den vokse

lade den bo i min krop

mens lynene slår ned over vandet

hvis jeg skulle sige noget

rigtig

eller

blivende

ville det være følgende

jeg er ikke en nødsituation

jeg er kommet for at blive

eller sige med guds ord

undertryk ikke de udlændinge

som bor iblandt jer

i ved hvordan det føles

at være fremmed i et land,

for i var selv fremmede

så det vigtige er ikke

at samles og vise

et tilhørsforhold til nationerne

det vigtige er ikke at bekræfte grænserne

jeg ved ikke hvorfor

at man må gøre opmærksom

på faren

når faren er den samme

som hjemsøger os igen

og igen

jeg vil sidde på denne bænk

med min ven og med lynene

mens jeg tæller tre sekunder

for hvert nedslag

uvejret vil bevæge sig

hvert tredje sekund

vil lynene være en kilometer længere væk

og vi to vil mangle lys

til at forstå at en tid

kan være så dårlig

at den ikke er til at snakke om

eller et sted kan være så smukt

at det ikke er til at tale der

og man skal ikke tænke på dette sted

fordi man tids nok skal

få plads til fortvivlelsen

som denne mand

i min vens film

der ikke bare skriger

og spytter

men står i en grav med sin familie

mellem sine hænder

og vi sidder bare på denne klippe

med noget at drikke i hånden

og ved at bomberne falder

over store områder med sand

og når de snakker om effektive operationer

har vi hørt det før

så vi tæller bare lynene

der nu er ti kilometer væk

så vi lukker bare øjnene

og det er nok

at der går tid med det

©2016 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS