jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Krisen er forbi, og jeg kan nu endelig åndet lettet op over mit lette job. Jeg lever uden tv-pakke, og er helt grundlæggende lykkelig. Jeg er en førerløs bil, der har svært ved at træffe de rette moralske beslutninger, fordi jeg ikke har noget etisk grundlag for mit væsen. Dels er det mine skaberes skyld, dels er jeg doven. Jeg har simpelthen ikke hørt efter i timen, fordi jeg har været bekymret over samfundsudviklingen. Jeg får forskellige beskeder i min indre computers chatvinduer, og det er forvirrede beskeder, der vidner om en helt grundlæggende fejl i mit moralske kompas. Jeg er splittet mellem at hade mig selv og rette dette had udad. En dag er det fremmedarbejdere, en dag er det romaer, en dag er det flygtninge, en dag hænger jeg som Dannebrog i toppen af et villakvarter. Min stemme gjalder udover Nørrebro igennem en megafon. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet sindssyg, men siden sidste år har jeg fået nogle rimelig radikale holdninger. Jeg forbereder mig på mit endeligt. At køre ind i en folkemængde på Strøget. Folk er blevet vænnet til det førerløse transportmiddel igennem metroen. Det går aldrig galt. Metroen, den skide duks, stopper altid det rigtige sted. Den er aldrig udsat for moralsk komplekse situationer: Redde et barn eller ti voksne? Fremtiden eller nutiden? Skatterborgerne eller det nuttede lille kid. Jeg siger jer, at det er svært. At køre igennem byen, mens jeg lytter til det ubekymrede menneske. Hvor skal det nu hen?

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg lukker øjnene i swimmingpoolen og trækker kloren ned i mine lunger. Det blå vand i min krop mens jeg dør og dør. Mine efterladte har så mange spørgsmål, at jeg overvejer at få trykt en lille bog med mine svar. Jeg ligger i overfladen i hvidt tøj. Hvid polo, hvide skinnende badeshorts. Korte. Jeg er pooldreng involveret i en voldelig og intens affære med min chefs kone. Jeg har kræft i hjertet, og det vidste jeg ærligt talt ikke, at man kunne få. Mit hjerte er porøst, næsten opløst, boblende, blævrende – ja, lige godt ubrugeligt. Det er svært at føle noget. Jeg er faktisk kommet over på den anden side af smerten. Fuldstændig ligeglad med mine åbne sår og blå mærker. Hendes fantasier fra erotiske kioskbaskere. Hvad er der at lave i bakkerne? Hver morgen renser jeg blade op fra hendes pool. Denne morgen regner det, så hun står i baggrunden med en paraply over hendes opsatte hår. Hendes øjne følger mig. Hun flyver med en drone over mig. Hun synes, at jeg er så lækker på dronens kamera. Jeg skal smide trøjen. Det er det tidspunkt på dagen. Jeg skal smide trøjen. Jeg smider trøjen, og dronen nærmer sig min krop. Den flyver om mig med sine små ivrige propeller. Jeg kigger ud over poolens, ud i bakkerne, jeg lader min krop falde. Dronen der hæver sig, vandet der trænger ind i mine sår. Vandet der roligt bliver rødt, mine lunger der sprænges så svitsende og blå. Hende der vender sig om, og går ind igen. Keder sig. VÆKST #15

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Det er svært. Jeg har i flere år levet som skønhedsideal. Lys i huden, men med en pigment, der brunes så let og jævnt i forårets første måneder. Mine slanke lemmer optræder på forsider i hele verden. Hver dag er der mennesker, der bliver opereret, så de kan ligne mig. Store men let buede øjne med en blå til grøn farve. Mine læber er fyldige men ikke vulgære. Jeg er en grænsefigur mellem det kunstige og naturlige. Man kan være i tvivl. Er det blevet skåret der, er der blevet lagt lidt ind der, men nej. I utallige interview, henover årtier, århundreder, holder jeg på, at jeg er fuldstændig NATURAL. Denne løgn sætter sig fast, og nu er jeg blevet gammel. Jeg er i min karrieres efterår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg holder mig inden døre. Isolerer mig i mit skandinavisk designede hjem af æstetiske former i lyst træ. Jeg skal vælge mellem at give efter for kniven eller forsvinde. Indtil videre uploader jeg bare gamle billeder på instagram. Hvem kan se forskel på et århundrede eller to?

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Det begynder som en besættelse. Jeg dukker op steder, hvor jeg ikke er ønsket. Jeg bliver stædig. Grov. Jeg forklarer folk, hvorfor jeg er den bedste, hvorfor jeg er født til at vinde. Jeg går fra festen med et smil på læben. Jeg bliver beundret, da jeg sætter mig ind i min bil. Det er så enkelt. Jeg hader kvinder. Så enkelt er det. Jeg står foran spejlet, og det er ikke fordi jeg ikke har hørt om underbevidstheden eller at jeg er specielt skadet af min barndom, men foran spejlet siger jeg: Jeg hader kvinder. Sådan grundlægger jeg en bevægelse, som fortsætter ned gennem generne. Jeg er den lille mekaniske, der får manden til at sætte sig for enden af bordet, den lille brist, der får manden til at slå kvinden, til at vente udenfor i regnen i en sen nattetime – lægge sin tunge, varme og dunkende krop over kvinden. Jeg står og griner til spejlet. Jeg er en gammel mand. Lagt ned i koderne for længe siden, jeg er udmattet, men ikke træt af mit job. Jeg er stolt og arbejdsom, og selvom jeg har været udfordret de seneste år, så mener jeg stadig, at jeg har god markedsandel. Der bliver stadig stjålet kvinder, der bliver stadig handlet kvinder, kvinder bliver stadig mødt af en samfundsstrukturel modstand, som jeg er ophavsmand til. De slipper aldrig af med mig. Det der begyndt som en besættelse er blevet en tilstand. Jeg vil sidde for enden af bordet indtil broerne brænder.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg er en svane. En udslidt mor i en forstad med fire børn kravlende og savlende omkring mine slaskede ben. Jeg vågner med tungen hængende ud af munden, tungen lækkende ned på hovedpuden. Jeg vågner våd i ansigtet af egen savl få år før finanskrisen med en mand så dum og ligeglad, at han melder mig til et TV-program bare for at slippe af med mig. Han skal have lidt tid til sig selv og drengene, så naturligvis bliver jeg meldt til det her TV-program efter femten slidsomme år som soccermom. På nationalt TV går jeg igennem adskillige operationer. De suger fedt, skærer hud fra, propper ting ind. Det slubrer, blævrer, bløder og hviner i hjernen, da de fjerner mit jeg. Men jeg er det værd. Det lærer jeg i løbet af programmet, at jeg skal tage mig selv alvorligt. Jeg skal stirre ind i spejlet og sige, at jeg er det værd. Jeg er samfundets prisme, jeg er grim mor, der bliver smuk kvinde med kniven som hjælpemiddel. Jeg har fortjent det. Jeg er en svane. Et emblem på et nyt systems betingelser. Den allestednærværende omstillingsparathed inden omstillingsparathed findes i ordenborgen for new public management. Det er mig. Så fleksibel er jeg. Jeg vågner i hospitalssengen med disse tanker. Jeg mærker på min krop, og det glædelige er, at jeg ikke kan genkende mig selv. Det siger jeg ind i kameraet: I don’t know who I am. Det er dette afsnits succes, at jeg fralagde mit tidligere jeg et sted på operationsbordet. Jeg er nu klar til at blive snurret ned i en lækker kjole, møde min mand og mine børn, der vil græde og glædes, fordi de heller ikke ved, hvem de er.

©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS