jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

du derude markerer min krise
opløsningen af alt jeg troede på

 

du derude der burde inkarnere de rettigheder jeg troede på
inkarnerer i stedet vores krise

 

du derude der har mistet alle evner og forbindelser
bortset fra til det at være menneske
hvordan er det

 

hvordan er det
nu

 

du derude
hvem er jeg

 

du og jeg

hvem er vi

 

du derude der kommer i både
du du du du
hvordan synes du selv det lyder
når jeg siger
at du ødelægger min medførte ret til mit land
hvordan lyder det
som du du du du
en bulet trompet
der blæser udover græske klipper i natten

 

jeg blæser for fuld filmmusik
du derude hvordan lyder det
når vandet presses ind i lungerne
og øjnene presses ud af hovedet
af det dybe havs tryk
hvordan føles det at falde
så tung og statsløs mod bunden
af min feries havudsigt

 

hvordan er det nu det er
jeg glemmer så let
hvordan det er

 

hvordan vil det blive

 

vågner jeg nu her igen
en nat på en klippe
med udsigt udover havet
hvor de hellige både sejler rundt
med mennesker uden rettigheder
der en gang for alle er viet til døden

 

du derude
mit menneskeoffer
jeg giver dig et sexet navn
som jeg sender med vinden

 

du derude
min ikkeborger
glæd dig til du lander på kysten
glæd dig til at bo i grå beton
glæd dig til jeg spørger dig
hvor er du virkelig fra
dine fine lokker
dit krøllede look
hvor har du det fra

 

du derude i et oliet og stinkende maskinrum
glæd dig til det her
en tidlig morgen
hvor du er på vej til dit underbetalte job
du sidder i en bus
mens alle kigger angste på dig
jeg skubber til dig
og laver en vittighed om din brune hud

 

du skal grine af min vittighed
du skal grine af min vittighed
du skal grine af min vittighed
du skal grine af min vittighed

 

du skal slappe af og forstå den danske humor
hører du
du derude på den synkende skude
hører du
min vittighed i vinden
mærker du min danske humor i dine celler

 

grin og forstå
at du skal dø i dag

 

grin og forstå
at 5A er lukket land
du skal dø i dag

 

hvor er jeg
hvor er jeg

 

hvor er jeg
hvor er vi på vej hen

hvor er vi
hvor vi på vej hen

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

#1

Det er forår men ikke forår endnu. Han står på badeværelset, og badeværelset er hvidt. Klinkerne skinner, ligesom genspejler hans hvide hud. Det hele falder sammen. Han tager trøjen af, og ser sig i spejlet. Han ser sig selv i øjnene. Han ser øjnene. Deres klare hvidhed. Han går tæt på spejlet, og stirrer ind i pupillerne. Pupilerne der spejler hans nøgne overkrop i spejlet. En blank overflade af menneskekrop. Han ser de hvide klinker i sine øjne.

 

Han niver i sit maveskind, og trækker huden ned. De nederste mavemuskler kommer til syne. Han piller ved de nederste riller i huden. Maser sin finger ind mellem musklerne. Han trykker på hårde stykker kød. Mærker hvordan det blivet blødere jo længere han kommer ned mod skridtet. Han skal lave flere mavebøjninger. Mange flere mavebøjninger.

 

Han løfter armene. Han spænder musklerne. Først biceps og derefter vingemusklerne. I spejlet ser han det røde stige op. Blodet der fordeler sig i kødet. Kødet der vokser og vokser. Former sig og skuffer ham. Han vender sig om i forventning. I forventning om at se hans ryg få bredde og styrke. Han forventer at se måneders træning lagt ned i det trætte kød. Kød der har trukket i kabler og maskiner. Kød der er blevet udmattet af metal. Men han ser ikke noget nyt.

 

Han går ind på sit værelse. Han spiller Battlefield indtil de skal spise. Han sidder med musen og klikker med musen på forskellige mennesker på skærmen. Han ser dem i deres programerede øjne, ser ind i deres programmerede sind, ser ind i dem, inden han dræber dem med musen. Han sidder uden trøje på, og dræber uden tøj på. Der lyder stemmer i kælderen. Der bliver råbt ned i kælderen. Det klinkede gulv i kælderen lader stemmen få ekko, lader stemmen blive båret gennem rummene. Det er et stort hus, og han sidder for enden af huset og dræber uden tøj på. Stemmen vil have ham op fra gangene. Han ignorerer den, og åbner en ny bane, åbner et nyt landskab med nye kroppe. Han skifter våben, han går ned i knæ, han tager sin kniv frem, og skærer halsen over på fjenden. På en fremmed. Han fjerner hovedet fra kroppen på en fremmed. Stemmen trænger igennem den støjende krig, igennem det tørre landskab, stemmen ligger sig henover de døde kroppe. Nu banker det på den lukkede dør og hans mor lukker op. Hans mor bestemmer, og han saver og lukker banen ned, lukker landskabet og alle de døde unge kroppe ned.

 

Så spiser de. En stor gryde koger med en gullig væske. Det bobler og dampen ligger sig under loftet. Hans mor prikker i kødet. Det grå kød skvulper rundt i den gule væske. Han åbner et vindue og vinden presser dampen ned og henover over bordet. Karryens damp slår henover spisebordet. Den indhyller hans søster og far i kødets safter. Hans mor sætter den store gryde på bordet. Hun henter risene. Han sætter en ske i risene, og ser de klistrede korn. De er brændt i bunden og toppen er blevet til grød. De spiser i stilhed.

 

Han sætter de fire tallerkner i opvaskemaskinen, og går ned på værelset igen. Det er ikke mørkt endnu, og han vil gerne være udenfor. Han tager sko på, og går ud af kælderdøren. Han står på villavejen. Mod vest er solen på vej ned. I vinduet står hans far og beundrer lyset. Han kigger til højre. Der er ingen mennesker. Han kigger til venstre. Der er en kat. Der sker igenting. Han går i seng. Han er ligeglad med lyset

Han står op klokken halv otte. spiser morgenmad og ser morgen-TV. TV-værten er lykkelig. Han ser ned i tallerknen. Ser grøden, ser sukkeret smeltet og størknet i den kolde masse. Han ser fra grøden hen på værten. Ser værtens entusiasme. Han slukker fjernsynet, og går ud på badeværelset. Han går op på badevægten. Han noterer vægten i en lille notesbog. Han vejer 200 gram mindre end i går, og det skuffer ham. Han ser sig i det store spejl. Han prøver at smile. Men han kan ikke smile. Han ser bare på den smule fugt, som øjnene altid besidder. Den smule fugt, der gør at øjenlågene kan glide henover øjenæblet. Den smule fugt, der holder synet ved lige. Han tager syn af sin krop, og øjnene sender ingen følelser igennem kroppen.

 

Han går ned af vejen. Den stejle bakke, der bliver fladere og fladere, jo ældre han bliver. Han går ned af vejen. Den stejle bakke med træerne, der hænger indover asfalten. De brune nåle på den sorte asfalt. Det er forår og træerne strækker sig mod himlen. Han går med lange skridt. Han elsker at gå hurtigt. At forbrænde. Han elsker at mærke sveden, der fortsætter ud igennem kirtlerne, sveden der vidner om forbrændingen. Om kroppens varme, om maden der forsvinder, fedtet der raspes af. Han går ind igennem skolegården, den er tom, og han kommer for sent. Han kommer altid for sent. Han åbner døren til klasseværelset. Den store brune trædør. De har ridset deres navne i træet, og ridset deres ønsker i træet. Små kærlighedserklæringer i det gamle træ. Klasselæreren vender sig mod ham. Han møder ikke øjnene, ignorerer lærerens blik. Han sætter sig på en tom stol, og kigger tomt ud i rummet resten af dagen. Kigger ud på træerne, på deres vippen i forårets blæst. Han dukker sig og siger ingenting.

 

Han går hjem alene. Altid alene. Han går hjem af den samme vej. Altid den samme vej. Han går langsomt. Han sparer sammen til eftermiddagens trænning. Han åbner hoveddøren og huset er tomt. Solen står ind igennem vinduerne. Han ser på støvet der danser i lyset. Støvet er husets stilhed, de dansende hudceller, der stiger og falder med hans bevægelser. Han går fra gangen og ind i køkkenet. Han tømmer opvaskemaskinen, og taber en tallerken der går i stykker. Det larmer igennem alle rummene. Han lader den ligge. Han orker det ikke. Han tænder TV’et, henter en portion chokolademüsli med mælk og sætter sig i en kurvestol. Den flettede pil giver efter under hans vægt. De små knirk fra fletten, der tilpasser sig hans krop. Han gnubber ryggen, og trækker benene op under sig. Eftermiddagserierne er i gang. Han gør det samme hver eneste eftermiddag. Først ser han to afsnit af Berverly Hills, så ser han halvandet afsnit af Melrose Place. Derefter går han ned og træner. I afsnittet er Brandon og Kelly ved at slå op. De ser på hinanden. Brandons øjenbryn der former en trekant af fortrydelse. Kelly kalder ham et monster. Hun kan ikke tro ham. At han har været utro. I baggrunden lyder cikadernes sang. Deres slag med vingerne i trætoppene. Brandon vil gøre alt for at rette op på det hele. Kelly smiler i afmagt, og Brandons øjenbryn former sig nu til en trekant af sorg. Han nærmer sig, men Kelly løfter sin hånd, og siger at han skal holde sig væk. Musikken fader indover, og en distortet guitar spiller en melankolsk melodi. Han hører Kellys hæle mod det parketgulvet. Det er sent i serien, og han kender scenen.

 

Han går op af trappen. Han har taget en undetrøje på, og et par løse grå bukser. Undertrøjen er blå. Den går ned i to tynde stropper over brystervorterne. Han har købt den på nettet, og der står LOADED på brystet. En sort mand poserede på billedet. Han så glad ud og han tænkte, at han så stor ud. At han også kunne se stor ud i den. Først propper han den ned i bukserne. Han suger maven ind foran spejlet, retter ryggen og tager armene ud. Han spænder musklerne i små ryk for at pumpe blod ud i dem. Han ser sig selv i øjenene, og han ved ikke om det ser godt ud. Han gør det samme med trøjen udenfor bukserne. Det ser bedst ud.

 

I køkkenet laver han en proteindrik. Der står Better Bodies på siden af drikkedunken. Han drikker væsken. Han slukker TV’et Så laver han en til, og lægger den ned i tasken. Han går hen til det store spejl. Retter på stropperne, retter på bukserne, retter sin ryg, og slukker lyset i gangen. Han låser hoveddøren, og går hen til træningscenteret. Han kører sit kort igennem scanneren, og to glaslåger går til side. Klokken er tre, og der er næsten ingen mennesker. Der er to ældre damer på løbebåndet. De ser en genudsendelse af Scrubs. De løber langsomt. De går nærmest. Han åbner døren til omklædningsrummet, han sætter sin taske. En stor mand kommer ud fra bruserne. Han er nøgen, og går hele vejen i gennem rummet. Han går med korte skridt hen til sit håndklæde, der virker alt for småt i hans hænder. Han sætter venstre ben op på bænken og tørrer det. Så sætter han højre ben op på bænken og tørrer det. Han kan se testiklerne bagfra. Hvordan de dingler ved hver bevægelse. Så vender den store mand sig, og sætter sig på bænken. Et kort øjeblik får de øjenkontakt, så vender manden koncentrationen mod testiklerne. De bliver tørret enkeltvis. De er hårløse, og ligesom trukket helt sammen, selv efter det varme bad. Hans muskler i underarmen bliver tydelige hver gang håndklædet kører hen over testiklen. Så får de øjenkontakt igen. De genkender hinanden. De træner altid på de samme tidspunkter. Han nikker til ham, mens han bliver ved med at tørre sig i skridtet. Håndklædet kører ligesom rundt i området nu. Så rejser manden sig op, og begynder at smøre sin brune krop ind i en creme, der lugter sødligt i rummet. Alle musklerne bevæger sig, og manden er stadig i gang, da han går ud af rummet igen. Han sætter sin proteindrik nederst i køleskabet, og stiller sig op på crossmaskinen, hvis arme begynder at køre frem og tilbage i takt med hans ben.

 

Han kigger op på skærmen. Han øger modstanden, og begynder at trække hårdt i maskinens arme. Frem og tilbage. Han mærker varmen bredde sig i kroppen. En lille smule sved løber ned. En lille smule fedt løber ud af kirtlerne. Det føles godt. Han kigger på sine bryster, der hopper i takt med maskinen. Små vibrerende ryk. Han går af, og tager sit håndklæde, som han kører henover panden. Håndklædet lugter surt og brugt. I spejlet møder han sit eget blik. Ida Corr spiller i højtalerne. Så går han i gang. Lokalet er lavt og hvidt. På gulvet ligger der sorte gummimåtter, hvis overflade er hullet og nubret efter tunge vægte. Han kigger rundt. Spejlene der sender kroppene rundt mellem hinanden. Metallets og dets hårde overflade. Metallets og dets lyde. Han ser hen på de gamle damer. På deres gamle kroppe. Hvordan kroppene forsøger at holde trit med løbebåndet. Hvordan båndet under dem kræver farten, kræver hastigheden af dem, at de ikke stopper op. Maskinerne kræver hurtige serielle bevægelser. Han trækker sin lille træningsbog frem. Han går først hen til bænkpressen, mens teksten fra Let Me Think About It lyder fra højtalerne. Let me think about it, Let me think about, Let me think about it. Han henter en bænk, og sætter den under den tomme vægtstang. Han lægger sig under stangen, og tager stangen ud. Han sænker den mod brystet. Det gør han tyve gange. I hvert fald tyve gange. Han sænker den langsomt mod brystet, og eksploderer derefter opad. Det giver en hård metallisk lyd. Det er lejerne som rasler i stangen. Metal mod metal. Han løfter benene op mod maven, slipper stangen, og eksploderer i en hurtig bevægelse op. Han står op, og alt foregår nu i korte ryk. Han henter skiver og skiver, han læser skiver og skiver på stangen. Stangen skal være tung nok, imponerende nok. Han vil have det sådan her. Han vil være stor og stærk, fordi stor og stærk er det eneste der betyder noget. Han lægger sig igen på bænken. Han ligger stille et øjeblik, og mærker det kunstige læder blive våd af hans ryg. Han lader armene falde mod jorden. Så trækker han vejret ind og fylder lungerne med den svedtunge luft. Han kigger op i loftet. Gør sit blik tomt. Lader armene komme op igen, og tager hårdt fat i vægtstangen. Han rykker rundt på bænken. Sætter fødderne i jorden, svajer i ryggen og trykker til med armene. Langsomt løfter stangen sig fra stativet. Langsomt tømmer han lungerne for luft, hiver hurtigt ny ilt ned i lungerne, mens han sænker stangen og holder vejret. Han skyder stangen op, mens luften bliver presset ud af brystet. Første sæt går godt. I andet sæt mærker han, at højre brystmuskel begynder at svigte. Så mister han pusten helt, og på vej op taber han stangen ned på brystbenet, der giver sig let. Han hører et lille knæk. Knoglen der giver sig under vægten. En kvinde kommer over og hjælper ham. Hun er instruktør. Hendes hud er strammet helt udover ansigtet, der har en brunlig glød. Hun har tynde knoglede arme. Hun er her altid, og han ser hende hver dag smøre selvbruner på i receptionen. Hun smiler, og sætter to fingre under stangen. Hun bliver ved med at smile, men han kan ikke løfte stangen. Så sætter hun den ene hånd under, men stadig, stadig sker der ingenting. Musikken er skiftet og Dont Stop the Music spiller. Han er svimmel. Spyt står op fra munden. Spyttet der lander på kinderne. Ansigtet der dækkes af spyt. Han presser og presser, mens han mærker skammen sprede sig i kroppen. Spyttet og skammen. Han ser bare hendes smil over sig. Hans undertrøje er gledet ned, så hele brystet er blottet. Det er rødt og musklerne dirrer. De små brystvorter stritter, og dækkes nu også af spyt. Rødt ødelagt kød. Hun løfter stangen væk. Så lægger hun sig på bænken, og siger at han skal stoppe inden han bliver træt. At hun har brækket brystbenet engang.

 

Fitnesscenteret ligger i en kælder. Den er varm af foråret Han ser en pige, der låser sin cykel. Et kort øjeblik kan han se op under nederdelen. Så kigger han væk. Han trækker en bænk hen til spejlet, hjulene piver lidt. Støvet rejser sig. Støvet hænger om hjulene. Han hæver den til 45 grader, og henter to håndvægte. Han løfter dem op over hovedet, og mærker straks modstanden i den øverste del af brystet. Vægtene svajer let i luften. Han slår dem sammen med et støn, hver gang han presser dem op. Metallets lyde i rummet. Metallet i hans øre. Metallet mod hans bryst. Hans underarme gør ondt. Han ignorerer det, han er ligeglad. Han har det godt lige nu. Han presser sig selv. Han presser sig selv over over grænsen. Ledene, skellettet der giver sig. Han mærker ledenes væske. Ledene der bliver tykkere af syren. Han mærker glæden ved det. Bare glæden ved det. Han har det godt lige nu, og det er et sindssygt sus, da han rejser sig op, og alt blodet forlader hjernen. Han svajer, står lidt, er ved at vælte, han sætter vægtene på plads med en tung lyd, et lille støn. Han kigger rundt. De to ældre damer går forbi. De smiller. Han puster ud. Tager fat i nye håndvægte, lettere håndvægte. Han sætter vægtene på gulvet. Tager fat i håndtagene, og sænker overkroppen i dybe armstrækninger. Gulvets sorte gummi slår op i næseborerne. Han strækker armene, og trækker den ene vægt op mod brystet. Han lader den falde mod gulvet, og sænker igen kroppen mod gulvet. Han slår næsen i gulvet. Kødet der giver op. Små dråber blod på det sorte gummi. Han hæver kroppen igen, mens blodet falder fra næsen og fordeler sig i gummiets mønster. Det er en sød lugt. Blod og det støvede gummi. Det fugtige kælderlokale. Den varme væske. Han strækker armene mens hans blod flyder. Han trækker den anden vægt mod brystet. Lader den falde og sænker kroppen, strækker armene, løfter vægten, sænker kroppen, strækker armene, løfter vægten, sænker kroppen. Sådan fortsætter det. Sådan fortsætter det bare med blod og gummi i det lille lokale.

 

Inden han går ind under det dampende vand, ser han sig spejlet. Han er alene, og spænder alle musklerne, der er fyldt med blod. Blodårene står tydeligt frem. Pulsen der pumper igennem skuldrene, en blodåre der er ved at briste, en venes blålige lys. Han åbner og lukker hænderne. Fingrene er stive af syre, stive af anstrengelse. Han ryster. Han hiver sit maveskind ned. Mavemusklerne står frem igen. Blodårene hopper under den tynde udstrakte hud. Rent blod. Tykt blod. Sukkerhungrende blod. Så smiler han. Musklerne forsvinder og han ser væk. Han tørrer sig under de nøgne armhuler. Han kører håndklædet henover armene, mens han spænder i musklerne. Så tager han sit tøj på igen. Det er fugtigt af sved, men han gider ikke at skifte. Han skal bare hjem. Han går ud af døren, og ud mod køleskabet, hvor han bøjer sig ned. Lugten af sved slår ham i hovedet. Han rejser sig hurtigt op, og tømmer drikken i en slurk. Han kigger undt. De gamle damer står på en ny maskine. En ny serie kører, et nyt nummer på anlægget. Der er ikke noget at gøre. Han kan ikke lave andet end at gå hjem.

 

Klokken er kun fem. Der er stille i huset. Ingen er kommet hjem. Han sætter træningstasken i kælderen. Pakker den ikke ud. Lader tøjet gære i tasken. Han går hen til tøjskabet. Han ser på bøjlerne. Han overvældes af valgene. Den t-shirt eller den trøje. Tøjet skal sidde rigtigt over musklerne. Stoffets bløde fald om brystets bløde kurver. Det skvulpende kød mod det stramme stof. Han tager en rød t-shirt frem, et par hullede et Diesel-bukser. Han stikker benet ned i bukserne, og udvider det ene hul. Han trækker dem op omkring de smalle hofter. Han tager en militærgrøn kasket på med et hvidt net. Han går op af trappen. Den første time er fantastisk. Forårets sol. Dens stråler ind gennem de vaskede ruder. Regnen i horisonten. Det er et mørkt lys Han går rundt mellem kælderen og stueetagen, mens han skiftevis tænder og slukker tv’et. Eftermiddagsserierne er færdige. Der er TV-avisen eller børne-tv. Det er den rastløse time inden aften-udsendelserne. Han åbner køleskabet, mens han tager forskellige ting ud. Han sætter det hele ind igen. Det gør han tre gange inden han giver op. Han kan ikke spise. Han har kvalme. Han går fra køkkenet og ud i gangen. Står ved vinduet, mens han ser tre drenge fra hans klasse, der går hjem fra skole. De griner. Den ene kigger ind mod huset. Han lader sin finger løbe henover hegnet. Han siger ingenting mens han gør det. Så er de væk, og han går ned i kælderen igen, hvor han går ind på sin søsters værelse. Der er ingenting at lave.

 

Han går rundt inde på hans søsters værelse. Han kigger på et billede af hendes venner. De er klippet ud, så de følger de forskellige kroppe og ansigter. De sat ind i en ramme, som en kollage. De smiler på alle billederne. Han imiterer de forskellige smil. Han kigger hendes veninder i øjnene. Forestiller sig, hvad han skal sige til dem. Hvis det var lige her, hvad ville han sige til dem. Han ville gå i stå, se ned i jorden, genert. Han går hen til billederne. Ser på venskaberne, helt tæt på leder han efter fejl. Han leder efter fejl i venskaberne. Blikke der flakker, blikke der vil andre steder hen, blikke uden retning og sikkerhed. Men han finder dem ikke. Han ser kun glæde. Der er ingenting at lave. Han ser på glæden. Han ser deres ansigter. Misunder dem ansigterne. Han mærker på sit stramme kød. Mærker den langsomme puls igennem kroppen. Står bare der, laver ingenting. Han går hen til kælderdøren, og låser den op. Deres hund kommer løbende. Han har glemt den i haven. Den er glad og gør af ham. Gnider sin krop op af hans ben. Han lukker den ind og går op af kældertrappen. Han åbner lågen, og går hen ad fortorvet.

 

Han går igennem villakvarteret. Alle byggeprojekter, der er blevet startet er gået i stå. Alle nytilflyttede er begyndt på et eller andet. Der er grus, plastik og mursten alle vegne. Ingen bliver færdige. Foråret er slået over i regn. Han går udover markerne. Den brune tunge jord flyder sammen med den grå horisont. Nøgne træer svajer i vinden, der er hård og kold. Han går igennem et buskads, hvor en lille åben plet mellem to søer åbner sig. Han sætter sig ned. Han har siddet her mange gange før. Han har ventet her før. Vinden slår hen over søen og blæser vandet fladt. Han mærker små dråber i luften.

 

Han kommer ind til mad. Hans mor trækker et stort glasfad ud af ovnen. Han sætter varmebrikker på bordet. Hun sætter det varme fad på bordet. Det er koteletter i fad. Fløden koger og bobler. Væsken er en gulnet brun. En slap farve. Konservesfersknerne stikker op af sovsen. De runde frugter fylder hele fadet og har suget fløden til sig. Hans mor har brugt hakket svinekød. De brune strimler af delt kød gemmer sig i den tykke sovs af frugt, kød og fløde. Hans mor øser ris over på hans tallerken. Risen kan næsten ikke være på den store tallerken. Han øser sovs henover risene. Sovsen siver ned gennem den hvide klump, og farver den brun. Han skærer en fersken i stykker. Lugten af sød fløde fylder ham. Ferskenskiven er slatten på gaflen. Han stikker den ind i munden sammen med det strimlede kød. Kødet klumper sig tørt. Han blander kødet med fløden og den søde fersken. Saften siver ned af hans kind. Han tygger et par gange inden han sluger den bløde klump. Han tænder fjernsynet, mens de andre snakker. Han skruer op. Han kigger tomt forbi TV’et. Hans mor skærer fersknen ud i små bidder. Blander risen med fersknen og kødet. Hun tager fat i fadskeen og hælder ekstra fløde udover, hun blander det hele sammen, og begynder at spise det uden at se op. Hendes albue ligger bordet. Mens hun læner ansigtet indover. Hun siger ingenting. Der er kun lyden af gaflen mod tallerknen, gaflen mod tænderne, den bløde masse, der forsvinder ned i svælget. Hans far vender sig om, tager sin tallerken og sætter den på sine lår. De sidder og ser forbi TV’et.

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

jeg sidder
i uvejret
på en klippe

 

jeg kan mærke
hvordan jeg trykkes
ned mod jorden

 

jeg sidder i mørket
i dette mørke
er jeg fortabt

 

jeg sidder her
for at finde trøst
i noget smukt

 

jeg tæller timerne siden
vi sidst så hinanden
jeg tæller timerne

 

jeg sidder på en bænk
på en klippe
jeg kigger på bådene

 

jeg kigger på både
med mennesker
uden håb

 

på bænken
prøver jeg
udsagnet

 

nu igen
til familien i gummibåden
der er hele deres liv

 

jeg sidder i uvejret
og ser på de
lunkne sommebølger

 

jeg fantaserer om
at kunne skubbe familien
ud på havet igen

 

jeg vil vide
hvad det ville gøre
ved mig

 

hvad ville i gøre mig

 

jeg sidder på bænken
og jeg tæller timerne
jeg er bange og svag

 

jeg vil vide
hvad i vil mig
i mit europa

 

jeg har min kikkert med
og det slebne glas
indsætter en afstand

 

jeg kan se
at de er der
at jeg er her

 

jeg kan se
at de kommer til
at dø i bølgerne

 

jeg ser igennem
det slebne glas
dem dø i bølgerne

 

jeg bruger tiden på
at se på sorgen
se familierne forsvinde

 

der går tid
med at se på sorgen
der går tid

 

jeg sidder på klippen
og tænker på
at opdrage børn til sorgen

 

det er en ny pligt
at opdrage børn
til sorgen

 

det er ikke en dårlig ting
at opdrage børn til
sorgen

 

jeg ser på havet
et oprørt hav
i en mørk nat

 

jeg ser på havet
med ukendte skikkelser
i lækkende både

 

du har gået
fra byen
og hen til klippen

 

du sætter dig
og du tager min hånd
det er eneste der sker

 

du sætter dig
og vi tæller timerne
i natten

 

vi ser ud på natten
vi ser ud på tiderne
det er det der gør os bange

 

vi ser ud på natten
vi lader natten vokse
som en tanke

 

vi lader natten
være en følelse
mellem os

 

vi lærer af natten
vi lærer at udholde synet
af familier på synkende både

 

lynene slår ned over vandet
lynene slår ned over vandet
lynene slår ned over os

 

lynene slår ned over havet
de slår og de slår
i havets overflade

 

de slår mens vi ser
på bådene
i strædet
lynene slår og
lyser tiden
op for os

 

lynene slår
opyser tiden
for os

 

lynene lyser
så vi kan se
og forstå tiden

 

men nej
vi forstår ikke
tiden

 

vi forstår ikke tiden

 

det er det
der slår
igennem mit skellet

 

vi tæller timerne
hvor mange lyn slår ned
hvor mange både går ned

 

du tager min hånd
og vi er vidne til
udskillelsen

 

hvor mange både
går der ned
i natten

 

hvor mange stemmer
forsvinder ned i
dybet

 

vi sidder på bænken
der er slidt
og hærget af salt

 

på bænken tæller vi sekunderne
mellem lynene
og uvejret der bevæger sig videre

 

vi vil mangle lys
til at forstå at en tid
kan være så smertefuld

 

at den ikke er til at snakke om
eller et sted kan være så smukt
at det ikke er til at tale der

 

jeg tæller timerne
til at jeg skal stå i en grav
med dig mellem mine hænder

 

jeg tæller de timer
til at jeg skal miste dig
jeg tæller netop de timer

 

jeg fører dagbog
over en tid på et kontinent
der ikke forstår sig selv

 

et kontinent
der tvinger alle andre til
at føle angsten og sorgen

 

jeg fører dagbog over
mit hjertes unge
rytmer

 

et bange og svagt lille hjerte
kære lille hjerte
var det nok
at stille spørgmålet

 

hvad sker der nu
hvad vælger mennesket nu
hvad vælger menneskene nu

 

i mørket synger du
om oceanernes
urolige overflader

 

blidt og frygteligt
synger du om oceaner
man kan forlise og dø i

 

det er det
vi går igennem
en anelse

 

en anelse i mørket
en længsel
efter lyset

 

du mærker det også
natten der smuldrer
og solen der stiger op

 

lyset der breder sig
og afslører et roligt
men tomt hav

 

vi trækker vejret igen
og igen
vi trækker vejret i morgenlyset

 

vi trækker vejret
mens bølgernes klang
får os til at glemme skrigene

 

vi står i den lune morgenluft
mens himlen gløder
og en ny vished om havet bliver skabt

 

vi går ned til stranden
hvor vi finder tøj
fra kroppe der driver under overfladen

 

under overfladen
driver kroppene rundt
under overfladen

 

når kroppene / de mennesketomme kyster / mens solen står op

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

jeg er ikke tilhænger af

fornuften

som derigent for cykelsporten

det giver ingen mening

at cykle derop

der er ingenting

det var det sidste

jeg ventede

at fornuften

skulle sejre

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg styrter
Igen
Og Det virker igen
som om
Det aldrig bliver bedre
Der er ingenting
Andet end lidelse
I det her job

©2016 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS