jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Dette er min forhistorie. På en skråning i det sydlige Spanien voksede jeg frem blandt rådnede kaktusser. Jeg spirede som ukrudt mellem skyggerne i avokadoplantagerne, og undgik behændigt landmandens giftige sprøjtemidler. Jeg var en mide, et udskud, en dødsdømt art mellem de rene linjer af træer i landskabet. Jeg blev tidligt gammel nok til at forlade skyggen, til at bevæge mig ud på vejene og ind i byerne. Her blev jeg væltet rundt af gadens hunde. Jeg var en afgnavet knogle, hvor kødet tilsidst voksede frem, og jeg endelig kunne bruges som udskæring i et køkken, hvor jeg endte som tapas på en englænders tallerken. Sådan kom jeg i første omgang i kontakt med menneskene. Jeg endte som afføring på et turistet og slidt hotel, hvorefter jeg blev skyllet ud i havet, og måtte ind i den besværlige og langsommelige proces det er at blive grundvand. Først skyllede jeg op som bølge på stranden, og rislede stille ned igennem sandet. På daværende tidspunkt var jeg igen tilbage ved nulpunktet som bakterie. Men det gik fremad, og jeg bevægede mig længere op ad stranden, hvor jeg var så heldig, at en hund gravede sig ned til mig. Den befriede mig fra grundvandets kredsløb, og jeg sprang ind i dens pels, hvor jeg tog plads på en loppe, som jeg kildede mig ind i, og overtog dens instinkter. Sådan blev jeg lagt ind i alle loppers gener, og da jeg blev træt af det, gik jeg videre til væggelus. Jeg kom frem om natten, og bed hul i en kinesisk teenager, der var på sit livs rejse rundt i Europa finansieret af hans velhavende far. Sådan kom jeg i kontakt med pengene, sådan satte pengene sig i mit blod, og det var sådan, at min besættelse begyndte. Jo længere tid, der gik jo mere blev jeg denne kinesiske teenager, og det varede i lang tid – lige indtil, at han blev kidnappet af en spansk terrororganisation, som ingen havde hørt om, men som forlangte flere millioner for denne, i en europæisk kontekst, ukendte dreng. Det var lange dage i et mørkt rum, hvor jeg tilsidst måtte give op og indse, at jeg enten kunne dø eller blive en sygdom. Derfor traf jeg en ret drastisk beslutning, og blev opløsningen af guldstandarden. Dels var jeg skyld i min  egen pludselig velstand, dels skyld i min katastrofale ulykke og krise i velfærdsstaten. Nogle gange er det nødvendigt, at en eller anden står på mål for det hele, og påtager sig et reelt ansvar. Sådan blev jeg menneske. Med ansvaret blev jeg menneske, og ikke et hvilket som helst menneske. Nej, jeg påtog mig rollen som udenlandsdansker. Storeksportør af gode holdninger og rigtig adfærd. En genspejling af de lyse kornmarker og den blå, åh så blå himmel. De lyser nætter og de mørke dage løb nu som sved ud af min hud. Man kunne se mig svæve over Spanien, mens jeg var en model for skønhed, lykke og gratis sundhedshjælp i et fjernt land. Det er måske svært at se, hvordan jeg endte her. Forgældet og indtørret på en fremmed kvindes gulv, men der er en god forklaring. Det må der være.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Krisen er forbi, og jeg kan nu endelig åndet lettet op over mit lette job. Jeg lever uden tv-pakke, og er helt grundlæggende lykkelig. Jeg er en førerløs bil, der har svært ved at træffe de rette moralske beslutninger, fordi jeg ikke har noget etisk grundlag for mit væsen. Dels er det mine skaberes skyld, dels er jeg doven. Jeg har simpelthen ikke hørt efter i timen, fordi jeg har været bekymret over samfundsudviklingen. Jeg får forskellige beskeder i min indre computers chatvinduer, og det er forvirrede beskeder, der vidner om en helt grundlæggende fejl i mit moralske kompas. Jeg er splittet mellem at hade mig selv og rette dette had udad. En dag er det fremmedarbejdere, en dag er det romaer, en dag er det flygtninge, en dag hænger jeg som Dannebrog i toppen af et villakvarter. Min stemme gjalder udover Nørrebro igennem en megafon. Jeg vil ikke sige, at jeg er blevet sindssyg, men siden sidste år har jeg fået nogle rimelig radikale holdninger. Jeg forbereder mig på mit endeligt. At køre ind i en folkemængde på Strøget. Folk er blevet vænnet til det førerløse transportmiddel igennem metroen. Det går aldrig galt. Metroen, den skide duks, stopper altid det rigtige sted. Den er aldrig udsat for moralsk komplekse situationer: Redde et barn eller ti voksne? Fremtiden eller nutiden? Skatterborgerne eller det nuttede lille kid. Jeg siger jer, at det er svært. At køre igennem byen, mens jeg lytter til det ubekymrede menneske. Hvor skal det nu hen?

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg lukker øjnene i swimmingpoolen og trækker kloren ned i mine lunger. Det blå vand i min krop mens jeg dør og dør. Mine efterladte har så mange spørgsmål, at jeg overvejer at få trykt en lille bog med mine svar. Jeg ligger i overfladen i hvidt tøj. Hvid polo, hvide skinnende badeshorts. Korte. Jeg er pooldreng involveret i en voldelig og intens affære med min chefs kone. Jeg har kræft i hjertet, og det vidste jeg ærligt talt ikke, at man kunne få. Mit hjerte er porøst, næsten opløst, boblende, blævrende – ja, lige godt ubrugeligt. Det er svært at føle noget. Jeg er faktisk kommet over på den anden side af smerten. Fuldstændig ligeglad med mine åbne sår og blå mærker. Hendes fantasier fra erotiske kioskbaskere. Hvad er der at lave i bakkerne? Hver morgen renser jeg blade op fra hendes pool. Denne morgen regner det, så hun står i baggrunden med en paraply over hendes opsatte hår. Hendes øjne følger mig. Hun flyver med en drone over mig. Hun synes, at jeg er så lækker på dronens kamera. Jeg skal smide trøjen. Det er det tidspunkt på dagen. Jeg skal smide trøjen. Jeg smider trøjen, og dronen nærmer sig min krop. Den flyver om mig med sine små ivrige propeller. Jeg kigger ud over poolens, ud i bakkerne, jeg lader min krop falde. Dronen der hæver sig, vandet der trænger ind i mine sår. Vandet der roligt bliver rødt, mine lunger der sprænges så svitsende og blå. Hende der vender sig om, og går ind igen. Keder sig. VÆKST #15

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Det er svært. Jeg har i flere år levet som skønhedsideal. Lys i huden, men med en pigment, der brunes så let og jævnt i forårets første måneder. Mine slanke lemmer optræder på forsider i hele verden. Hver dag er der mennesker, der bliver opereret, så de kan ligne mig. Store men let buede øjne med en blå til grøn farve. Mine læber er fyldige men ikke vulgære. Jeg er en grænsefigur mellem det kunstige og naturlige. Man kan være i tvivl. Er det blevet skåret der, er der blevet lagt lidt ind der, men nej. I utallige interview, henover årtier, århundreder, holder jeg på, at jeg er fuldstændig NATURAL. Denne løgn sætter sig fast, og nu er jeg blevet gammel. Jeg er i min karrieres efterår. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg holder mig inden døre. Isolerer mig i mit skandinavisk designede hjem af æstetiske former i lyst træ. Jeg skal vælge mellem at give efter for kniven eller forsvinde. Indtil videre uploader jeg bare gamle billeder på instagram. Hvem kan se forskel på et århundrede eller to?

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Det begynder som en besættelse. Jeg dukker op steder, hvor jeg ikke er ønsket. Jeg bliver stædig. Grov. Jeg forklarer folk, hvorfor jeg er den bedste, hvorfor jeg er født til at vinde. Jeg går fra festen med et smil på læben. Jeg bliver beundret, da jeg sætter mig ind i min bil. Det er så enkelt. Jeg hader kvinder. Så enkelt er det. Jeg står foran spejlet, og det er ikke fordi jeg ikke har hørt om underbevidstheden eller at jeg er specielt skadet af min barndom, men foran spejlet siger jeg: Jeg hader kvinder. Sådan grundlægger jeg en bevægelse, som fortsætter ned gennem generne. Jeg er den lille mekaniske, der får manden til at sætte sig for enden af bordet, den lille brist, der får manden til at slå kvinden, til at vente udenfor i regnen i en sen nattetime – lægge sin tunge, varme og dunkende krop over kvinden. Jeg står og griner til spejlet. Jeg er en gammel mand. Lagt ned i koderne for længe siden, jeg er udmattet, men ikke træt af mit job. Jeg er stolt og arbejdsom, og selvom jeg har været udfordret de seneste år, så mener jeg stadig, at jeg har god markedsandel. Der bliver stadig stjålet kvinder, der bliver stadig handlet kvinder, kvinder bliver stadig mødt af en samfundsstrukturel modstand, som jeg er ophavsmand til. De slipper aldrig af med mig. Det der begyndt som en besættelse er blevet en tilstand. Jeg vil sidde for enden af bordet indtil broerne brænder.

©2017 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS