jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

jeg sidder
i uvejret
på en klippe

 

jeg kan mærke
hvordan jeg trykkes
ned mod jorden

 

jeg sidder i mørket
i dette mørke
er jeg fortabt

 

jeg sidder her
for at finde trøst
i noget smukt

 

jeg tæller timerne siden
vi sidst så hinanden
jeg tæller timerne

 

jeg sidder på en bænk
på en klippe
jeg kigger på bådene

 

jeg kigger på både
med mennesker
uden håb

 

på bænken
prøver jeg
udsagnet

 

nu igen
til familien i gummibåden
der er hele deres liv

 

jeg sidder i uvejret
og ser på de
lunkne sommebølger

 

jeg fantaserer om
at kunne skubbe familien
ud på havet igen

 

jeg vil vide
hvad det ville gøre
ved mig

 

hvad ville i gøre mig

 

jeg sidder på bænken
og jeg tæller timerne
jeg er bange og svag

 

jeg vil vide
hvad i vil mig
i mit europa

 

jeg har min kikkert med
og det slebne glas
indsætter en afstand

 

jeg kan se
at de er der
at jeg er her

 

jeg kan se
at de kommer til
at dø i bølgerne

 

jeg ser igennem
det slebne glas
dem dø i bølgerne

 

jeg bruger tiden på
at se på sorgen
se familierne forsvinde

 

der går tid
med at se på sorgen
der går tid

 

jeg sidder på klippen
og tænker på
at opdrage børn til sorgen

 

det er en ny pligt
at opdrage børn
til sorgen

 

det er ikke en dårlig ting
at opdrage børn til
sorgen

 

jeg ser på havet
et oprørt hav
i en mørk nat

 

jeg ser på havet
med ukendte skikkelser
i lækkende både

 

du har gået
fra byen
og hen til klippen

 

du sætter dig
og du tager min hånd
det er eneste der sker

 

du sætter dig
og vi tæller timerne
i natten

 

vi ser ud på natten
vi ser ud på tiderne
det er det der gør os bange

 

vi ser ud på natten
vi lader natten vokse
som en tanke

 

vi lader natten
være en følelse
mellem os

 

vi lærer af natten
vi lærer at udholde synet
af familier på synkende både

 

lynene slår ned over vandet
lynene slår ned over vandet
lynene slår ned over os

 

lynene slår ned over havet
de slår og de slår
i havets overflade

 

de slår mens vi ser
på bådene
i strædet
lynene slår og
lyser tiden
op for os

 

lynene slår
opyser tiden
for os

 

lynene lyser
så vi kan se
og forstå tiden

 

men nej
vi forstår ikke
tiden

 

vi forstår ikke tiden

 

det er det
der slår
igennem mit skellet

 

vi tæller timerne
hvor mange lyn slår ned
hvor mange både går ned

 

du tager min hånd
og vi er vidne til
udskillelsen

 

hvor mange både
går der ned
i natten

 

hvor mange stemmer
forsvinder ned i
dybet

 

vi sidder på bænken
der er slidt
og hærget af salt

 

på bænken tæller vi sekunderne
mellem lynene
og uvejret der bevæger sig videre

 

vi vil mangle lys
til at forstå at en tid
kan være så smertefuld

 

at den ikke er til at snakke om
eller et sted kan være så smukt
at det ikke er til at tale der

 

jeg tæller timerne
til at jeg skal stå i en grav
med dig mellem mine hænder

 

jeg tæller de timer
til at jeg skal miste dig
jeg tæller netop de timer

 

jeg fører dagbog
over en tid på et kontinent
der ikke forstår sig selv

 

et kontinent
der tvinger alle andre til
at føle angsten og sorgen

 

jeg fører dagbog over
mit hjertes unge
rytmer

 

et bange og svagt lille hjerte
kære lille hjerte
var det nok
at stille spørgmålet

 

hvad sker der nu
hvad vælger mennesket nu
hvad vælger menneskene nu

 

i mørket synger du
om oceanernes
urolige overflader

 

blidt og frygteligt
synger du om oceaner
man kan forlise og dø i

 

det er det
vi går igennem
en anelse

 

en anelse i mørket
en længsel
efter lyset

 

du mærker det også
natten der smuldrer
og solen der stiger op

 

lyset der breder sig
og afslører et roligt
men tomt hav

 

vi trækker vejret igen
og igen
vi trækker vejret i morgenlyset

 

vi trækker vejret
mens bølgernes klang
får os til at glemme skrigene

 

vi står i den lune morgenluft
mens himlen gløder
og en ny vished om havet bliver skabt

 

vi går ned til stranden
hvor vi finder tøj
fra kroppe der driver under overfladen

 

under overfladen
driver kroppene rundt
under overfladen

 

når kroppene / de mennesketomme kyster / mens solen står op

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

jeg er ikke tilhænger af

fornuften

som derigent for cykelsporten

det giver ingen mening

at cykle derop

der er ingenting

det var det sidste

jeg ventede

at fornuften

skulle sejre

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

Jeg styrter
Igen
Og Det virker igen
som om
Det aldrig bliver bedre
Der er ingenting
Andet end lidelse
I det her job

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

jeg er hadet

og uheldig

og det føles som om

det aldrig slutter

det er både komisk

og tragisk

 

det er mit liv

jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa

feltet bryder op
og jeg føler mig så
alene

 

 

jeg bliver smidt af viften
et billede
af en faktisk situation

 

 

jeg føler mig så alene
i vinden
mellem to vifter

 

 

jeg glæder mig
til bjergene
hvor vi igen er sammen

©2016 jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa RSS